Kvinder er de nye sexmonstre

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Anna Libak. Journalist og foredragsholder.

Forleden læste jeg et indlæg af et sexmonster i Berlingske.

På debatsiderne fortalte en kvinde, at hun kunne 'ud- og overbolle' de fleste mænd. 'Kvindekroppen er ikke begrænset af en erektion, og så har jeg en uforbederlig mere-vil-have-mere-lyst,' skrev hun og berettede, at hun flere gange havde knubbet sig til orgasme mod sine partneres sovende krop.

Interessant.

Se i gamle dage ville sådan et indlæg jo ikke være blevet bragt i en pæn morgenavis, og det tror jeg sådan set stadig ikke, at det ville, hvis det var en mand, der havde skrevet det. I hvert fald ikke en fra filmbranchen.

For kvinder forholder det sig imidlertid anderledes. Blandt os er det højeste mode at have en offensiv og voldsom seksualitet.

De unge kvinder er fjerdebølge-feminister og bruger deres krop offensivt som våben. De ældre bliver cougars – pumaer, der nedlægger unge mænd og giver interviews om det til Ekstra Bladet. Og ikke en dag uden endnu en historie i medierne fra tidens mest feterede og fascinerende fagspecialist: sugarbaben, som man absolut ikke må se som et offer. For det er give and take, og hun vælger selv dem, hun dater.

Ingen kan længere være i tvivl om, hvad det nye kvindeideal er: En rigtig kvindes sexlyst er mindst lige så stor som en mands. En rigtig kvinde kan godt adskille sex og følelser. En rigtig kvinde jager og nedlægger de mænd, hun vil have.

Og jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, om ikke der er noget Harvey Weinstein over det. Eller forklar mig lige: Hvorfor er det nu, det er, at det er blevet fint, at kvinder seksuelt intimiderer mænd, hvis det modsatte bare er klamt?

Okay, jeg kender jo godt svaret. For svaret er naturligvis, at det er spændende og lidt sexet, at vi kvinder giver den som offensiv part. Fordi det er ufarligt.

Vi kommer ikke til at tage nogen i skridtet eller voldtage dem på hotelværelset. For det første fordi vi er fysisk underlegne. For det andet, fordi mænds anatomi gør det vanskeligt (beklager, at jeg ikke er mere eksplicit, men jeg har børn, som hader, at deres mor skriver om sex). For det tredje fordi man ikke kan udelukke, at typer som Peter Aalbæk faktisk gerne vil voldtages.

Men at det er ufarligt for mænd, behøver ikke at betyde, at det er ufarligt for kvinder.

For hvad nu, hvis mænd tror på det, de hører i medierne? Hvad nu, hvis de faktisk tror på, at kvinder, der klæder og opfører sig, som om de have sex, mener det? Hvis man holder en frugtskål frem, vil der være nogen, som ikke forstår, at frugterne kun er et pynt.

Og hvad nu, hvis kvinderne også begynder at tro på det, og hotpantsene bliver kortere og kortere, corsagen strammere og strammere, og læbestiften rødere og rødere?

Ja, ja, jeg er godt klar over, hvad modargumentet er. At nu er jeg ved at give offeret skylden for forbrydelsen, når jeg siger, at kvinder må gribe i egen barm. Gu er jeg ej. Det er ikke i orden at voldtage eller befamle nogen, selv om de er klædt, som om de gerne vil have det.

Men derfor synes jeg alligevel, at kvinder skal holde op med at anprise en offensiv kvindelig seksualitet, når de ikke er parat til at tilstå mænd den samme mulighed. Hvis man selv vil have ret til at lægge an på nogen, så må man også finde sig i selv at blive lagt an på.

Man kan ikke forvente, at de dummeste mænd forstår, at det bare er fordi, vi går rundt og spiller smarte. De fleste kvinder er nemlig, uanset, hvad de påstår om deres seksuelle frigjorthed, en smule hæmmet af, at de er fysisk underlegne. Som udgangspunkt er de mere bange for fremmede mænds spontane tilnærmelser, end mænd er for kvinders.

Det er efterhånden ikke sikkert, at mænd ved det.

I hvert fald tror jeg, mænd må være forvirrede på et højere plan. Den ene dag hører de i radioen om nyfeminister, der kalder sig selv for sluts og ludere for at tage magten over ordene fra patriarkatet, og den næste dag hører de så kvinder klage over at blive kaldt netop det.

Den subtile pointe er selvfølgelig, at det kun er i orden, når kvinder kalder sig selv sig ludere. Men hvorfor egentlig gøre det så indviklet? Hvorfor insistere på, at man er en luder for så at blive fornærmet, når andre giver en ret? Hvorfor ikke bare sige, at det er noget svineri at kalde kvinder sådan?

Åbenbart er det jo ikke lykkedes at fravriste patriarkatet magten over ordene alligevel, når man stadig kan blive fornærmet over, at de forkerte bruger dem.

Hvis mænd skal lære noget af Weinstein-affæren og #Metoo-kampagnen, så er det, at kvinder gerne vil behandles som mennesker og ikke som et køn. Hvis kvinder skal lære noget af Weinstein-affæren, er det egentlig det samme.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
20 kommentarer
Vis kommentarer

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.