WHO-chef slår alarm: En halv million kan dø i Europa

Europa er igen i epicentret', siger regional WHO-chef, mens flere lande melder om smittestigninger

Bliv opdateret på de danske smitte- og vaccinetal.

Der er risiko for op mod 500.000 yderligere coronarelaterede dødsfald i Europa frem mod februar.

Sådan lyder det torsdag fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO.

Europachef i WHO Hans Kluge erklærer sig 'dybt bekymret' for udviklingen på kontinentet.

Blandt andet i Tyskland stiger smitten, og torsdag registrerede landet sit hidtil højeste smittetal.

Udtalelsen om op mod en halv million potentielle dødsfald er baseret på 'en troværdig fremskrivning' af den nuværende udvikling, fortæller Kluge ifølge The Guardian.

- Vi er igen i epicentret, siger Kluge på et pressemøde.

Hans Kluge kom også med samme advarsel sidste efterår ...

En advarsel
Det fremgår ikke, hvor sandsynligt eller usandsynligt WHO anser scenariet med de 500.000 yderligere døde for at være.

WHO mener blandt andet, at den seneste stigning skyldes, at for få er blevet vaccineret.

Organisationen anser også slækkede restriktioner for at være en del af grunden til stigende smittetal.

- Vi må ændre vores taktik fra at reagere på stigninger med covid-19 til at forhindre dem i overhovedet at ske til at starte med, siger Kluge.

Over en periode på fire uger er der sket en stigning på 55 procent i antallet af smittetilfælde i Europa. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Det er en advarsel til resten af verden at se, hvad der sker i Europa på trods af vaccinernes tilgængelighed, siger WHO's krisechef, Mike Ryan.

Indfører restriktioner
Flere lande har indført nye restriktioner de seneste dage. Det gælder blandt andet Holland, hvor obligatorisk brug af mundbind vender tilbage mange offentlige steder.

Torsdag har Østrigs hovedstad, Wien, meddelt, at uvaccinerede ikke er velkomne på blandt andet restauranter, hvor der er plads til mere end 25 mennesker.

Med Rusland har Europa i alt registreret omkring 1,4 millioner coronarelaterede dødsfald. Det viser tal fra Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og Sygdomskontrol (ECDC).

På verdensplan er der registreret over fem millioner dødsfald, siden virussen blev opdaget i Kina i december 2019.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.