'Ham dér, han er supergod'

'Var der simpelt hen nogen, som diskret tippede en minister om, at ham dér Per Christensen, han er supergod med gasledninger, og han går også meget i teatret,' spørger Uffe Gardel om den nu tidligere 3-formands bestyrelsesevner. Foto: Bo Amstrup, Ritzau/Scanpix
'Var der simpelt hen nogen, som diskret tippede en minister om, at ham dér Per Christensen, han er supergod med gasledninger, og han går også meget i teatret,' spørger Uffe Gardel om den nu tidligere 3-formands bestyrelsesevner. Foto: Bo Amstrup, Ritzau/Scanpix
Følg Opinionen

Uffe Gardel, journalist

I et svagt øjeblik kan jeg godt få ondt af Per Christensen, 3F-formanden som i perioder levede et vanvittigt dobbeltliv med to samlevere på én gang. Aldrig nogensinde har han kunnet slappe af i nogen af sine to hjem, altid har han skullet være på vagt overfor, om den ene eller den anden af hans løgnehistorier nu var ved at gå op i limningen. Det må have været anstrengende. Og bagefter al den offentlige opmærksomhed; det har ikke været rart.

Og nu er Per Christensen i avisen igen, fordi han har mistet en håndfuld bestyrelsesposter.

Per Christensens dobbeltliv blev afsløret sidst i januar, og få dage efter var han fortid i 3F. Han forlod formandsposten 'efter en gensidig aftale', som 3F’s Fagbladet skrev; et udtryk der plejer at betyde fyring. Det lød for mig som en logisk fyring; man kan selvfølgelig ikke bestride et tillidshverv, når man ikke engang kan leve op til den tillid, ens allernærmeste viser én.

Sådan så man altså på det i 3F, men det viste sig hurtigt, at sådan så man ikke på det alle steder. Per Christensen havde nemlig andre bestyrelsesposter, og her havde man ikke så travlt med at indgå gensidige aftaler med ham. Hans formandsposter i Arbejdernes Landsbank og Pensiondanmark røg ganske vist med det samme, men de poster havde han også kun i kraft af sin formandspost i 3F.

Men Per Christensen havde andre poster: Mette Frederiksen-regeringen har inden for de sidste par år anbragt ham i bestyrelserne for så forskellige virksomheder som Sund & Bælt Holding, gasdistributionsselskabet Evida og Det Kongelige Teater – i Det Kongelige Teater endda som næstformand.

Staten var lidt længere end 3F om at finde ud af, at for at beklæde et tillidshverv, skal man altså nyde tillid, men i de allersidste dage af april blev Per Christensen lempet ud af to af bestyrelserne; i Det Kongelige Teater nøjedes man dog med at degradere ham næstformand til menigt bestyrelsesmedlem, hvorved hans årshonorar er faldet fra 87.100 kroner til kun 74.000 kroner. Man har måske ment, at det alligevel var for hård en skæbne at tage alle de gode gnavben fra ham på én gang; alene posten i Evida har nok indbragt ham omkring en kvart million om året, når man tæller Evidas underskov af datterselskabsbestyrelser med.

Så vidt, så skidt. Men efter denne historie har jeg et enkelt spørgsmål. Jeg ville så gerne høre, hvordan regeringen i første omgang opdagede Per Christensens meget brede kompetencer, der åbenbart rækker lige fra teatervirksomhed til gasledninger. Kaldte man ansøgninger ind, eller sendte man talentspejdere ud? Havde man en headhunter på opgaven? Eller var der simpelt hen nogen, som diskret tippede en minister om, at ham dér Per Christensen, han er supergod med gasledninger, og han går også meget i teatret?

Jeg ved godt, at nogle her straks får lyst til at lufte en mistanke om socialkammerateri, men det ville være nedrigt. Jeg kan virkelig ikke forestille mig, at vores ansvarsfulde regering betror ansvaret for statens virksomheder til folk, hvis fremmeste kvaliteter er deres partimedlemskab eller omgangskreds.

Per Christensens omfattende evner er desværre endnu ikke blevet opdaget af nogen virksomhed i det private erhvervsliv, men det understreger jo kun det visionære og skarptsynede i regeringens beslutning om at gøre en bestyrelsesløve ud af ham. Regeringen må derfor sidde inde med helt enestående viden om, hvordan man finder de rigtige folk til bestyrelsesposter. Mette Frederiksen & co. ville gøre os alle en tjeneste, om den ville dele ud af sin viden. Hvordan gør I det? Hvordan fandt I dog frem til Per Christensen?

Vi byder dig velkommen til at deltage i Debatten her på Ekstra Bladet.
Få enkle regler skal overholdes.

  • Aktivér min adgang til Debatten
  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af Debatten.
70 kommentarer
Vis kommentarer
Det ligner selvskade for regeringen og Danmark

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind