For nylig bragte Politiken et kæmpestort portræt af en mand, der var gravid. 'Mikkel er en mand, og om få uger skal han føde,' stod der.
Artiklen var bevidst skrevet, så man fik indtryk af, at der var tale om et medicinsk gennembrud. Der stod sætninger som 'Mikkel har både en livmoder og et mandligt cpr.-nummer' og 'da han er en af de første gravide mænd i det danske sundhedsvæsen, findes der ikke meget viden på området. Hverken erfaringsmæssigt eller medicinsk.'
Og jeg hoppede på den, selvfølgelig gjorde jeg det.
'Fuck', tænkte jeg, 'der røg det fødselsmonopol'. Det var først midt i artiklen, at jeg fattede, at Mikkel slet ikke var en mand. Men en kvinde, der føler sig som en mand. En transperson. Hvorfor man nok godt kan regne med, at det danske sundhedsvæsen har en vis erfaring med den type fødsel alligevel.
Men Politiken er ikke alene. Det er højeste mode at vise tolerance over for folk med flydende kønsidentitet.
I denne uge fremlagde regeringen en handlingsplan for LGBTI-personer, der jo omfatter lesbiske, bøsser, bi- og trans- og intetkønspersoner. Af en eller anden grund havde regeringen udeladt Q og dermed hele gruppen af queer-personer; hvilket kan skyldes flere ting. Man kan simpelthen have glemt dem. Eller Q kan være for svært at udtale. Det kan også tænkes, at queer-personerne selv har frabedt sig opmærksomheden, da de er i opposition til den herskende måde at diskutere køn på.
Nå, men i hvert fald vil regeringen nu have undersøgt, om børn helt ned til seksårsalderen skal kunne få et juridisk kønsskifte. I dag kan man først ændre sit cpr.-nummer, fra man er 18 år. Og helt ærligt, det kan da ikke passe, at man idømmer sagesløse børn en binær kønsidentitet, når doktorlegene i børnehaven viser, at de meget ofte er polyseksuelle.
Men selv hvis det går hen og bliver lovligt også for børn, så spørger jeg mig selv, om ikke juridisk kønsskifte faktisk er en uforskammethed over for personer med flydende kønsidentitet.
Et juridisk kønsskifte foregår ved, at man skifter det sidste ciffer i sit cpr.-nummer fra lige til ulige eller omvendt. Men pointen med at være 'gender fluid' (hav et 'flydende køn') er jo ofte, at man forsøger at unddrage sig en kategorisk kønsbestemmelse. Et heltal er derfor dybt diskriminerende. Man bliver simpelthen tvunget til at vælge mellem lige tal for kvinder, og ulige tal for mænd og kan ikke være begge dele på én gang.
I grunden er dette talsystem ikke bare et psykisk overgreb mod transkønnede, men mod os alle sammen. Jeg vil for eksempel gerne vide, hvad det betyder, at jeg står opført i kategorien kvinde.
Hidtil har jeg anset det for en biologisk bestemmelse, men nu hvor man selv frit kan vælge, synes jeg, at der er brug for noget oplysning om, hvad det er, man melder sig til.
For jeg håber ikke, at nogen regner med, at det så også er mig, der vasker tøj og køber fødselsdagsgaver i familien. Det nægter jeg. Også selv om jeg er dårlig til at parallelparkere.
Jeg føler mig altså også som en slags 'gender fluid', og det problem bliver jo ikke løst, hvis jeg juridisk laver mit køn om til at være mand. Desuden forudser jeg, at min ægtefælle bliver sur, hvis jeg gør ham til bøsse.
Efter min mening er der derfor kun en ordentlig løsning på problemet:
Det er at tage skridtet fuldt ud og ophæve kønnet og indføre et unisex. Det skal simpelthen være slut med at tildele folk et køn fra fødslen. Forskellen vil såmænd ikke være så stor fra nu, hvor man alligevel skal kende folks cpr.-nummer, før man kan kønsbestemme dem.
At indføre et obligatorisk standardkøn for alle er langt lettere.
Desuden har det afledte positive konsekvenser. Fremover vil vi ikke længere have nogen problemer med ligestilling af mænd og kvinder, og vi slipper for at skændes om, hvem der undertrykker hvem. Kvinder vil have lige så meget magt som mænd på arbejdsmarkedet, og kvinder vil være ligeså meget under tøflen som mænd i hjemmet, for nu findes der kun et køn.
De seksuelle minoriteter vil ikke længere føle sig ekskluderet af det cis-heteronormative samfund, for hverken minoriteterne eller majoriteten findes længere. Hvem, der er til hvad og hvorfor, er afskaffet som offentligt anliggende.
Nu vil nogen indvende, at det vil besværliggøre seksualundervisningen i folkeskolen; og at det på mange måder er praktisk, hvis folk fra en tidlig alder ved, om de kan få børn eller ej. Desuden kan man næppe forhindre, at børn selv efterspørger en forklaring på, hvorfor de ser forskellige ud forneden.
Derfor kan det desværre på sigt blive nødvendigt med en neutral kromosom-bestemmelse og opdele børn i XX’er og XY’ere, samt hvad der måtte findes af afvigelser.
Jeg skal være den første til at medgive, at det skaber en vis risiko for, at nogle en dag vil føle sig undertrykt af det kromosomal-normative samfund. Der vil være XX’ere, der føler sig som XY’ere. En dag vil en af dem måske optræde i Politiken i et stort portræt som gravid XY’er.
Men til den tid håber jeg egentlig, at journalisten som repræsentant for 'organet for den højeste oplysning' ligeud vil meddele XX’eren, at kromosomer findes. Selv hvis man kalder dem noget andet. Og at det må XX’eren simpelthen tage som en mand.
