Pot-piller befrier anorektikere fra stress-helvede

Patienter med svær anoreksi bliver mindre stressede og får et mere afslappet forhold til deres krop, når de tager piller tilsat en lille dosis cannabinoid, som er det aktive stof i cannabis. Det viser dansk forskning

Piller med en lille dosis cannabinoid kan hjælpe anorektikere - både med at tage på og mindske deres stress-niveau. Foto: AP/Beth Nakamura
Piller med en lille dosis cannabinoid kan hjælpe anorektikere - både med at tage på og mindske deres stress-niveau. Foto: AP/Beth Nakamura

Endelig er der godt nyt til de anoreksipatienter, som gentagne gange har været indlagt og gennemgået et utal af behandlinger uden at blive raske.

Ny dansk forskning antyder, at patienter, som i årevis har sultet sig selv, måske får en smule mere appetit på mad og livet, når de tager piller tilsat en lille dosis cannabinoid, som er det virksomme stof i cannabis, skriver Videnskab.dk.

- Patienterne tog en smule mere på i vægt, og udskillelsen af stress-hormonet kortisol var lavere, når de fik cannabinoidpiller, sammenlignet med når de fik placebopiller. Det er positive resultater og godt nyt, for der findes ellers ikke nogen særlig effektiv behandling til den her patientgruppe, siger Alin Andries, der er overlæge og ph.d. på Endokrinologisk Afdeling, Sydvestjysk Sygehus Esbjerg.

I test, Alin Andries har lavet, tog patienter, der fik cannabinoid-medicin, mens de var i behandling for anoreksi, i gennemsnit 0,73 kilo mere på, end når de fik placebomedicin. Samtidig blev de mindre stressede og fik tilsyneladende et mindre kritisk blik på deres krop.

Læs mere på Videnskab.dk: Hjernens glædesstof gør pot-misbrugere angste

I Alin Andries forsøg, som over de sidste tre år er blevet gennemført på Odense Universitetshospitals Center for Spiseforstyrrelser, har 24 kvinder på op til 62 år med svær, kronisk anoreksi fået piller i en måned, som indeholder en lille dosis syntetisk cannabinoid, kaldet dronabinol.

I en anden måned fik de placebomedicin.

Projektdeltagerne havde i gennemsnit haft anorexia nervosa i 15 år og mindst i 5 år. De var alle i behandling på Center for Spiseforstyrrelser.

Læs mere på Videnskab.dk: Piger med anoreksi har mild autisme

Alin Andries var overrasket over, at forsøgsdeltagernes udskillelse af kortisol var lavere i en periode, hvor de samtidig begyndte at tage på i vægt, for normalt stiger anoreksi-patienters udskillelse af stresshormonet, når de under et behandlingsforløb begynder at tage på.

- Anoreksipatienter er ofte præget af en udtalt vægtfobi. Udskillelsen af kortisol er derfor ofte endnu højere, når de starter i behandling og tager på. Når patienterne har opnået en normal og stabil vægt, falder deres udskillelse af kortisol igen, siger Alin Andries og fortsætter:

- Det er en vigtig detalje, at dronabinol tilsyneladende medførte et fald i kortisol-niveauet, selv om deltagerne fik en beskeden vægtøgning.

Det er sandsynligt, at anoreksipatienterne tog på i vægt, fordi de spiste mere, når de fik cannabinoid-medicin, end når de fik placebo, men forskerne ved det ikke med sikkerhed, for det har ikke været muligt at føre kontrol over, hvad og hvor meget patienterne spiste.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Grisen knaldede udenom inden den blev helt tam

Forskere: Hold dig fra sex med robotter
 

For flere spændende artikler om ny forskning tilmeld dig Videnskab.dk’s nyhedsbrev her.

23 kommentarer
Vis kommentarer