Du er sikkert enormt træt af at høre om Rasmus Paludan. Du synes, han er et fjols, som render rundt og brænder koraner af for at lave ballade, og at politiet har brugt alt for mange penge på at beskytte ham.
Fint nok. Jeg er ikke enig med dig, men du har ret til din holdning. Denne klumme handler bare om noget andet. For Rasmus Paludan render ikke længere rundt og brænder koraner af; det er truslerne mod hans liv blevet alt for alvorlige til. Det skal vi lige snakke om.
I dag mener politiet, at Paludan er i konstant livsfare, uanset om han brænder koraner af eller ej. Politiet vil derfor slet ikke have, at han laver happenings. Han må heller ikke deltage i arrangementer på Christiansborg, hvor der ellers bliver passet godt på folk. Han må ikke gå ud i sin have og ikke bevæge sig rundt på egen hånd. Ellers bliver hans politivagter inddraget.
For nylig skulle radiostationen 24syv gennemføre et interview med Paludan. Den slags har hidtil fint kunnet lade sig gøre ved, at Paludan er mødt op på redaktionen med et par livvagter fra politiet. Men ikke længere. 24syvs interview måtte gennemføres ved, at journalisten mødte op på en hemmelig adresse et sted i Danmark, hvorfra PET kørte ham til et såkaldt 'safe house', hvor han kunne mødes med Paludan.
Hemmelige møder i 'safe huses' – det er der, vi er. Vi er for længst forbi det punkt, hvor truslerne mod Paludan handlede om nogle koranafbrændinger. Paludan er blevet afskåret fra det meste af det, der hører til et almindeligt liv for et menneske på fri fod.
Ikke siden Flemming Rose – efter Muhammed-tegningerne – har en dansker måttet underkaste sig så alvorlige begrænsninger i sin bevægelsesfrihed for at have brugt sin ytringsfrihed.
Og det har Paludan rigtig godt af, vil du måske mene.
Det er jeg så også uenig i; jeg mener ikke, at nogen mennesker fortjener at risikere deres liv, fordi de brænder bøger af eller bringer tegninger, men det er ikke det, sagen handler om. Den handler om, at dansk politi efterhånden har så ringe kontrol med situationen i landet, at man kan komme i permanent livsfare, hvis man generer de forkerte mennesker. Det er en fuldkommen uacceptabel tilbagerulning af lov og ret. Det kan vi ikke have i vores land.
Jeg ved naturligvis ikke præcist, hvem der truer Paludan, men det er et godt bud, at det drejer sig om islamistiske ekstremister. Og han er naturligvis ikke den første, som islamister har jaget under jorden. Flemming Rose har jeg allerede nævnt. I Frankrig skrev gymnasielæreren og filosoffen Robert Redeker i 2006 en kritisk avisartikel om islam i den store avis Figaro; anledningen var de danske Muhammed-tegninger. Efter et par døgn måtte også Redeker gå under jorden, og dér lever han stadig, mere end 16 år senere.
Paludans problem er, at han ikke er en intellektuel islamkritiker på samme måde som Flemming Rose eller Robert Redeker. Han er ikke fin; han er grov, og ingen af de sædvanlige beskyttere af ytringsfrihed synes vist, hans skæbne er værd at beskæftige sig med.
Det synes jeg, at den er, fordi hans skæbne også er vores skæbne. Danmark ville for altid blive forandret, hvis Paludan blev myrdet; et islamistisk mord i Danmark ville være et chok, på samme måde som tilsvarende mord har været for Frankrig og Holland. Det bør være dem, som truer Paludan, der får indskrænket deres frihed; ikke Paludan.
