Plante spirede på Månen: Nu ved vi mere

En lille bomuldsplante nåede at sætte to blade, før den bukkede under for Månens kulde, afslører kinesiske forskere

Kina sendte i begyndelsen af året plantefrø til Månens bagside. Og det lykkedes faktisk at få en plante til at spire. Men hvordan ser det så ud her flere måneder efter?

Chongqing University, som står i spidsen for projektet, har netop modtaget data over planternes udvikling.

Det skriver ScienceAlert ifølge Videnskab.dk, hvor du også kan se en 3D-rekonstruktion af den lille bomuldsplante, da den spirede.

Foruden bomuldsfrø sendte Kina blandt andet også kartoffelfrø, æg fra bananfluer og gær med til Månen.

Læs mere på Videnskab.dk: Astronomer: Urgammel ’monster’-galakse burde ikke eksistere

Det hele foregik ombord på det kinesiske rumfartøj Chang'e-4 i en 18 cm høj cylinder af aluminium med en diameter på 16 cm.

Den lille cylinder indeholdt et økosystem med vand og næring til de levende organismer - og cylinderen fik navnet Lunar Micro Ecosystem, LME.

Det er første gang på verdensplan, at man forsøger at dyrke biologisk materiale på Månen. Målet på den lange bane er at undersøge, om det er muligt at dyrke mad i rummet.

Og resultaterne, der netop er kommet tilbage, viser, at det kun var frøene fra bomuldsplanten, der spirede på Månen. De andre organismer døde undervejs.

Læs mere på Videnskab.dk: Prygl til konspirationsteorier om månelanding

Økosystemet, LME, var ikke opvarmet, så da den første månedag var blevet til nat – efter cirka 14 dage på Jorden - døde den lille bomuldsspire. Temperaturen dalede nemlig til minus 190 grader, og det kunne spiren altså ikke holde til.

Men inden da nåede den at vokse og få to blade. Selvom bomuldsplanten og de resterende organismer døde, fortsatte eksperimentet for at se, hvordan økosystemet klarede sig på Månen.

Xie Gengxin er ledende forsker på Technology Research Institute på Chongqing University og står i spidsen for projektet.

Forskerne har endnu ikke publiceret et studie om LME og den lille bomuldsspire, men Xie Gengxin håber, at de kan fortsætte med arbejdet og gøre det mere avanceret.

Faktisk har de allerede blikket rettet mod næste Månemission, hvor de vil sende flere levende organismer til Månen.

Og det er ikke kun Kina, som er i gang med biologiske eksperimenter på Månen. Det samme er USA, Rusland, Indien, det Europæiske Rumagentur og Japan. Og derudover melder flere private virksomheder sig også på banen.

 

Andre artikler på Videnskab.dk

Skal jeg pudse næse eller snøfte snot?

Yikes! Britisk kvinde vendte hjem fra ferie med larve i panden

Sexbilleder: Mænd kigger på kroppen og kvinder på ansigtet

80 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere