Min nye kollega som opinions-skribent, Harald Toksværd, havde forleden kig på, hvordan dansk kultur bliver holdt på benene med et væld af statstilskud og mærkelige særregler og statslige udflytninger og kanoner.
Dansk kultur er svagelig, konkluderede Toksværd – politikerne må i hvert fald mene, at den er.
Jeg giver Toksværd fuldkommen ret. Og jeg fik lyst til at se lidt nærmere på Tilskudsdanmark: Hvad er det, politikerne synes, vi ikke kan undvære, men på den anden side godt ved ville synke i grus uden rundhåndede statstilskud? Det er en ganske broget buket, og mon ikke der er et par af blomsterne, man kunne fjerne, uden at det gjorde så meget.
Det viser sig, at det ikke bare kulturen, politikerne tvivler på har livets ret. Der er nemlig tilskud at hente de særeste steder. Hos Erhvervsministeriet kan man for eksempel få tilskud til at holde ”iværksætterevents”, som kan ”markedsføre Danmark internationalt som en stærk iværksætternation og understøtte og udvikle den danske iværksætterkultur.”
Okay, jeg troede jo, at iværksætterkultur var privat foretagsomhed, men nej; det er er ikke muligt uden statsstøtte og konsulenter på sidelinjen, der høster honorarer på at holde ”events” – hvilket jeg ikke engang er helt sikker på, hvad er, men det ved konsulenterne nok. Dansk iværksætteri er helt klart svageligt.
Kvinder er også svage, i hvert fald kvindelige forskere. Derfor har politikerne lavet en særlig støtteordning, som giver penge til ansættelse af kvindelige forskertalenter. Pengene kan ganske vist også gå til mænd, men det pudsige arrangement går ud på, at hvis en mandlig og en kvindelig ansøger er lige gode, skal kvinden have tilskuddet. Sådan noget er jo diskrimination, og det må man egentlig ikke, men et smuthul i ligebehandlingsloven sikrer, at man gerne må alligevel, hvis formålet er ædelt nok, nemlig hvis formålet er mindre ulighed i sidste ende.
Denne tilskudsordning kaldes Inge Lehmann-programmet efter en berømt dansk seismolog fra det 20. århundrede. Det er også lidt pudsigt. Inge Lehmann gjorde nemlig videnskabelig karriere uden statstilskud, og det i en tid præget af fordomme og diskrimination mod kvinder. Men det mener politikerne ikke, at vore dages kvinder kan.
Den særeste tilskudsordning fandt jeg dog alligevel på kulturens område: Der eksisterer en ordning, som giver tilskud til ”kunstmiljøer” ude i landet uden for Hovedstadsregionen; noget med ”tværfaglige alliancer af lokale aktører” og ”samarbejder mellem grupper af landsbyer”. Det smager unægtelig af hjemstavnskeramik, og jeg tror, politikerne har ret, når de mener, at den slags ikke kan leve uden tilskud.
Men det rigtigt sjove er, at ordningen er delt op i to: ”Øernes Kunstfond” og ”Den Jyske Kunstfond”, med hver deres bestyrelse og hver deres pose penge; grænsen mellem dem er skarp og går ned gennem Lille Bælt. Det skyldes jo nok, at jyderne ville undgå, at sjællænderne løb med alle pengene, men tænk alligevel, at jyder og sjællændere er nødt til at få betalt deres landsbykunst fra hver deres fond: Så svagt, og så uenigt, er dansk kulturliv.
I øvrigt har sjællænderne alligevel taget røven på jyderne: De to fonde er nemlig lige store. Men i den jyske fonds område bor der næsten dobbelt så mange mennesker som i den sjællandske. Sig det ikke til nogen.
