Skilt ved nærmere eftertanke

Anna Libak mener, at 'Gift ved første blik' gør alle i godt humør - 'måske lige bortset fra de medvirkende'.
Anna Libak mener, at 'Gift ved første blik' gør alle i godt humør - 'måske lige bortset fra de medvirkende'.

Anna Libak. Journalist og foredragsholder.

For tiden giver jeg den som parterapeut hver onsdag aften, når programmet 'Gift ved første blik' ruller over skærmen. Desværre uden det store held.

Jeg mente at vide, at Carsten og Eva, Kathrine og Michael, Cecilie og Ronnie passede fortrinligt sammen. De lignede nogle, der havde vundet i Lotto, da de så hinanden i kirken. Derimod afskrev jeg straks Vanessa og Stefan som et umuligt par; de var mere forbeholdne og stive i det.

I skrivende stund er Vanessa og Stefan de eneste, der ikke snapper ad hinanden.

Så hvordan kunne jeg tage så meget fejl?

En oplagt forklaring er, at jeg havde glemt, at et reality show på tv ikke må forveksles med virkeligheden. Jeg burde have sagt mig selv, at man ikke kan tage parrenes indledende begejstring for hinanden for gode varer. Deltagerne ved jo, at de er blevet udvalgt blandt mange andre; de ved, at de er blevet matchet af sagkundskaben efter grundige overvejelser; de ved, at deres familier og venner har agtet sig hen i kirken; og frem for alt ved de, at hele familien Danmark ser med.

Så hvis de bliver skuffede ved første blik, ja så er det nok ikke lige dér i kirken, at de skal give udtryk for det. For så er der dømt kræsen single ved kakkelbordene over det ganske land.

Som minimum bliver de simpelthen nødt til at lyve sig stormende lykkelige på bryllupsdagen. Snarere end spontan sympati er vi derfor vidne til en opvisning i forstillelse i disciplinen Guud—hvor-har-I-altså-bare-ramt-det-godt. Spændingsmomentet er i virkeligheden, hvor længe deltagerne kan holde ud at forstille sig foran kameraerne. Ikke særlig længe for de fleste vedkommende.

Men en anden og endnu mere oplagt forklaring på, at ægteskaberne mislykkes, er naturligvis, at kærlighed overhovedet ikke lader sig arrangere, hvis folk selv kan vælge.

Det er næppe tilfældigt, at programkonceptet er udviklet i netop Danmark, pragmatismens fædreland, hvor store følelser betragtes med en vis mistænksomhed. Man skal huske på, at Danmarks fineste filosof er kendt for udsagnet om, at 'Gift dig, du vil fortryde det; gift dig ikke, du vil også fortryde det; gift dig eller gift dig ikke, du vil fortryde begge dele; enten du gifter dig, eller du ikke gifter dig, du fortryder begge dele.'

Superromantisk kan man jo ikke kalde det, og Søren Kierkegaard brød da også sin forlovelse med Regine Olsen, fordi han ikke havde tid.

Virkeligheden, også i Danmark, er, at der bare ikke er særlig mange derude, som man gider at dele bord og seng med i mere end en weekend. Da slet ikke, hvis man skal. En stor del af fortryllelsen ved at se programmet er derfor også lettelsen over, at man ikke selv er kommet til at melde sig og lige nu er ved at blive gift med Carsten.

For hvorfor skulle man overhovedet gide at trækkes med en, som man hverken kender eller er forelsket i? Det er en hån mod den drøm om kærligheden, som de fleste har.

Altså er det forventeligt, at deltagerne kun lader som om. Akkurat længe nok til, at de kan påstå, at det er den andens skyld.

Carsten gider meget hurtigt ikke vise omsorg, med mindre han får sex af Eva. Nu. Men Eva gider ikke ikke at give Carsten sex, med mindre hun får omsorg. Nu. Michael gider godt give omsorg, men Kathrine gider ikke den omsorgsfulde type. Michael gider godt den omsorgsfulde type, men tør ikke have sex. Cecilie vil hverken give eller have sex eller omsorg, for hun er allerede småtræt af den halvdøve Ronnie, der til gengæld angler efter begge dele. Vanessa og Stefan er umulige at greje, for de er gode til at beherske sig flere dage i træk, og det er også grunden til, at det er for tidligt at erklære ægteskabets forlis.

Til forveksling minder de medvirkende om helt almindelige mennesker. Og det skal de have tak for. Det gør programmet larger than love. Det viser os, at det er umuligt at finde kærligheden, for det er altid kærligheden, der finder en.

Og derfor ender det faktisk med at blive et program, som gør alle i godt humør. Måske lige bortset fra de medvirkende.

Det glæder alle singlerne, som bliver bekræftet i, at det meget ofte er at foretrække at være alene. Og det glæder de gifte, der bliver bekræftet i, at deres ægteskaber sagtens kunne have været meget, meget værre.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
7 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen