Giver fodspor glimt af kønsroller i stenalderen?

Forskere mener at have fundet spor efter 14 voksne kvinder og tre mænd i samlet flok

Et af de 408 fodaftryk, der blev fundet i Engare Sero, Tanzania. (Foto: William Harcourt-Smith)
Et af de 408 fodaftryk, der blev fundet i Engare Sero, Tanzania. (Foto: William Harcourt-Smith)

I Tanzania har arkæologer fundet over 400 forstenede fodaftryk. Det er den største samling af fodaftryk fra mennesker, der nogensinde er fundet i Afrika.

Aftrykkene kan dermed måske datere helt tilbage til slutningen af den sene pleistocæne epoke, der strækker sig fra 2,6 millioner år før nu til slutningen af sidste istid for cirka 11.500 år siden. Det skriver mediet Gizmodo ifølge Videnskab.dk, hvor du kan se flere billeder fra forskernes studie.

Fundet giver et nyt indblik i fortidens liv i Afrika og kan fortælle om social adfærd og måske endda om forskellige adfærdsmønstre kønnene i mellem.

Forskergruppen, ledet af adjunkt i arkæologi Kevin Hatala fra Chatam University Pittsburgh, USA, var ikke i stand til præcist at kortlægge fodaftrykkenes alder, og de kan således være sat for alt mellem 5.760 og 19.100 år siden.

Men i studiet skønnes det altså, at fodaftrykkene er sat for over 10.000 år siden.

Læs mere på Videnskab.dk: Endelig ansigt på denisovaen: Forskere genskaber gådefuldt fortidsmenneske med DNA fra fingerknogle-fossil

Ved at analysere fodaftrykkene har forskerne kunnet kortlægge individuelle spor og ruter. Blandt de 408 fodaftryk fandt forskerne et scenarie, hvori 17 personer har bevæget sig sammen.

Ifølge studiet har man endda kunnet udlede, med hvilken hastighed menneskerne har bevæget sig. Og ved at sammenligne fodaftrykkenes størrelser med nutidige menneskers har forskerne kunnet skønne individernes køn og alder, skriver Gizmodo ifølge Videnskab.dk.

I studiet vurderes det, at gruppen på 17 individer, der har bevæget sig sammen, bestod af 14 voksne kvinder, 2 voksne mænd og 1 ung mand.

At så mange kvinder har bevæget sig sammen i en gruppe, kan ifølge studiet fortælle noget om kønsbaserede aktiviteter og opdelte arbejdsopgaver.  

»En sådan gruppesammensætning er relativt sjælden. Men den er blandt andet blevet observeret i kooperative fødeindsamlinger, hvor flere voksne kvinder søger efter føde sammen, muligvis ledsaget af en eller to voksne mænd«, forklarer arkæolog Kevin Hatala til Gizmodo ifølge Videnskab.dk.

Læs mere på Videnskab.dk: Disse tre steder i Jylland kan vi lede efter levn fra neandertalere

Hatala anerkender, at der muligvis er andre forklaringer på både gruppens aktivitet og sammensætning.

»Uanset hvad, er den sammenhæng, vi estimerer, interessant, og vi håber, at dette studie fremhæver potentialet ved at anvende forstenede fodaftryk til at identificere fortidens adfærdsmønstre«, siger Hatala til Gizmodo ifølge Videnskab.dk.

Karen Moreno, ph.d. i arkæologi ved Austral University of Chile, er ekspert i forstenede fodaftryk. Hun beskriver overfor Gizomodo fundet af de 408 fodaftryk som en ’drøm’.

Men Moreno synes, studiet fokuserer for lidt på årsagerne til ruterne og hun er desuden kritisk overfor sammenligningen med moderne menneskers fodstørrelser i bestemmelsen af kønnene.

»Vi må stille spørgsmålstegn ved, om man i tidligere samfund har haft samme størrelsesforskelle på fødder«, siger hun til Gizmodo ifølge Videnskab.dk.

Andre artikler på Videnskab.dk

2.500 år gamle tatoveringer fundet på mumie

Nye analyser: Tutankhamon havde hestetænder og klumpfod

Forskere har lært tre sæler at 'synge' temasangen fra Star Wars

15 kommentarer
Vis kommentarer