På besøg fra et andet solsystem: Det ligner en komet

Et nyt billede af taget fra Gemini North Telescope på Hawaii  er det første glimt af det omtalte interstellare objekt

Det er det første glimt af det interstellare objekt, der er på visit i vores solsystem. (Foto: Gemini Observatory/NSF/AURA)
Det er det første glimt af det interstellare objekt, der er på visit i vores solsystem. (Foto: Gemini Observatory/NSF/AURA)

I sidste uge var der flere meldinger om, at astronomer med stor sandsynlighed havde spottet et objekt fra et andet solsystem, der var på vej igennem vores.

Man har kun én gang tidligere observeret et objekt fra et andet solsystem, der har besøgt vores, da den cigarformede sten 'Oumuamua kiggede forbi i 2017. 

Så endnu en gæst fra en andet solsystem ville være lidt af en verdensnyhed. 

Nu er det imidlertid lykkedes et hold af astronomer at stille skarpt på objektet, der indtil videre går under navnet C/2019 Q4, og de har netop offentliggjort et billede af det i farver.

Det skriver mediet Astronomy ifølge Videnskab.dk.

Billedet er taget natten mellem 9. og 10. september af Gemini North Telescope, der står på den inaktive hawaiianske vulkan Mauna Kea.

På billedet kan man se en hale fra objektet, der kan være et tegn på afgasning, som er en uddrivelse af gas fra materialet, og det sandsynliggør flere tidligere antagelser om, at C/2019 Q4 kan være en komet. 

Læs mere på Videnskab.dk: Sådan søger forskerne efter liv i rummet

Det er første gang, at man har observeret tegn på afgasning fra et interstellart objekt, der besøger vores solsystem. 

Der er også lavet spektralanalyser, og de giver et billede af en gæst, der ser meget familiær ud, skriver Space.com. 

Spektret på C/2019 Q4 minder således meget om det, vi kender fra kometer i vores eget solsystem, og det tyder på, at C/2019 Q4's materie ikke er så forskellig fra det, vi kender fra vores eget solsystem, selvom den kommer langvejs fra. 

C/2019 Q4 befinder sig tæt ved Solens position på himlen, og Solens stråler gør det stadig meget vanskelig at få et mere præcist kig på den lige nu. 

Objektet bevæger sig dog i en såkaldt hyperbolsk kurve, og det giver en meget klar indikation om, at den stammer fra et andet solsystem. 

Over de næste par måneder vil det blive lettere at observere vores interstellare gæst, der vil være synlig i op til et helt år, så der er masser af tid til at se nærmere på den.

C/2019 Q4 blev første gang spottet af den ukrainske amatørastronom Gennady Borisov 30. august.

 

Andre artikler på Videnskab.dk:

Hvordan kan liv i rummet se ud?

Kan vand blive for gammelt?

Er flystriber på himlen farlige for mennesker?
 

25 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere