Nye unikke fund fra udgravningen af dansk kongeskib

Arkæologer har blandt andet udgravet sølvmønter og dele af en ringbrynje fra det danske kongeskib Gribshunden

Udgravningen af det kongelige danske flagskib Gribshunden er i fuld gang.

Både Lunds Universitet, Södertörns Universitet og Blekinge Museum er ansvarlige for undersøgelserne, hvor forskere fra USA, Storbritanien, Italien og Danmark deltager.

Nu har forskerne blandt andet fundet skaftet til en kniv, sølvmønter, ringbrynjefragmenter, armbrøstpile og sandsynligvis en armbrøst. Det skriver Södertörns Universitet i en pressemeddelelse ifølge Videnskab.dk.

- Det mest spændende fund indtil videre har vi netop bjærget. Det er en hagebøsse. Det er sandsynligvis verdens ældste (hånd)skydevåben fra et vrag, skriver Rolf Fabricius Warming i en mail til Videnskab.dk.

Han er arkæolog og leder af organisationen Society for Combat Archaeology (SoCA).

Læs mere på Videnskab.dk: Danske øltønder fra middelalderen kan være fundet på kongeskibet Gribshunden

Gribshunden er et dansk skib, der sank i 1495. Det var stævnet ud fra København med den daværende Kong Hans om bord, da han skulle til Sverige for at diskutere Kalmarunionen.

Men skibet sank ud for den svenske by Ronneby, som dengang var dansk. Det nåede derfor aldrig til Sverige.

Ifølge pressemeddelelsen mistede Kong Hans sit fadebur ved forliset med nogle af hans mest værdifulde genstande.

Et fadebur kunne fungere som klædekammer eller forrådshus.

Rolf Fabricius Warming fortæller, at skibet var bygget til nærkamp og er det »nok mest velbevarede« vrag af sin type fra 1400-tallet.

Læs mere på Videnskab.dk: Hvor kommer bananfluerne fra?

Udover krigsvåben og ringbrynjefragmenter har man under udgravningen fundet ud af, at en del af agterkastellet på skibet er bevaret under sedimentet. Kastellet fungerede som en slags stridsplatform for soldaterne og var beskyttet med kanoner.

- Det er en helt fantastisk opdagelse, for vi regnede ikke med, at det var bevaret. Vi har kun kendskab till konstruktionen fra ikonografiske kilder og fra det engelske vrag Mary Rose fra 1545, så det er en helt unik chance at undersøge kastellets opbygning, skriver Rolf Fabricius Warming.

I 2015 blev en stor galionsfigur på hele 250 kilo bjærget fra Gribshunden.

Forskerne udtalte dengang, at der ikke var nogen tvivl om, at figuren havde til formål at skræmme fjenden, fordi den havde et helt særligt udseende.

Ifølge pressemeddelelsen har udgravningen af det danske kongeskib vakt så meget interesse verden over, at det amerikanske dokumentarselskab PBS Nova har haft et filmhold med undervejs.

 

Andre artikler på Videnskab.dk

Hvor kom neandertalerne fra?

Alken Enge: Massegrav fra jernalderen 'får hårene til at stritte'

Se billederne: 2.500 år gammel keltisk fyrste udgravet i Frankrig

 

1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere