Historisk bedrift: Krydser hav på hoverboard

Franky Zapata krydsede søndag morgen kanalen mellem Frankrig og England på et hoverboard

Et spektakulært syn mødte de fremmødte på den sydengelske kyst, da Zapata kom flyvende på sit hjemmebyggede apparat. Video: AP

På et hoverboard med jetmotorer kastede den franske opfinder Franky Zapata sig søndag morgen ud i endnu et forsøg på at krydse Den Engelske Kanal. Og den spektakulære flyvetur endte i modsætning til sidste gang lykkeligt.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Den 40-årige vovehals lettede fra Sangatte nær Calais på den franske nordkyst søndag morgen, og ikke længe efter kunne han sætte fødderne på jorden i Saint Margaret's Bay nær Dover i det sydlige England.

Flyvende bræt
Zapatas hoverboard er en form for flyvende bræt. Det har fem små jetmotorer og flyver i 15 til 20 meters højde med en topfart på 140 kilometer i timen.

Som en anden 'Green Goblin' styrer Zapata ubesværet gennem luften. Modsat Spider Man-skurken til stor jubel for publikum. Foto: Ritzau Scanpix/Yves Herman
Som en anden 'Green Goblin' styrer Zapata ubesværet gennem luften. Modsat Spider Man-skurken til stor jubel for publikum. Foto: Ritzau Scanpix/Yves Herman

Den 40-årige franskmand forsøgte første gang at krydse kanalen for ni dage siden, men dengang kom han ikke tørskoet frem. Han måtte fiskes op af vandet, da han var nået halvvejs.

Turen over kanalen tager i omegnen af 20 minutter, men undervejs skulle Zapata tanke brændstof på et skib. Det var ved dette stop, at det glippede for franskmanden for lidt over en uge siden.

Det lykkedes torsdag ikke for Franky Zapata at krydse Den Engelske Kanal på et flyboard med jetmotorer. Foto: Boris Horvat/Ritzau Scanpix Samfund - 25. jul. 2019 - kl. 10:25 Ville krydse farvand på flyboard: Nu er han styrtet ned

Han ramte forbi platformen, der var monteret på fartøjet, og måtte derfor noget slukøret opgive turen, selv om han ikke var kommet til skade.

Zapata tankede på søndagens tur brændstof på en større platform på et større fartøj. Desuden var det forventet, at vandet ville være mere roligt denne dag.

Pludselig verdenskendt
Franskmanden vakte opsigt internationalt, da han på den franske nationaldag, Bastilledagen, 14. juli fløj rundt ved den årlige militærparade i den franske hovedstad, Paris.

Video: AP

Her var Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og den tyske forbundskansler, Angela Merkel, blandt de imponerede tilskuere.

Zapatas første forsøg på at krydse Den Engelske Kanal fandt sted den 25. juli. Det var præcis 110 år efter, at Louis Bleriot som den første krydsede farvandet i et fly.

Franskmanden lander sikkert på den britiske side af havet. Foto: Ritzau Scanpix/Yves Herman
Franskmanden lander sikkert på den britiske side af havet. Foto: Ritzau Scanpix/Yves Herman

80 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere