En tidligere dansk statsminister med stor honorarhunger og en russisk ejet hvidvaskbank i Letland med behov for en pynteblomst i bestyrelsen?
Jamen, det lyder jo som 'a match made in heaven', ikke sandt, og Anders Fogh Rasmussen sprang da også glad til, da han for fem år siden blev tilbudt posten som næstformand i en lettisk bank.
Det skulle han ikke have gjort. Halvandet år efter brasede banken sammen; pengene var væk. Nu truer retssag, politi og parlamentariske undersøgelser i Letland, og det er jo en lidt kedelig ting at skulle ligge og rode med på sine ældre dage, når nu man har været både regeringschef i Danmark, generalsekretær i NATO og storpolitisk rådgiver.
Lad mig lige løbe sagen igennem, ikke for at gøre mig lystig på Foghs bekostning, nej da, mine motiver er de ædleste. Jeg vil bare så gerne se, om ikke vi kan lære noget.
Foghs motiver var også de ædleste. Virkelig; han ville bare hjælpe.
I 2017 blev han kontaktet af denne her bank i Letland. Den hed ”Norvik Banka”; det lyder jo skandinavisk, og logoet lignede noget fra det norske flag. Ejeren var dog en halvskummel russisk forretningsmand, og banken var i myndighedernes søgelys for hvidvask. Navn og logo var bare til pynt; det skulle få banken til at se troværdig og nordisk ud.
Og Fogh skulle også være til pynt. Det fattede han bare ikke.
“Jeg har altid haft til hensigt at hjælpe de baltiske lande alt det, jeg overhovedet kan. Ikke bare i ord, men man må også lægge hånden på kogepladen og rent faktisk sikre, at der kan blive ryddet op i det, mange opfattede som en lidt betændt finansiel sektor,” har Fogh forklaret til dagbladet Børsen, som har fulgt sagen.
Det et så ædelt af Fogh, at jeg næsten ikke kan få mig selv til at nævne, at han ville få 1,9 millioner kroner i honorar. Det er halvanden gang så meget, som næstformanden i Danske Bank får. Og Fogh havde ingen som helst forstand på bankdrift. Et mindre fint menneske end Fogh ville nok have lugtet lunten allerede dér.
Nå, efter et års tid ville russeren gerne af med banken, og han havde fundet en amerikansk-libanesisk oliemilliardær i Dubai, som ville købe den. (Ja, jeg indrømmer, at det er et ret farvestrålende persongalleri, men det er altså ikke noget, jeg finder på.)
Der var bare en lille detalje i forbindelse med salget, at russeren havde en masse penge og garantier stående i banken, og dem ville han frygtelig gerne have tilbage, når nu han forlod banken. Jamen, det manglede da bare; bestyrelsen sagde enstemmigt ja.
To måneder senere krakkede banken. Og nu jagter myndigheder og bobestyrere stakkels Fogh, fordi de mener, at han har hjulpet russeren med at tømme banken – måske uden selv helt at forstå, hvad der foregik.
Letterne er nogle utaknemmelige bæster; Fogh ville jo bare hjælpe. Men er der noget, vi kunne lære i Danmark?
Måske. I Tyskland har man en udmærket ordning med, at tidligere præsidenter og kanslere fortsætter med at få en god løn, og de får også stillet et kontor med fem-seks ansatte til rådighed, plus en privatchauffør. Ja, det er dyrt for skatteyderne, men det sikrer dem i de fleste tilfælde mod, at gamle toppolitikere står og hænger på gadehjørnerne og kommer i dårligt selskab.
