For nylig fyldte jeg halvtreds, og jeg må ærligt talt sige, at jeg synes, at det virker gammelt.
Ja, jeg ved godt, at i Danmark må man ikke sige den slags højt: Det er meningen, at man skal bedyre, at man aldeles ikke har lyst til at være tyve år igen. Man skal sige, at alderen har bragt en afklarethed og en indsigt med sig, som man bestemt ikke ville bytte for ungdommens usikkerhed og påtrængende ambitioner.
Og okay, jeg gider da heller ikke være tyve år igen. Google Maps og Netflix var ikke opfundet. Men hvad er der i vejen med fyrre? Fyrre er da helt perfekt. Som fyrreårig er man så gammel, at folk skal høre efter, når man taler. Men endnu ikke så gammel, at de kun gør det af pligt: Man kan stadig nå at blive deres chef.
Derfor har jeg også stor sympati for den hollandske pensionist Emile Ratelband, som nu ifølge BBC har sagsøgt myndighederne for aldersdiskrimination. Han vil have ret at at skifte alder, så han bliver tyve år yngre.
Sagen er, at han er single, men som 69-årig er det jo patetisk at være på Tinder eller andre datingtjenester. Damerne tror, at man søger en sygeplejerske snarere end en elskerinde.
Og det er da urimeligt. For ikke bare føler Emile Ratelband sig meget yngre, hans biologiske alder - den såkaldte BodyAge - er også blevet målt til 45 år.
Desuden kan andre grupper i samfundet jo godt få det, som de vil have det. I Holland har man siden 2014 haft ret til juridisk kønsskifte uden operation, så man kan skifte køn, hvis man føler for det. Hvorfor skal juridisk aldersskifte så ikke være tilladt? Uden operation? Ens alder er da mindst lige så afgørende for ens livssituation som ens køn. Ja, endda mere, for man dør jo af den på et tidspunkt.
Og indtil da er det ikke bare udbuddet af partnere, der falder, når man bliver ældre. Det bliver også dyrere at tegne sundhedsforsikringer. Specielt livsforsikringer. Det bliver også sværere at låne mange penge. Eller få et bedre job.
Men det allerværste er nu alligevel den måde, som omverdenen betragter en på.
Allerede nu, som halvtredsårig, er jeg blevet spurgt, om radioen var opfundet, dengang jeg blev født. Og jeg har bemærket, hvordan folk i min omgangskreds uafladeligt er begyndt at føre samtalen ind på noget, der har med helbredet at gøre: De fortæller om alt det, de selv fejler. Eller frygter at fejle. Eller har fejlet. Og de fortæller om, hvad andre fejler eller frygter at fejle, og opregner, hvem der er døde for nylig, og hvem der akkurat overlevede, og hvad prognoserne er for at overleve diverse kræfttyper. Til sidst spørger de altid interesseret til, hvilke kosttilskud, jeg tager.
Kort sagt, aldersfascisme. Og det kunne man jo undgå, hvis man gav folk lov til selv at bestemme deres alder.
Nu vil nogen garanteret sige, at det ikke kan lade sig gøre, fordi det bliver for nemt at snyde sig til aldersbestemte ydelser. Der vil være skamløse mennesker, som vil ændre deres alder, så de kan tage på Interrail igen og komme ind på museerne og i Zoologisk Have med ungdomsrabat. Og sikkert er der også nogle, for hvem penge betyder så meget, at de vil lyve sig væsentligt ældre, så de kan gå tidligere på pension og få tilskud til briller.
Men det er jo ikke anderledes end de problemer, som juridisk kønsskifte potentielt set frembyder. Vi har allerede set, hvordan mænd, der er dømt for seksualforbrydelser i Storbritannien er lykkedes med at blive overført til kvindefængsler ved at skifte køn. Så er det trods alt mere harmløst med et mimrekort.
Og faktisk kan man jo bare beslutte, at der skal sættes en grænse for, hvor mange år, man kan modtage aldersbestemte ydelser, så borgerne ikke giver den som pensionister eller teenagere på livstid.
Men i øvrigt tror jeg heller ikke på, at folk vil gå til den slags yderligheder. For som sagt er der ikke meget grin hverken ved at være ung eller ved at være gammel.
Mit bud er, at vi i stedet bliver rigtig mange 40-årige.
