Spøgelsesansigter dukker op i bog fra middelalderen

Ved hjælp af ultraviolet lys har forskere opdaget skjulte vers og spøgelsesagtige ansigter i en walisisk tekst fra 1250

Carmarthens sorte bog. (Foto fra Wikipedia)
Carmarthens sorte bog. (Foto fra Wikipedia)

’Carmarthens sorte bog’.

Sådan lyder titlen på en af de ældste middelalderlige tekster, som udelukkende er skrevet på walisisk.

Bogen er en samling af digte, som blandt andet har referencer til legenden om den britiske Kong Arthur og hans troldmand Merlin, og nu har forskere fundet opdaget flere vers og tegninger i bogen, som har været slettet fra historien i århundreder.

- Man kan nemt tro, at vi ved alt, hvad der er at vide om et manuskript som ’Den Sorte Bog’, og det har været utrolig spændende pludselig at se disse spøgelser fra fortiden blive bragt til live for øjnene af os. De tegninger og vers, som vi er i færd med at gendanne, viser værdien i at kigge på den slags bøger med nye briller, udtaler middelalderforsker Myriah Williams i en pressemeddelelse fra det britiske Cambridge University.

Se billeder af spøgelsesansigterne og de nyfundne tekster på Videnskab.dk

’Carmarthens sorte bog’ er skrevet i 1250, og ifølge pressemeddelelsen fra Cambridge University er den »en af Storbritanniens vigtigste manuskripter fra middelalderen.

Digtene i bogen er både religiøse og sekulære og handler om folkehelte fra Wales – blandt andet kendt fra legenderne om ’Ridderne om det runde bord’.

Man har mange latinske tekster, som går længere tilbage end år 1250, og som omhandler de samme britiske legender. Men det interessante ved ’Den Sorte bog’ er, at teksten er på nationalsproget. Derfor er den relativt vigtig for folk i Wales og Storbritannien,« forklarer Christian Troelsgaard, som er lektor og koordinator ved Center for europæiske middelalderstudier på Københavns Universitet.

Forskerne fra Cambridge har blandt andet belyst de gamle tekster med ultraviolet lys og behandlet optagelserne af teksten digitalt. Dermed dukkede der pludselig ukendte håndskrifter og spøgelseslignende ansigter op på siderne i bogen.

Læs også hos Videnskab.dk: 2.500 år gamle tatoveringer fundet på mumie

Ultraviolet lys har være brugt til at læse vanskelige steder i middelalderlige håndskrifter i over halvtreds år. Det nye ved teknikken er, at man nu kan billedbehandle resultaterne, og at man kan arbejde med mange forskellige lysfrekvenser og undersøge for netop de indstillinger, der giver de bedste konturer af det, som er vanskeligt at læse, fortæller Christian Troelsgård.

De nyfundne vers og tegninger i bogen er tilsyneladende skrevet af de forskellige folk, som har ejet bogen i århundrederne efter, at den blev skrevet i 1250.

I øjeblikket er teksterne meget fragmenterede og ikke fuldt ud forstået af forskerne, men det ser blandt andet ud til at en del af de slettede skriblerier er fortsættelsen af et digt fra de foregående sider.

Ifølge pressemeddelelsen fra Cambridge University mener forskerne, at en mand ved navn Jaspar Gryffyth, som ejede bogen i det 1500-tallet, slettede alle tilføjelser og tegninger fra de tidligere ejere af bogen.

- Det ser ud til, at nogen har visket alle tilføjelserne til bogen ud i 1500-tallet, fordi de ville gøre bogen pæn. At man nu har genfundet de ting, som tidligere blev skrevet i margenen på bogen, er nok mest interessant for waliserne, fordi det siger noget om, hvordan walisisk nationallitteratur blev brugt i årene efter, at de tidligste bøger blev skrevet, fortæller Christian Troelsgaard.

Andre artikler på Videnskab.dk:

2.000 år gamle skriftrullers tekst afsløret med røntgen

Se det, før du tror det: Fisk æder fugl i luften

Har du et ansigt, som kvinderne kan lide?

4 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere