Spooky billede: Derfor ser du en kvinde på Mars

På et nyt billede fra Mars' overflade ses tilsyneladende omridset af en kvinde med langt hår og flotte bryster. Men i virkeligheden er der tale om et synsbedrag, der skyldes vores urinstinkter

Foto: Nasa Jet Propulsion Laboratory
Foto: Nasa Jet Propulsion Laboratory

Kan du se en spøgelsesagtig kvinde på dette billede fra overfladen af Mars? Hvis du siger ja, er du bestemt ikke alene.

Billedet blev taget af NASA’s Mars-rover Curiosity den 31. maj og er pludseligt blevet verdensberømt, da UFO-entusiaster og andre nu har udnævnt det til bevis på, at der gemmer sig intelligent liv på den røde planet.

Men hvis der virkelig er liv på Mars, så er det i hvert fald ikke dette billede, der har leveret beviset på det, siger Dr Seth Shostak, der er seniorastronom og leder af det amerikanske Center for Search for Extraterrestrial Intelligence (SETI) Research til huffingtonpost.com,

Skriver Videnskab.dk.
Se kvinden på Mars-billedet helt tæt på hos Videnskab.dk

-Det faktum at så mange mennesker er dygtige til at lege ’Find Holger’ med rover-billeder er et vidnesbyrd på vores hjerners evne til at finde væsener i det visuelle landskab,- siger Dr Seth Shostak til huffingtonpost.com.

Fænomenet, hvor du ser ansigter og andre former i mere eller mindre tilfældige ting, kaldes ’pareidolia’, og det er ikke altid helt uskyldigt.

Faktisk viser det sig, at mennesker med bestemt former for demens oplever pareidolia i så stærk en grad, at de til sidst ikke er klar over, at de ikke ser på et rigtigt ansigt.

Læs også hos Videnskab.dk: Ansigter i skyerne afslører demens
På det nye billede fra Mars’ overflade, er der formentlig i virkeligheden tale om en sten, men det kunne lige så vel bare være lidt støv fra overfladen, der er fanget i en heldig vinkel, fortæller Dr Seth Shostak.

-Jeg ved godt, det måske kan skuffe dem, der er overbeviste om noget andet,- tilføjer han.

Et billede fra øjeblikket før, det berømte billede blev taget, bekræfter også, at ’kvinden’ højst ville være på størrelse med et par småsten, skriver cnet.com.

Dermed tyder det altså på, at kvinden dybest set er et produkt af vores stærke evne til at opdage levende væsener omkring os.

-Det er et talent, der hjalp vores forfædre med at undgå rovdyr eller fange bytte, men det er en dårlig strategi i vores jagt på liv uden for Jorden,-fortæller Dr Seth Shostak.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Derfor viser Jesus sig i din pizza
Rygter: Knogle fra alien fundet på Mars
Mystisk sten dukket op på Mars

74 kommentarer
Vis kommentarer