'Dansk Folkeparti drømmer om en trekant'

Anna Libak. Journalist og foredragsholder.

På det seneste har vi været vidne til et ægteskabeligt drama i blå blok. Dansk Folkeparti fryser sin mangeårige partner Venstre, som modsat trygler og beder sin politiske samlever om at blive hos sig.

Dansk Folkeparti fik det som det ville, da Liberal Alliance fredag før jul stemte for finansloven, og husfreden kunne være genoprettet.

Men nej. Samme dag meddelte Thulesen Dahl lige pludselig i Berlingske, at Venstres næstformand, finansminister Kristian Jensen forresten var en skovl. Det var Jensens skyld, at forhandlingerne var gået så dårligt.

Kristian Jensen skyndte sig at tage skylden på sig. Og lovede i Deadline at gøre sig umage for blive mere spændende og erfaren.

Men Dansk Folkeparti var ikke formildet. Knap havde Løkke bebudet et ghetto-udspil i sin nytårstale, før Dansk Folkeparti beskyldte Venstre for at være et naivt parti og fremsatte sit eget udspil. Venstre kaldte udspillet for interessant og lovede at indarbejde dele af det i sit eget.

Husfreden kunne nu igen være genoprettet.

Men nej. Nu ville Dansk Folkeparti have, at der skulle forhandles udlændingeaftale før skatteaftale. Venstre sagde, at det var da helt forståeligt; og det ville man se positivt på.

Husfreden kunne være genoprettet. Igen-igen.

Men nej. For på De Radikales nytårsstævne i weekenden kom forklaringen på Dansk Folkepartis uforsonlighed:

Thulesen Dahl vil leve i et åbent forhold. Han vil have en trekant. I stedet for rød og blå blok skal de tre store partier Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti regere sammen i skiftende konstellationer. Derfor vil han heller ikke garantere, at han efter næste valg vil pege på Løkke.

Nu er det ikke første gang, at Thulesen Dahl har luftet ideen om sådan en ménage à trois. Men denne gang er der faktisk grund til at tro, at han mener det.

For Dansk Folkeparti skranter i et fast forhold med Venstre. Vælgerne er begyndt at sive til Socialdemokratiet, som har kopieret store dele af Dansk Folkepartis politik. Det er de vælgere, der gerne vil have en hård politik på en pæn måde. De andre vælgere, som gerne vil have en hård politik på en hård måde, har til gengæld fået et alternativ: Nye Borgerlige, som lover at gøre alt det frække, som Dansk Folkeparti ikke helt tør.

Men i stedet for at lade som ingenting og lade sig overflødiggøre til næste valg, har Dansk Folkeparti besluttet sig for at tage affære. Hvis man ikke bryder sig om spillet, må man ændre reglerne.

Thulesen har besluttet sig for, at det ikke gavner ham at have fast adresse i blå blok. Slet ikke hvis han kan finde en anden partner, der vil give ham det paradigmeskifte, som kan overbevise vælgerne om, at han har noget særligt at byde på.

Og det kan han. For det populæreste parti i dansk politik i disse år, Socialdemokratiet, er også på jagt for at forhindre, at situationen fra sidste valg gentager sig. Socialdemokratiet gik frem, men til ingen verdens nytte. For de andre partier i rød blok var ikke til noget.

Virkeligheden er, at Mette Frederiksen ikke kan stille med en stabil rød regering, hvis mandaterne falder cirka som i dag. For at kunne regere som rød blok har hun brug for samtlige partier i kollektivet: De Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet på en gang. Enhver kan sige sig selv, hvilken dysfunktionel storfamilie det vil resultere i.

Ergo arbejder hun og hendes parti ligesom Thulesen Dahl hårdt på at få vælgerne til at forstå, at de to passer meget bedre sammen end sammen med andre.

Derfor kan man pludselig høre Socialdemokratiets næstformand Dan Jørgensen sige i efteråret, at Socialdemokratiet har et værdifællesskab med Dansk Folkeparti.

Og derfor skriver den politiske ordfører Nicolai Wammen på sin blog, at problemet med Løkkes nytårstale egentlig kun var, at den ikke var opmærksom på, hvor meget religion betyder i ghettoerne. Ikke noget med socialklasser og ulighed længere. Nej, nu er problemet islam.

Det er dog aldrig nemt uden videre at opløse et forhold og indlede et nyt.

For både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet frembyder det naturligvis et problem, at omgivelserne nok vil reagere med forargelse. Begge partier må gøre sig umage for at holde fast på deres vælgere, mens de gør tilnærmelser til hinanden.

Og begge partier vil holde døren åben for at tage deres gamle partnere tilbage. Skulle Venstre få et godt næste valg og invitere Dansk Folkeparti ind i regeringen, ja, så vil Thulesen Dahl holde muligheden åben. Skulle de røde partier få et kanonvalg, vil Mette Frederiksen naturligvis også hellere regere sammen med dem.

Men hvis mandatfordelingen ender nogenlunde som nu, ja, så er Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti klar til at flytte sammen.

Thulesen Dahl løber selvfølgelig den risiko, at hans trekant ender med, at Socialdemokratiet og Venstre finder sammen og lader ham stå udenfor som den forsmåede bejler. Men risikoen er ikke stor. For i et forhold mellem Venstre og Socialdemokratiet vil de begge have bukserne på: Ingen af dem har lyst til at sidde i regering uden at få statsministerposten.

Man siger, at man ikke skal true med at gå, men med at blive. Men som enhver ved, kan man føle sig så misforstået i sit forhold, at man alligevel går - for at finde ud af, om det er værd at vende tilbage.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
55 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen