Her er de største nyheder fra Microsoft til E3

En helt ny controller var blandt højdepunkterne til Microsofts del af spilmessen

Microsoft præsenterede blandt andet Minecraft til den nyligt lancerede HoloLens. (Video: AP)

For sande 'gamere' og andre spilentutiaster er den årligt tilbagevendende spilmesse E3, der står for Electronic Entertainment Expo, en begivenhed, der rangerer i klasse med juleaften.

Årets udgave løber fra 14. juni til 16. juni, hvor verdens store spilproducenter traditionen tro vil komme med udgivelsesdatoer for de større spil og præsentere andre produkter, som snart vil være i handlen.

Mandag aften dansk tid var det så Microsofts tur til at præsentere nyheder inden for deres store spiller på konsolmarkedet, nemlig Xbox One.

Spil dine gamle spil
En af de største - og længst ventede - nyheder er, at Microsoft vil gøre det muligt for spillere at bruge deres gamle Xbox 360-spil på Xbox One. En mulighed, der har været efterspurgt blandt mange, og som Microsoft har fået kritik for hidtil ikke har været mulig. I første omgang drejer det sig om 100 spil, og siden vil Microsoft udvide til flere spil.

Ny controller
En anden opsigtsvækkende nyhed er en helt ny controller, som bliver lanceret som en 'elite-controller'. Den giver eksempelvis mulighed for selv at indstille på følsomheden på styrepindene samt at udstyre controlleren med ekstra knapper til racerspil. Derudover kan man ved hjælp af en smartphone selv konfigurere knapperne. På trods af den storslåede lancering, har Microsoft ikke givet en dato eller en pris for den nye gadget, men buddet fra flere internationale medier lyder på, at den vil være klar til julehandlen.

Controlleren kan bruges både til Xbox One og Windows 10.

Se Microsofts lanceringsvideo for den nye controller her:

Nyt om spil
Microsoft kunne også byde på nyheder om nogle af deres mest hypede titler. Blandt andet byder det kommende Halo 5, der har undertitlen 'Guardians', en ny multiplayer-funktion kaldet 'Warzone', som minder om Battlefield-serien, og som har plads til op til 24 spillere og med kort, der er op til fire gange større end de normale i spillet. Halo 5 udkommer 27. oktober.

Foto: AP
Foto: AP
 

Den populære serie Forza har desuden fået udgivelsesdato på den nyeste udgave. 16. september rammer spillet butikkerne i USA, og det bliver formentlig også deromkring, at det bliver muligt at få spillet herhjemme.

Derudover har Microsoft annonceret, at Dark Souls III udkommer i starten af 2016, mens Gears of War 4 udkommer omkring julesalget i 2016.

Endelig har Microsoft lavet  det populære Minecraft til den nyligt lancerede HoloLens. Du kan se en video af den lancering i playeren over artiklen.

Senere på spilmessen vil blandt andre EA, Ubisoft, Sony (Playstation) og Nintendo også fremlægge flere af de ventede titler, mens der formentlig også venter enkelte overraskelser på deres præsentationer.

7 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere