Mars tæt på jorden: Sådan ser du planeten

Planeten er i disse dage tættere på jorden, end den har været de sidste 11 år

Mars bliver kaldt den røde planet, fordi dens overflade er i de rust-farvede nuancer. Mars er Solsystemets fjerde planet talt fra solen og ud (Foto: Nasa via AP)
Mars bliver kaldt den røde planet, fordi dens overflade er i de rust-farvede nuancer. Mars er Solsystemets fjerde planet talt fra solen og ud (Foto: Nasa via AP)

Afstanden til planeten Mars er i maj måned kortere end den har været de sidste 11 år. Det sker næsten samtidig med, at solen, jorden og Mars ligger i en lige linje i forhold til hinanden.

Det hedder opposition, når flere planeter sammen med solen kan danne en lige linje mellem sig, og det er det, der gør, at Mars - udover at planeten er tæt på os - fremstår klarere på nattehimlen, end vi er vant til.

- Man ser Mars som en meget, meget klar stjerne på himlen, og planeten står meget lavt midt på natten - omkring klokken halv to. Den står i sydlig retning, som en klar, orange stjerne, siger Michael Linden-Vørnle, der er astrofysiker og chefkonsulent hos DTU Space.

Når Mars ligger der bagved os i forhold til solen, får den masser af lys på den side, der vender mod jorden.

Se overflade med kikkert
Oppositionen sker 22. maj, mens planeten for en periode kommer tættest på os 30. maj.

- Mars har et meget langt, ellipseformet kredsløb om solen, og det er derfor, at der kan være forskelle på afstanden mellem Jorden og Mars, siger Michael Linden-Vørnle.

Den mindst mulige afstand mellem Jorden og Mars er ifølge astrofysikeren 55 millioner kilometer og den længste afstand er hele 100 millioner kilometer.

- I den her omgang vil Mars være 77 millioner kilometer væk, siger astrofysiker Michael Linden-Vørnle.

Artiklen fortsætter under billedet:

Her kan man se, hvorfor afstanden til Mars ændrer sig. Det handler simpelthen om, hvor Jorden og den røde planet befinder sig i deres kredsløbsbaner (Foto: Nasa)
Her kan man se, hvorfor afstanden til Mars ændrer sig. Det handler simpelthen om, hvor Jorden og den røde planet befinder sig i deres kredsløbsbaner (Foto: Nasa)

Mars er altid synlig for det blotte øje på himlen, men hvis man har et teleskop, er der faktisk mulighed for, at man kan se lidt mere af den røde planet, end man måske regner med. Man skal altså bare pege det i sydlig retning midt på natten.

- I et godt teleskop kan man måske se lidt lysere og mørkere områder på planeten. Måske kan man også se lidt polkalot (et område ved polerne på planeten, der er lysere på grund af is, red.), siger Michael Linden-Vørnle.

Der er dog bare det problem, at Mars står lavt på himlen, og derfor skal man se igennem en tyk atmosfære for at se planeten.

- Og det kan måske godt gøre billedet ret flimret, siger astrofysikeren.

Rekord på 60.000 år
Selv om denne måneds Mars-rekord kan virke spændende, er det ifølge Michael Linden-Vørnle ingenting i forhold til, da Mars og Jorden var tætte på hinanden i 2003.

- Dengang var der kun 55 millioner kilometer mellem planeterne, og det er altså en meget, meget tæt opposition, siger astrofysikeren.

Den var så tæt, at den slog en 60.000 år gammel rekord. Den rekord kommer til at holde helt frem til år 2287.

Når en planet er på den anden side af solen i forhold til os og dermed længst væk, så kaldes det konjunktion.

Nasa har lavet den her grafik for at vise, hvor stor Mars vil fremstå på himlen. Vi er vant til at kunne se månen, og i forhold til netop månen (som kan ses i nederste højre hjørne) vil Mars være så stor, som det vises på rækken af planeter nederst med påførte datoer. Planeten vil derfor langt fra se meget, meget stor ud i forhold til Månen (Foto: Nasa)

10 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere