Hollywood har store problemer med minoriteter, det er synd for

For nylig tvang det transseksuelle miljø Scarlett Johansson til at opgive rollen som transseksuel i en ny storfilm, fordi hun ikke selv er transseksuel.  Anna Libak forklarer, hvor det alt sammen fører hen.
For nylig tvang det transseksuelle miljø Scarlett Johansson til at opgive rollen som transseksuel i en ny storfilm, fordi hun ikke selv er transseksuel. Anna Libak forklarer, hvor det alt sammen fører hen.

Anna Libak. Journalist og foredragsholder.

Forleden så jeg sidste afsnit af sæson 2 i The Handmaid's Tale på HBO Nordic. Det er en knaldspændende serie, men jeg er ikke enig med hovedrolleindehaveren Elisabeth Moss i, at den siger enormt meget om vores tid.

Jeg synes, at den siger enormt meget om Hollywood.

For serien handler om, hvordan en neokristen sekt griber magten i USA og indretter et samfund, hvor kvinder gøres til fødemaskiner og voldtages og tortureres dagen lang i æstetisk smagfulde omgivelser af det hvide patriarkat.

Det mærkelige er så bare, at hvis man kigger ud over verden, så er der ikke særlig mange kristne, hvide teokratier. Ingen, faktisk. Det er, om man så må sige, en hvid løgn.

Det er nemlig mest i muslimske lande, at kvinder har status af andenrangsborgere, og derfor ville det nok have sagt en del mere om vores tid, hvis Gilead havde heddet for eksempel Kalifatet eller Islamisk Stat.

Men den sandhed er for spraglet til Hollywood, hvor rollefordelingen mellem skurke og helte ligger fast. Faktisk så fast, at det efterhånden er gået hen og blevet et problem for filmindustrien. I en klumme forleden i den britiske avis the Guardian rejste avisens filmredaktør Catherine Shoard spørgsmålet: 'Vi lever i interessante tider. Hvorfor kan Hollywood så ikke lave film om dem?'

I klummen besvarede filmredaktøren selv – det er jo Guardian – spørgsmålet med, at de minoriteter, som er de faste helte i filmene, simpelthen har fået det for godt til, at man troværdigt kan fortælle en nutidig undertrykkelseshistorie om dem. Derfor bliver den smukke, storroste bøssefilm 'Call Me By Your Name' nødt til at foregå i firserne for at gøre det tilpas frækt og forbudt. Det samme gælder de kommende storfilm 'Boy Erased' og 'The Miseducation of Cameron Post', hvor kristne forsøger at kurere teenagere for deres homoseksuelle tilbøjeligheder. Handlingen må henlægges til før årtusindskiftet, eftersom et flertal af amerikanere nu om dage går ind for ægteskab mellem homoseksuelle.

En undtagelse er der dog: Blandt ortodokse jøder nord for London er det gudskelov stadig et problem at være lesbisk, og derfor kan den kommende film 'Disobedience' godt foregå i nutiden. Men enhver kan se, hvor det bærer hen: Det vil blive sværere og sværere for Hollywood at fortælle troværdige, nutidige historier om undertrykkelse af homoseksuelle, når undertrykkelsen partout skal være et produkt af den jødisk-kristne kultur.

Og det skal den. Hollywood går aldrig med at opdatere sin liste over, hvem det er synd for. Heller ikke selvom det ville gøre tingene nemmere.

Hvis det for eksempel var i orden at lave blockbuster-film om indvandrere, der undertrykker deres børns homoseksualitet, så var det ikke svært at være aktuel. Og hvis kristne også godt kunne gælde for undertrykte minoriteter, så var der rigeligt stof at tage af, for de bliver fordrevet fra muslimske lande i stor stil.

Men det går ikke. Så hellere bruge flere af de minoriteter, som det er synd for, på en gang: Som i 'The Shape of Water', hvor en stum, forældreløs rengøringskone allierer sig med sin afroamerikanske kollega Zelda for at redde et amfibisk og givetvis CO2-neutralt væsen fra en hvid heteroseksuel militæroberst, der arbejder for regeringen.

På den baggrundkan man godt forstå, at Catherine Shoard i the Guardian med en vis lettelse konstaterer, at det heldigvis stadig er synd nok for de sorte i USA til, at de kan bære en nutidig film igennem alene.

Derimod glemmer hun helt at nævne de transseksuelle, der er tidens mest hypede minoritet. Og der er ellers al mulig grund til at nævne netop dem, for de illustrerer et andet problem, som Hollywood hurtigt kan komme til at stå med. Nemlig det problem, at minoriteterne, efterhånden som de bliver stærkere, begynder at kræve, at rollerne skal spilles af deres egne repræsentanter.

For nylig tvang det transseksuelle miljø Scarlett Johansson til at opgive rollen som transseksuel i en ny storfilm, fordi hun ikke selv er transseksuel. De gider ikke længere se på, at heteroseksuelle skuespillere vinder Oscars og Golden Globes for at spille transpersoner i film som 'Boys Don't Cry', 'Transamerica' og 'Dallas Buyers Club'. Mænd spiller trods alt heller ikke kvinder længere – husk blot på 'Shakespeare in Love' - og det ville være helt utænkeligt, at den sorte underklasse i 'The Wire' blev spillet af hvide, der var malet i sorte i hovedet.

Så de transseksuelle har da en pointe. Men hvis de kommer igennem med den, så må man forvente, at bøsserne heller ikke vil finde sig i at blive spillet af ordinære heteroer længere, som det er tilfældet i 'Call Me By Your Name' og 'Brokeback Mountain'.

Umiddelbart kan man selvfølgelig sige, at det kan være lige meget, hvem der spiller, hvis bare filmen er god. Men det gør unægtelig udvalget af skuespillere mindre og kravene til en kassesucces større, hvis minoriteterne skal spille sig selv: Man skal ikke tage fejl af, at rigtigt mange mennesker som udgangspunkt kun gider at se en film om transseksualitet, hvis den har en godte som Scarlett Johansson i hovedrollen.

Hertil kommer, at det kan blive vanskeligt at finde repræsentanter for de minoriteter, som ikke har sympatien på deres side. For selvfølgelig er det ikke svært at finde en bøsse, der gerne vil spille en uretmæssigt undertrykt bøsse. Men hvordan får man lige en pædofil skuespiller til at melde sig til at spille pædofil? Ja, i det hele taget bliver det svært at finde skuespillere til de luskede typer, som film ellers er fulde af, hvis kravet er, at de skal være sådan selv.

Jeg ser kun en løsning.

#MeToo-kampagnen har fældet en række mandlige stjerneskuespillere, som allerede nu er stærkt savnet af publikum. Det er mænd som Kevin Spacey, Dustin Hoffmann, Woody Allen, Steven Seagal og Michael Douglas, uden hvem amerikanske film bliver temmelig meget kedeligere. Hvis anklagerne mod dem står til troende, så kan de i fremtiden optræde som homoseksuelle, pædofile og voldtægtsforbrydere samt luskebukse med endnu større overbevisning. Indtil videre er disse skurke blevet forstødt af Hollywood, der bilder sig sig at være på det godes side.

Nu har de chancen for et comeback. Fremover skal de bare spille sig selv.

For hvis det skal være slut med at spille skuespil, så gælder det altså også Hollywood.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
36 kommentarer
Vis kommentarer