Danske borgere fra ikke-vestlige lande tager ansvar som aldrig før. De tilpasser sig, så deres kultur og religion ikke længere fylder i det offentlige rum. De passer deres arbejde, bidrager til samfundet og integrerer sig som aldrig før.
Frygt er fravær af tryghed. Det er en af de grundlæggende følelser i os mennesker. Den får alt for tit lov til at styre os. I alt for mange tilfælde er det også frygt, der er med til at skabe had og splittelse. Frygten for det fremmede kan netop manifestere sig, så vi aldrig mødes på tværs og lærer hinanden at kende, så vi aldrig opdager hvor meget vi har tilfældes, men graver grøften imellem os dybere og dybere.
Derfor vil jeg sige tak til Inger Støjberg. Hun italesætter ramadanen og hendes bekymringer ved denne religiøse højtid.
Om Inger Støjberg er styret af frygt eller ej er underordnet, for jeg har selv mødt danske borgere, der er bange for, om ulykker kan finde sted. Eksempelvis om en buschauffør bliver så dehydreret, at han/hun kører galt, eller en pilot besvimer. Til det sidste kan jeg garantere alle om, at piloter bliver uddannet til at prioritere passagernes sikkerhed over alt andet. Ingen arbejdende piloter faster.
Buschaufførerne er dog en helt anden sag. Vi havde tilbage i 2010 en ulykke med en buscheffør, der kørte galt. Det forlød, at begrundelsen for ulykken var, at Buschaufføren var dehydreret pga. ramadanen.
En eneste ulykke har vi oplevet i de 31 år, jeg har levet i Danmark. Men en ulykke er også en ulykke for meget. Italesættelsen af bekymringerne er derfor helt på sin plads. Glædeligt er det - i den anledning – når pressechefen fra Arriva Pia Hammershøy melder ud, at buschaufførerne, der holder ramadan, bytter vagter med etnisk danske chauffører, der gerne vil holde fri i juledagene. Andre bytter vagter og kører tidligt på dagen, så de ikke skal køre så mange timer uden vådt eller tørt. Nogle bruger endda deres ferie.
Vi kan derfor konkludere, at vi nu alle sammen sikkert og trygt kan tage bussen eller flyet til vores destination, uden at turen skal ødelægges af bekymringer for, om de fastende muslimer besvimer. For de tager ansvar, tilpasser sig og passer på os allesammen.
Så tak for jer. I er i sandhed rollemodeller for andre!
Og tak til Inger Støjberg for at dele sin bekymring, så vi en gang for alle kan slå fast, at den er ubegrundet.