Tag ikke fejl: Jeg bryder mig ikke om atomkraft. Jeg er faktisk gammel nok til, at jeg engang har ejet et af de danskdesignede, verdenskendte ”Atomkraft – nej tak!”- badges med den smilende sol, og gad vide, om ikke jeg stadig har det liggende i en skuffe.
Jeg husker også glimrende de store ulykker på atomkraftværker: Three Mile Island 1979. Tjernobyl 1986. Og som den foreløbigt seneste, Fukushima i 2011. Det er ikke behagelige minder.
Men alternativet er heller ikke behageligt. Og derfor bliver vi nødt til at tage en alvorlig samtale om atomkraft.
Det er vist i dag kun i Pia Kjærsgaards allernærmeste omgangskreds, man stadig siger ”klimatosse” om folk, som er dybt bekymrede over de stigende temperaturer. Mange af os orker ikke rigtigt at beskæftige os med klimaforandringerne, men vi ved efterhånden godt, at den er helt gal, og at vi ikke kan stole på, at den teknologiske udvikling redder os.
Og så er der den afpresning, vi bliver udsat for fra sælgerne af fossil energi. Rusland er jo et aktuelt eksempel, men jeg er ikke sikker på, at jeg i det lange løb har meget mere lyst til at være i lommen på Qatar og Saudi-Arabien end på Putin.
Og nej, vi skal heller ikke bringe os selv i lommen på de lande, der fremstiller atombrændsel, for det er heller ikke nødvendigvis nogle, vi har lyst til at være afhængige af – Kina er en af de store producenter. Men en lidt bredere pallette af energiformer var måske meget godt.
Andre har allerede tænkt den tanke. Tyskerne besluttede at lukke helt ned for atomkraft efter Fukushima-uheldet. Men i år, efter krigen mellem Rusland og Ukraine, har den tyske regering faktisk besluttet at udskyde den endelige afvikling – selv om regeringen også omfatter De Grønne, som er arge modstandere af atomkraft, men lige så arge modstandere af russisk afpresning.
Så jeg synes, vi skulle tage hul på diskussionen i Danmark. Der er formentlig også sket en del med atomkraftteknologien siden 1970’erne, da man sidst diskuterede atomkraft i Danmark.
Den diskussion bør være nøgtern. Men det kræver blandt andet, at vi holder op med at svælge i skrækhistorier om, hvor farlige atomkraftulykker er. Jeg fandt en gennemgang i en ny dansk bog, ”Alt det ingen har fortalt os om atomkraft”, med nogle tal, det er værd at tænke over: Fukushima har kostet nul dødsfald som følge af stråling. Tjernobyl vil ifølge WHO-tal formentlig ende med at betyde, at et sted mellem 4.000 og 9.000 mennesker kommer til at dø af kræft som følge af stråling. Det er mange menneskeliv, men det er også opgjort over mange år. Og bare for at få proportionerne på plads, så dør der i gennemsnit på verdensplan 20.000 mennesker i døgnet som følge af afbrænding – af kul, olie, træ, biomasse, enhver form for afbrænding. Ja: Afbrænding af fossile brændstoffer skaber ikke kun klimaforandringer, men også luftvejs- og lungesygdomme.
Og så skal vi i øvrigt huske, at franske og finske atomkraftværker vil være med til at bringe Europa nogenlunde helskindet gennem den vinter, der kommer nu – og det har vi jo ikke noget imod, vel?
Der er stadig mange argumenter mod atomkraft: Det er dyrt, det tager lang tid at opføre et atomkraftværk, og sker der et uheld, risikerer man at gøre store områder ubeboelige i et ukendt antal år. Men alternativerne til atomkraft er efterhånden mindst lige så hårrejsende.
