Magiske svampe er sikrere end hash og alkohol

Psykedeliske svampe er det sikreste stof af alle ifølge ny stor undersøgelse, der dækker 50 forskellige lande.

Foto: Wikimedia Commons
Foto: Wikimedia Commons

- Magiske svampe er et af de sikreste stoffer i verden, siger psykiater Adam Winstock til The Guardian, ifølge Videnskab.dk.

Han står bag den årlige Global Drug Survey, der i 2017 konkluderer ovenstående.

Formålet med surveyen, der er verdens største undersøgelse af stofbrug, er at kortlægge, hvor mange der tager stoffer, samt hvilke positive og negative effekter forbruget har.

På sigt vil folkene bag surveyen, uanset aktuel lovgivning om et givent stof, gøre det mere sikkert for brugerne at tage dem.

Læs også på Videnskab.dk: Hvor langt skal man være fra en atombombe for at overleve?

Global Drug Survey 2017 indeholder data fra mere end 120.000 deltagere i 50 forskellige lande, der er blevet spurgt om, hvilke stoffer de har indtaget, deres forbrugsmønstre og deres oplevelser med stoffet.

Du kan se en graf over, hvilke stoffer der er de farligste på Videnskab.dk’s hjemmeside.

Fokus har i år været på, hvor mange der har søgt akut medicinsk behandling efter indtagelse af et stof.

Ud af mere end 12.000 mennesker, der i løbet af året har indtaget hallucinogene psilocybinsvampe, rapporterede kun 0,2 procent, at de efterfølgende havde brug for at opsøge akut medicinsk behandling.

Det tal er fem gange lavere end for stoffer som MDMA (i tabletform kendt som Ecstasy), LSD, der som svampe er psykedelisk, og kokain.

Det mest risikable stof er ifølge surveyen syntetisk cannabis - en betegnelse, der dækker hundredvis af kemiske produkter, der efterligner det psykoaktive stof i hampplanten (THC).

Mere end en ud af 30 brugere søgte akut medicinsk behandling efter indtag af syntetisk cannabis, og det tal overgåes kun af methamfetamin, der, hvis forbruget overstiger 50 doser om året, sender en ud af ti i akut medicinsk behandling.

Surveyen har dog en indbygget svaghed, idet den bygger på folks egne indrapporteringer. Der er ingen garanti for, at deltagerne ikke har været påvirket af flere stoffer på samme tid, og det kan muligvis svække resultaterne.

Desuden er der markant forskel på, hvilken type akut medicinsk behandling, der gives til de forskellige former for stoffer. Hvor en heroin-overdosis kan være et spørgsmål mellem liv og død, så findes der, så vidt vides, ingen dødelig dosis for hverken psykedeliske svampe eller LSD. Her kan den akutte behandling bestå af beroligende samtale.

Læs også på Videnskab.dk: Hvordan påvirker kokain hjernen?

Ifølge forskere kan resultatet af surveyen dog stadig bruges til at revurdere, om psykedeliske stoffer og de allerfarligste stoffer skal skæres over én kam lovgivningsmæssigt.

De psykedeliske stoffer er ikke på samme måde afhængighedsskabende, og flere brugere rapporterer om positive effekter af svampene. Desuden har kliniske forsøg med svampe tidligere vist en positiv effekt ved både depression, angst og posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD).

Adam Winstock understreger dog, at det ikke er helt ufarligt at indtage svampe. I kombination med alkoholindtag eller i utrygge omgivelser kan det give både panikangst, forvirring, disorientering og følelsen af, at man mister forstanden. Man kan desuden lettere komme ud for større og mindre ulykker i den situation.

Læs flere gode historier på Videnskab.dk:

Mysteriet om bizar, bælgøjet blæksprutte er løst

Er sorte mænd bedre udrustede?

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste
Mest læste
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen