'Hvis kvinder selv kan bestemme'

Anna Libak. Journalist og foredragsholder.

Forleden faldt jeg i den tyske avis Frankfurter Allgemeine over en nedslående nyhed fra forskningen i ligestilling mellem kønnene.

Jo mere ligestillet et land bliver, jo mere kønsopdelt bliver landets arbejdsmarked.

To forskere havde samkørt graden af ligestilling i et land – World Economic Forum’s Global Gender Gap Index – med antallet af kvinder, der tager en kandidatuddannelse inden for videnskab, teknologi, ingeniørarbejde og matematik. Konklusionen var klar:

Jo mere ligestillet et land er, des færre kvinder vælger at uddanne sig inden for disse fag.

I lande som Tunesien, Albanien og Tyrkiet, hvor det står skralt til med ligestillingen, udgør kvinder omkring 35-40 procent af alle STEM-kandidater (Science, Technology, Engineering and Maths), mens de i lande som Schweiz, Finland og Norge ligger under 20 procent.

Og nej, det kan ikke forklares med, at piger i mere ligestillede lande klarer sig dårligere i de hårde videnskabelige discipliner: For det har forskerne også undersøgt. Og det viser sig, at piger i skolesystemet i næsten samtlige 67 undersøgte lande klarer sig lige så godt eller bedre end drengene i matematik, teknik- og naturfag.

Alligevel fravælger de altså at videreuddanne sig inden for dem i de ligestillede lande.

Så hvad kan man udlede af det? Ja, man kan dårligt udlede andet, end at hvis kvinder selv kan bestemme, så gider de ikke at opføre sig ligesom mænd. Forsigtigt fremsatte forskerne den formodning, at kvinder i mindre ligestillede lande var tvunget til at vælge fag, hvor indtjeningsmulighederne var større, mens de i ligestillede lande valgte det, de havde lyst til.

Jeg skal ærligt indrømme, at den oplysning efterlod mig med blandede følelser.

For på den ene side har jeg aldrig selv orket at uddanne mig til svagstrømsingeniør, men på den anden side havde jeg gerne set, at nogle andre kvinder gjorde det. Som for eksempel mine døtre.

Jeg talte varmt for professionen røgdykker, da min ældste datter i sin tid slæbte 'Hvad-kan-jeg-blive' med hjem, og jeg har spurgt min yngste, om hun ikke ønsker sig 'Det Lille Kemisæt' med 60 forsøg til sin fødselsdag. Og jeg har holdt et lille foredrag for dem om Lene Hau, der er dansker og har bremset lyset, hvilket jeg personligt er ret stolt over, uden at jeg helt forstår, hvad det skal gøre godt for.

Begge døtre har ignoreret mig. Og kom ikke og sig, at det er, fordi døtre ser på, hvad deres mor gør, og ikke på hvad hun siger. For min mor var enlig mor og læge, og i mange år så jeg hende sætte hylder og lamper op og fælde træer og bygge kaninbur og reparere vores oliefyr i kælderen.

Allerede dengang husker jeg at have tænkt: Hvem er egentlig den evolutionært mest raffinerede specie? Den, der selv kan gøre det hele, eller den, der skaffer en partner til at gøre det for sig?

Det behøver ikke at være noget argument for at ligge på sofaen og drikke portvin og læse dameblade. Det er kun et argument for, at kvinder skal bruge deres kræfter dér, hvor de har mest lyst til at bruge dem.

Meget muligt er problemet, at kvinder bilder sig ind, at det fineste, man kan blive, er en mand. Det må jo være derfor, at ellers fornuftige kvinder pludselig kan finde på kælent at omtale sig selv som drengepiger. Som om en pigepige eller en damedame var sådan et irrationelt og letbevægeligt gemyt, som ingen kan tage alvorligt.

Bemærk, at mænd ikke kalder sig selv for pigedrenge, med mindre de har gang i noget transkønnet hejs, hvilket absolut ikke er det, der driver drengepigerne, så vidt jeg kan skønne.

Nu kan man jo indvende, at hvis kvinder ikke i højere grad uddanner sig inden for de hårde fag, hvor pengene er, så vil løngabet mellem kvinder og mænd fortsat bestå.

Det er sandt, men det er i så fald et valg, vi har truffet, og efter min opfattelse et ædelt valg: Vi vægter jobtilfredshed over indkomst.

Noget andet er, at det ikke er sikkert, at løngabet vil forsvinde helt, selv hvis kvinder gik ind i mandefag. For i artiklen fra Frankfurter Allgemeine kunne man også læse om et andet studie, der heller ikke er nogen god nyhed for ligestillingen:

Økonomer fra Stanford og Chicago-universitet har undersøgt aflønningen af Uber-chaffører på baggrund af al registreret transport med Uber i USA i perioden fra 2015 til 2017. Her viser det sig, at mandlige Uber-chauffører tjener syv procent mere i timen. Forskere har analyseret data og er nået frem til tre forklaringer:

Mænd kører hurtigere, og overkommer derfor flere ture på den samme tid. Mænd kører i utrygge områder, hvor der er risikotillæg og færre Uber-biler, hvilket giver flere ture på den samme tid. Mænd kører flere timer end kvinder om ugen og bliver dermed mere rutinerede, så de kan køre hurtigere på den samme tid.

Hvis det er sandt, ja så er det bare typisk mænd: Nok er aldrig nok.

Inden kvindelige læsere helt fortvivler, vil jeg gerne sige, at jeg ikke tror, at mænd kunne have lavet samme nummer på en tekstilfabrik.

Men hvad kan man gøre ved det? Ja, for så vidt som man overhovedet ønsker at gøre noget ved det, så mener jeg, at det er mændenes tur til at blive ligestillet. Kvinder har overtaget hele mandefag i Danmark: Der er nu om dage flere kvindelige præster og kvindelige læger end der er mandlige.

Mændene har derimod ikke overtaget nogen kvindefag. Fnys. Det kunne de godt tage at gøre. Det vil forbedre både lønniveauet, statistikken, stemningen på arbejdspladsen og forståelsen mellem kønnene. Kort sagt: Lad rødstrømperne få selskab af tennissokkerne. 

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
21 kommentarer
Vis kommentarer

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.