Vilde soludbrud: Gode chancer for nordlys over Danmark

En sky af elektrisk ladede partikler er på vej mod Jorden efter to kraftige udbrud på Solen

Soludbruddet fanget af NASA's Solar Dynamics Observatory. Foto: NASA/GSFC/SDO
Soludbruddet fanget af NASA's Solar Dynamics Observatory. Foto: NASA/GSFC/SDO

Onsdag formiddag dansk tid skete der to kraftige eksplosioner på Solens overflade. Det skriver Videnskab.dk.

Det ene var det kraftigste soludbrud, som er sket i mere end et årti, og en sky af elektrisk ladede partikler er nu på vej ned mod Jorden.

Partiklerne ventes at ramme Jordens magnetfelt  8. september, og når det sker, kan store dele af kloden blive badet i nordlys, oplyser det amerikanske rumagentur NASA.

- Hvis vejret er klart, vil der være rigtig god chance for at se nordlys i hele Danmark, siger Christoffer Karoff, som er lektor ved Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet.

Læs også på Videnskab.dk: Er det skadeligt at knække fingre?

Sådan ser du nordlyset
For at se nordlyset skal man være på et sted uden for mange skyer, og samtidig skal der helst ikke være for meget lys fra gadelamper og andet, som forstyrrer udsynet.

- Man skal stille sig, så man har frit udsyn mod nord, og så skal det helst være mørkt. Så man skal bevæge sig uden for byen, anbefaler Christoffer Karoff.

Et soludbrud er en gigantisk eksplosion på Solens overflade. I forbindelse med eksplosionen bliver der blandt andet udsendt stråling – UV-stråling og røntgenstråling - som allerede efter cirka otte minutter kan ramme Jorden, forklarer Christoffer Karoff.

- UV-stråling og røntgenstråling kan rejse med lysets hastighed, så det kommer hurtigt ned til Jorden. Derfor har strålingen fra de nye udbrud allerede ramt Jorden og påvirket den del af atmosfæren, der kaldes ionosfæren, som vi bruger til at sende radiobølger. Så kommunikationen med langbølgede radiobølger har været afbrudt i Europa og Afrika, forklarer Christoffer Karoff.

Ifølge flere internationale medier var radiokommunikationen nedbrudt i cirka en time.

Læs også på Videnskab.dk: Prygl til konspirationsteorier om månelanding

Partikler på vej mod Jorden
Ud over strålingen medfører et soludbrud også udsendelse af en sky af elektrisk ladede partikler - det kaldes for Coronal Mass Ejection (CME). En sådan sky af elektrisk ladede partikler rejser langsommere end strålingen, og partiklerne har derfor endnu ikke nået Jorden.

En kraftig CME kan blandt andet føre til sammenbrud af satellitkommunikation og GPS. Derfor er man i øjeblikket ved at gøre klar til at partiklerne rammer Jorden, forklarer Christoffer Karoff.

- Der bliver holdt rigtig godt øje med skyen af partikler, som er på vej ned mod Jorden. Man har allerede lukket ned for de satelitter, som er mest sårbare, så de kan overleve når skyen rammer, fortæller Christoffer Karoff.

Læs også på Videnskab.dk: Fodbold: Derfor sparker du over mål

Selvom det ene af de to nylige soludbrud er det kraftigste i mere end et årti, er det langt fra det kraftigste soludbrud, man nogensinde har set, påpeger Christoffer Karoff.

- Solen har i de sidste 10 år været inde i en ret stille periode, så derfor er udbruddet det største, man har set i denne periode. Men det er helt forventeligt, at vi vil begynde at se soludbrud nu. Solen har en cyklus på 11 år, og lige nu er vi nået til det tidspunkt i Solens cyklus, hvor der vil komme mange soludbrud, siger Christoffer Karoff og tilføjer:

- Det mest overraskende er egentlig, at Solen opfører sig fuldstændig forventeligt.

På Videnskab.dk kan du også se en GIF af de to soludbrud.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen