Lykken er... at give andres penge bort

Anna Libak. Journalist og foredragsholder.

For nylig læste jeg en overordentligt positiv nyhed i New York Times:

Gavmildhed gør giveren glad.

En gruppe forskere fra Zürich Universitet havde i et eksperiment givet 50 mennesker 25 schweizerfranc hver uge i en måned. Den ene halvdel af gruppen fik besked på at bruge pengene på andre, mens den anden halvdel skulle bruge pengene på sig selv.

Og minsandten: Hjernescanninger viste klart, at de, der havde brugt pengene på andre, blev meget gladere end dem, der havde brugt pengene på sig selv.

Først blev jeg rørt. Mennesker var alligevel ikke så forfærdelige, som de øvrige nyheder i aviserne kan give indtryk af.

Men knap havde jeg tænkt det, før et irriterende spørgsmål meldte sig: Hvis man virkelig bliver så lykkelig af at forære sine penge væk, hvorfor er der så egentlig ikke flere, der gør det? Det er jo nemt nok?

Så var det, det gik op for mig, hvad der var galt. Forskerne havde undersøgt noget helt andet end det, de troede. De havde undersøgt glæden ved at give andres penge bort!

I eksperimentet var det jo forskernes penge, som blev delt ud. Ikke gruppens egne. Og det er da klart, at hvis man for andres penge kan få lov til at opføre sig som et godt menneske, så bliver man i højt humør. Samtidig havde forskerne også dokumenteret noget andet – måske også uden at være klar over det:

Nemlig at det er sjovere at dele andres penges ud, end selv at modtage almisser fra andre. De medlemmer af gruppen, der havde fået lov til at beholde forskernes penge og brugt dem på sig selv, blev jo ikke vildt glade.

Og jeg vil mene, at de seneste ugers politiske krise i Danmark empirisk har underbygget min fortolkning.

For den sidste måned har vi endnu engang været vidne til, hvor upopulære skattelettelser er i Danmark. Man kan ligeså godt gå ind for at tillade rygning for børn eller fracking på Amager Fælleds Strandeng, hvor den spidssnudede frø holder til. Og dét helt uagtet, at landet har et af verdens højeste skattetryk, og for tiden har borgerligt flertal.

For de fleste af vores politikere elsker simpelthen at dele andres penge ud. De bliver i godt humør af det.

Ve det parti, der ødelægger den gode stemning ved at råbe op om tyveri af borgernes penge ved højlys dag; og om hvordan Danmark år for år bliver fattigere sammenlignet med de øvrige OECD-lande. Kan det blive mere upassende? For ja, det kan da godt være, at det forholder sig sådan, men skattelettelser er da ikke noget, man går ind for.

Skattelettelser er noget, man nødtvungent gennemfører, kamufleret som reformer og med et trist udtryk i øjnene og et stramt drag om munden. Det er ikke noget, man tiljubler af ideologiske årsager og kalder for frihedskamp. Det er for ondt, for væmmeligt.

Og hvis man så alligevel formaster sig til det, så bliver man straks til grin som Anders Samuelsen og opnår kun at udløse en modoffensiv: Som når Dansk Folkeparti med det samme erklærer, at i så fald skal de have en velfærdsgaranti.

Til gengæld for skattelettelser skal de have mindst 26 mia., som de kan forære væk. Hvad de 26 mia. skal gå til er lige meget, bare de får lov til at dele dem ud. For man bliver i så godt humør af det.

Det samme glæde sporer man desværre ikke hos modtagerne. Præcis som i forskernes undersøgelse bliver pengene modtaget med et skuldertræk; den anden halvdel af gruppen, der fik penge til sig selv i undersøgelsen, blev ikke i mærkbart bedre humør.

Sagen er, at der altid vil være behov for mere, når det nu er andres penge, man får forærende. Således er det aldrig sket, at en offentlig institution siger tak for hjælpen, nu behøver vi ikke flere penge.

Tag bibliotekerne. Når folk holder op med at låne bøger og musik på bibliotekerne, så er konklusionen ikke, at der kan spares nogle penge, som kan bruges på bedre hospitaler eller skoler fx. Nej da. Straks beslutter bibliotekerne, at de skal lave noget nyt: De skal være kulturhuse med foredrag og værksteder og give tilbud til de ensomme ældre. Ganske vist er der både folkeoplysningsforbund og kulturhuse over hele landet i forvejen, men den slags kan man ikke få for meget af.

Tag medierne. Når borgerne mister interessen for danske medier, fordi der er så mange andre tilbud derude, så er konklusionen ikke, at mediestøtten skal sættes ned. Mediefolk kræver med fast stemme, at hvis der skal spares på DR, så skal det i hvert fald ikke betyde, at pengene bliver ført tilbage til borgerne. For er det måske ikke nu med et globalt nyhedsudbud, at det gælder om at sikre sig, at folk får danske nyheder?

Pengene skal selvfølgelig bruges på andre danske medier, og faktisk ville det være godt, hvis mediestøtten blev sat op.

Og tag så endelig kommunerne. Når kommunekasserne bugner i hele landet, fordi der er indført udgiftslofter, så fører det naturligvis ikke til lavere kommuneskatter, for kommunerne kan ikke få sig til at give pengene tilbage uden videre. De vil hellere udkaste grandiose planer for fremtiden. Et musikhus til en hel eller halv milliard, måske?

Og sådan går det til, at det offentlige forbrug vokser år for år, uanset om regeringen er blå eller rød.

Danmark er et stort omfordelingscirkus, hvor alle giver andres penge videre til hinanden, og hvor lykken og skattetrykket følgelig skiftes til at indtage førstepladsen i verden.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
46 kommentarer
Vis kommentarer