Verdenskendt astronaut: Vi skal kolonisere Mars

Den verdenskendte astronaut Buzz Aldrin mener, at USA skal forpligte sig til at sende folk permanent til Mars

Buzz Aldrin drømmer om, at USA i fremtiden vil være i stand til at få astronauter til at bosætte sig på Mars. (Foto: AP)
Buzz Aldrin drømmer om, at USA i fremtiden vil være i stand til at få astronauter til at bosætte sig på Mars. (Foto: AP)

Der bliver i disse dage gjort sig store tanker om USA's fremtidige missioner i rummet.

Den texanske senator Ted Cruz har netop overtaget posten som leder af senatets rum-komite, og han har travlt med at få USA tilbage i rollen som rummets enehersker.

Republikanerens første handling i den nye rolle var nemlig at kalde til en høring i senatet for at finde ud af, hvad fremtiden skal byde på i forhold til amerikanernes udforskning af rummet, og hvordan man kan sætte sig på eventuelle kommercielle rum-programmer.

Se også: Dansk Mars-kandidat med i top 10

Aldrin skaber overskrifter

Tirsdag var en større forsamling af tidligere og nuværende astronauter og rumforskere kaldt til Capitol Hill for at give deres besyv.

En af disse var Buzz Aldrin, som sammen med Neil Armstrong, var det første menneske, der tilbage i 1969 satte fod på månen i den berømte og berygtede Apollo 11-mission.

85-årige Aldrin er i dag pensioneret, men ambitionerne for amerikansk rumfart er stadig intakte. Den tidligere astronaut vil have USA til at sætte sig i førersædet.

- USA inspirerer verden ved konsekvent at gøre, hvad ingen anden nation er i stand til at gøre. Det demonstrerede vi for en kort stund for 45 år siden. I min optik har vi ikke gjort det siden, udtaler Buzz Aldrin med henvisning til egen mission til månen, skriver amerikanske NBC.

Den 20. juli, 1969 satte han og resten af mandskabet Apollo 11 ned på månen, og derfor mener han at samme dato i 2019 vil være et velvalgt tidspunkt at igangsætte et større Mars-projekt.

- Efter min mening er der ikke en mere overbevisende måde, hvorpå USA kan demonstrere sit lederskab for resten af dette århundrede ved at bruge den 20. juli, 2019 til at forpligte sig til og udføre en permanent tilstedeværelse på Mars, sagde Buzz Aldrin til høringen.

Se også: Mystiske gigantskyer omringer Mars

En dyr mission

NASAs nuværende ambition er, at man i 2030'erne kan sende astronauter til Mars og de omkringliggende måner.

Den store rumfartsorganisation har dog ytret ønske om, at de amerikanske politikere kaster væsentligt flere dollars fra sig, hvis det projekt skal blive en realitet.

Buzz Aldrin mener dog, at NASA kan spare betydelige udgifter, hvis de i stedet fokuserer på at kolonisere planeten.

- Den store udgift forbundet med missionerne til Mars består i at bringe folk hjem efter et forholdsvist kort ophold. Jeg drømmer om et koloniseringsprogram, der omfatter, at det meste af besætningerne, der tager til Mars, bliver der og etablerer en permanent bosætning, lyder det fra den tidligere astronaut.

Den korteste afstand fra Jorden til Mars er 54,6 millioner kilometer. Den længste er 401 millioner kilometer. Det varierer, da de to planeter har forskellige omløb omkring solen.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere