Ny opfindelse laver luft om til vand

Opfindelsen trækker fugt ud af luften og forvandler det til drikkevand

Se præsentationsvideoen for Fontus her.

Østrigske Kristof Retezár har begået en opfindelse, der for mange i områder med vandmangel vil være som sendt fra himlen.

Fontus, som opfindelsen hedder, kan nemlig producere drikkevand bogstaveligt talt ud af den blå luft, ved at fortætte luftfugtigheden.

- Det er ganske enkelt kondensering af den fugt, der er i luften, fortæller Kristof Retezár til Live Science.

Det er meningen at Fontus skal monteres på en cykel, således at fugtig luft opsamles i flasken, når cyklen er i bevægelse. En række gummitænder, der kunne minde hårene på en tandbørste, fortætter derefter fugten og laver den om til vanddråber, der opsamles i en flaske.

Fontus kan ifølge Kristof Retezár producere omkring en halv liter vand i timen under optimale forhold. Ved temperaturer omkring 20 grader og en luftfugtighed på 50 procent begynder flasken at være velfungerende, fortæller han ifølge Huffington Post.

Den nuværende model er endnu ikke perfekt, medgiver opfinderen, som blandt andet gerne vil udstyre den med et kulfilter, således at luftforurening ikke er et problem for drikkevandet. Fontus har allerede et filter, der holder støv og andre partikler ude af flasken.

Opfinderen planlægger snart at starte en crowdfunding-kampagne, der forhåbentlig kan få opfindelsen i salg omkring efteråret. Han håber på at holde prisen på Fontus under 100 dollar.

Se hvordan Fontus fungerer i videoen over artiklen.

50 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere