Kan mit kæledyr smitte mig med coronavirus?

Din hund smitter dig formentlig ikke. Men hvis du selv er syg, bør du holde afstand, råder en forsker

Historien gik verden rundt, da en hund og dens ejer i Hongkong begge blev testet positiv for ny coronavirus. Det skriver Videnskab.dk.

Ifølge flere medier er hunden nu død. Dødsårsagen er ukendt, men eftersom hunden var 17 år gammel og havde andre sygdomme, er det sandsynligt, at det ikke var coronavirus, som slog hunden ihjel, skriver South China Morning Post ifølge Videnskab.dk.

Men bør du alligevel være nervøs for, om dit kæledyr kan smitte dig med ny coronavirus?

Efter alt at dømme er svaret nej, lyder det fra professor Per Brøndsted Höllsberg, der forsker ved Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet.

- Der er mig bekendt ikke dokumenterede tilfælde af, at en hund eller en kat har smittet andre dyr eller mennesker med det nye coronavirus. Det vil således være meget usandsynligt at pådrage sig det nye coronavirus ved at klappe sit kæledyr, siger Per Brøndsted Höllsberg til Videnskab.dk.

Per Brøndsted Höllsberg understreger dog, at der er begrænset viden på området. 

Læs mere på Videnskab.dk: Coronavirus indtager Afrika: 'Det kan blive rigtig grimt'

- Hunde og katte kan sagtens få coronavirusinfektioner, men det er typisk en anden underfamilie af coronavirus end den nye coronavirus, siger han.

Hvis en smittet person har nyst eller hostet på pelsen af dit kæledyr - og du derefter klapper dyret og fører hænderne op til ansigtet - er det dog teoretisk set muligt at blive smittet indirekte fra dit kæledyr. 

Men kan du så selv smitte dit kæledyr med coronavirus?

Selvom eksemplet fra Hongkong kan indikere, at ejeren havde smittet hunden med ny coronavirus, er der fortsat stor usikkerhed på området. 

Dyrlæge og forsker ved Cambridge University, Sarah L. Caddy, påpeger, at det er uvist, hvorvidt hunden i Hongkong reelt var syg med COVID-19. 

- En positiv test for coronavirus i denne hund betyder blot, at et lille stykke af det virale genom (genetisk materiale fra virusset, red.) blev fundet i prøven, skriver hun i en artikel i mediet The Conversation ifølge Videnskab.dk.

Læs mere på Videnskab.dk: Hvornår stopper corona-epidemien – og kommer den tilbage til efteråret?

Hun tilføjer, at selvom testen på hunden var svagt positiv for ny coronavirus, er det usikkert, om virusset var i stand til at kopiere og dele sig i hunden - eller om hunden blot havde slikket på en inficeret overflade i hjemmet og derfor viste tegn på ny coronavirus i prøven.

Så hvordan forholder du dig, hvis du selv er smittet med ny coronavirus og er nervøs for at komme til at smitte dit kæledyr?

Her lyder rådet, at du ud fra et forsigtighedsprincip hellere bør tage afstand fra dit kæledyr.

»Med hensyn til om, man kan smitte sit kæledyr, ved man det heller ikke,« siger Per Brøndsted Höllsberg, ifølge Videnskab.dk.

- Men man skal huske på, at det nye coronavirus kommer fra et dyr – selvom vi endnu ikke har klarhed over hvilket – og derfor har det amerikanske ‘Centers for Disease Control and Prevention’ anbefalet, at man undgår tæt kontakt med sine kæledyr, såfremt man føler sig syg, eller hvis man ved, at man er smittet med det nye coronavirus.

 

Andre artikler på Videnskab.dk

Coronavirus: Alt om udviklingen, symptomer og behandling

Fascinerende video: Se et nyt i super-slowmotion

Skridt for skridt: Sådan indtager coronavirus din krop

 

13 kommentarer
Vis kommentarer