Se danskers ekstremt sjældne optagelse: De har aldrig set noget lignende

Danske Martin fik nogle fascinerende billeder, da han puttede et stykke mos under mikroskopet. Se dem herunder

Se den sjældne optagelse af den mikroskopiske fødekæde her. Video: ViralHog/My Microscopic World

Selvom man ejer et mikroskop, er det ikke hver dag, man ser en celle i færd med at dele sig kun for at blive ædt af et glubsk bjørnedyr.

Ikke desto mindre var det, hvad danske Martin Kaae Kristiansen fangede, da han havde lagt et stykke mos under luppen og forstørrede synet 300 gange.

Martin læser til dagligt biomedicin på Aalborg Universitet og driver derudover Facebook-siden og YouTube-kanalen My Microscopic World, hvor han deler optagelser af alt det, man ikke kan se med det blotte øje.

- Jeg har bare altid været fascineret af mikroskopet og de ting, man kan finde udenfor - hvad man ser, når det kommer under et mikroskop, fortæller Martin Kaae Kristiansen til Ekstra Bladet.

- En dag så jeg denne her celle, der var ved at dele sig. Det så spændende ud, for det er jo ikke så tit, man falder over sådan en, så jeg gik i gang med at filme. Men lige inden cellen var færdig med at dele sig, kom det her større, flercellede dyr og spiste den.

Artiklen fortsætter under billedet

Den ligner et monster fra en gyserfilm, men de mikroskopiske bjørnedyr lever overalt omkring os. Foto: 3Dstock/Shutterstock
Den ligner et monster fra en gyserfilm, men de mikroskopiske bjørnedyr lever overalt omkring os. Foto: 3Dstock/Shutterstock

Se også: Bjørnedyr kan overleve 31 år i en dybfryser

Optagelsen har fascineret massevis af andre mikroskopi-entusiaster, som ikke har set noget lignende før.

- Jeg delte det med folk på et mikroskopi-forum, og de har aldrig set et bjørnedyr jage på den måde før, fortæller den biomedicinstuderende nordjyde, der har mange flere mikroskop-optagelser på vej.

- Jeg har lige fundet på en metode, hvor jeg kan få mine hvide blodceller til at spise gærceller.

- Og derudover prøver jeg at komme i tanke om alt, der kunne være spændende at kigge på, lyder det.

I dag kender man til cirka 1150 forskellige arter bjørnedyr, der varierer i størrelse fra 0,05 til 1,5 millimeter.

Martin Kaae Kristiansen anslår, at bjørnedyret i hans video er cirka en millimeter, baseret på gennemsnitsstørrelsen af den slags celler, der bliver spist i optagelsen.

Det er angiveligt yderst sjældent man ser et bjørnedyr på jagt. Normalt plejer de biitesmå kræ nemlig at opføre sig som i disse optagelser. Video: My Microscopic World.

Se også: Bjørnedyr har maraton-sex med hunnernes hoveder

58 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere