Mogens med metal-detektoren: Se hvad han fandt i jorden

- Seglet er helt klart mit største fund. Det ligger nu på Museum Sønderjylland og vil blive erklæret for danefæ på Nationalmuseet, fortæller Mogens G. Hansen fra Tønder

Mogens G. Hansen var på jagt efter krudt og kugler. Men så dukkede der noget helt andet op under metaldetektoren. (Foto: Privat)
Mogens G. Hansen var på jagt efter krudt og kugler. Men så dukkede der noget helt andet op under metaldetektoren. (Foto: Privat)

Amatørarkæolog Mogens G. Hansen fra Tønder har gjort et opsigtsvækkende og enestående fund med sin metaldetektor.

Han var i marts ved at lede efter 'krudt og kugler' omkring Hærvejen i nærheden af Padborg.

- Pludselig dukkede der noget op, som jeg ved første øjekast troede var en stor knap. Jeg gned jorden af og tog nogle billeder af genstanden. Billederne lagde jeg ud på Facebook.

Foto: Anne Birgitte Sørensen, Museum Sønderjylland - Arkæologi Haderslev
Foto: Anne Birgitte Sørensen, Museum Sønderjylland - Arkæologi Haderslev
 

- Kort efter kom der besked fra en svensker, som var klar over, hvad jeg havde fundet, fortæller Mogens Hansen til Ekstra Bladet.

Fakta om segl

Man begyndte at bruge seglstamper i slutningen 1000-tallet.

I begyndelsen var det kun meget højtstående personer, der havde et segl, men op gennem middelalderen blev de mere og mere almindelige.

I middelalderen prægede man i voks. Senere hen brugte man lak.

Efter middelalderen blev underskriften mere og mere udbredt, og lak-segl blev i højere grad brugt til at forsegle et dokument, så man kunne se, at for eksempel et brev ikke var blevet læst.

Segl bliver stadig brugt den dag i dag.

Kilde: Nationalmuseet

Metal-genstanden var på ingen måde en stor knap. Der var derimod tale om et segl - eller en såkaldt seglstampe - som har tilhørt Karl Eriksen, der var ærkebiskop i Lund fra 1325-1334.

Karl Eriksen er kendt for at være med til at få kong Christoffer II fjernet fra tronen.

Seglet var Karl Eriksens helt personlige og blev brugt som hans underskrift.

- Der findes kun det ene segl i hele verden. Så jeg er bestemt en glad mand, griner Mogens Hansen.

Fundet krudt og kugler
Den 34-årige mand arbejder på Flyvestation Skrydstrup og har de sidste 5-6 år brugt 3-4 timer hver uge på at lede efter især genstande med militær-historisk betydning.

- Jeg har fundet en del krudt og kugler, mønter og et 'hundetegn' fra 1. verdenskrig.

Også dele af forskellige flyvemaskiner hører til amatørarkæologens samling.

Mogens Hansen var faktisk også på jagt efter efterladenskaber fra Slaget ved Bov i 1848, hvor Danmark slog tyskerne, da seglet dukkede op af jorden.

- Men seglet er helt klart mit største fund. Det ligger nu på Museum Sønderjylland og vil blive erklæret for danefæ på Nationalmuseet.

Seglet bærer indskriften: ”SECRETUM KAROL I LUNDENSIS ARCHIEBISCOP”. Seglets motiv er Skt. Laurentius, som blev brændt på en rist som en af kirkens tidlige martyrer og var værnehelgen for Lund domkirke og hele Lund stift.

Ved ikke hvad jeg får
- Jeg ved slet ikke, hvor meget jeg får for at have afleveret danefæet. Værdien opgøres typisk efter tre kriterier: Metal-værdien, sjældenhed og omhu.

- Seglet er en kobber og bronze legering, så ikke engang tyveknægte fra Østeuropa ville gide stjæle den. Der er absolut ingen metalværdi. Derimod er seglet sjældent og jeg har også behandlet det med omhu, siger Mogens Hansen.

Han håber at få omkring 5.000 kroner.

- Men jeg aner oprigtigt ikke, hvor meget fundet er værd. Men jeg synes da at det er sjovt, at jeg har fundet en genstand, som kan knyttes præcist til en mand, som har været med til at skrive historien, siger amatørarkæologen.

Masser af fund med metaldetektor

Der bliver hvert år gjort masser af interessante fund af amatørarkæologer, som svinger metaldetektoren.

Regulære guld-skatte, romerske mønter, armbånd og guldringe er blot nogle af de mange danefæ, som metaldetektor-folket hvert år afslører.

Det er uklart, hvor mange danskere, der har en metaldetektor. Men der findes landet over en lang række foreninger, hvor amatørarkæologer med metaldetektorer samles.

På denne hjemmeside: janke.dk  er der en oversigt over nogle af de mange fund i de seneste år.

Også Mogens Hansens børn på syv og 11 år er vilde med at være på 'skattejagt' med farmands metaldetektor.

- Ja, de vil gerne med ud. Men så snart de har fundet bare en hestesko, så gider de ikke mere, griner Mogens Hansen.

31 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere