'Skal han forestille at være overrumplet af passion?'

Anna Libak. Journalist, foredragsholder og folketingskandidat for Venstre, skriver om danskerne i verden og verden i danskerne.

Nu om dage får folk over hele Vesten stadig større og voldsommere følelser.

I USA udkommer der bog efter bog, som skal vise, at kvinder kan blive meget, meget vrede. Eller meget, meget seksuelt lidenskabelige.

Bøgerne har titler som 'God og vred – den revolutionære styrke i kvinders vrede', 'Vreden klæder hende – styrken i kvinders vrede' og 'Usandt: Hvorfor alt, hvad vi tror om kvinder, lyst og utroskab er forkert, og hvordan den nye videnskab kan sætte os fri.'

Men mændene kan skam også være med. På Youtube ligger en reklamevideo for Aarhus Universitet med Morten Albæk med titlen: 'Du skal krænge dig selv ud!'. Og i Albæks nye bog 'Ét liv. Én tid. Ét menneske – hvordan vi glemte at leve et meningsfuldt liv', foreslår han, at vi gør vores arbejde til vores passion.

Man kunne også nævne Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup, for ingen har hævdet følelsernes primat stærkere end ham, da han sidste år pludselig proklamerede, at der ikke findes facit i politik, der findes kun 'følelser og holdninger'.

Så hvordan går det til, at det er blevet så fancy at gå rundt og føle en hel masse?

Ja, helt sikkert er det, at følelserne i dag betragtes som ægte og autentiske udtryk for, hvem man er. I gamle dage behøvede man ikke spekulere så meget over, hvem man var, for det skulle samfundet nok fortælle en.

Før industrialiseringen var man sit erhverv. Man var simpelthen smeden, degnen, præsten, gørtleren eller hans kone. Gud, Konge og Fædreland stod for resten. Efter industrialiseringen blev man sin klasse. Gud, konge og fædreland stod ikke længere for resten. Det gjorde partiet.

Men hvad med i dag? I dag hedder det sig, at man selv skal bestemme, hvem man er: Det hedder selvidentifikation, og det er hårdt arbejde. Tag bare myrefilmen Antz, hvor arbejdermyren Z ikke kan frigøre sig fra fornemmelsen af, at han er skabt til noget andet og vigtigere.

I sådan et samfund er intet at sige til, at der er så meget fokus på følelserne, for følelserne er – i al deres ubestandighed – det eneste, der stadigvæk helt uafviseligt er dig. Dem overmandes du af, de er uden for din kontrol, og derfor virker de mere ægte. Dem kan ingen tage fra dig.

Du kan vælge at blive vegetar eller kødspiser, at blive mand eller kvinde, socialist eller nationalkonservativ, men dine følelser – dem vælger du altså ikke. Derfor må man i kampen for en identitet investere sine følelser. Den, der føler stærkest, har vundet.

Men det allerbedste ved følelser er nu alligevel, at de er ens egne. Så dem behøver man hverken undskylde eller begrunde, for man er ikke selv herre over dem. Hvis nogen har følt et eller andet, er det givetvis rigtigt. Ellers havde de jo ikke følt det.

Desværre har der vist sig at være visse problemer med at gøre følelser til grundlag for den politiske diskussion.

Det ene problem er, at det gør samtalen mellem mennesker overordentlig svær, når alle vil insistere på at henvise til deres rige indre følelsesliv, som de i sagens natur er de eneste, der har privilegeret adgang til. I tilfælde af uoverensstemmelser er følelser besværlige argumenter:

Når den ene er krænket og sur, og den anden er krænket og vred, hvem har så egentlig mest ret?

Her finder vi del af forklaringen på den politiske polarisering, vi ser i så mange lande for tiden, hvor debatten dybest set er en konkurrence om, hvem der er allermest forarget.

Men der også et andet problem ved følelseskulten.

Og det problem udstilles i særlig grad, når mænd som Peter Skaarup og Morten Albæk gør sig til følelsernes troubadourer.

For det ville jo være synd at sige, at Peter Skaarup, underspillet jyde som han er, lever op til sit eget credo om følelsernes forrang i politik. Han er selv en en mand, der hellere sænker stemmen end hæver den. Og hvad Morten Albæk angår, er det påfaldende, at han altid sørger for smagfulde, dyre omgivelser og nypudsede sko og tilbagestrøget hår, når han skal føle noget offentligt.

Skal de to forestille at være overrumplet af passion? For deres vedkommende er der vist mest tale om selvpassionering. Selvantændelse som strategi til at nå personlige eller politiske mål.

Og helt ærligt: Følelserne blev jo netop anset for at være ægte, fordi de var uden for ens kontrol. Passion og selvpassionering kan umuligt være det samme. Det føles i hvert fald forkert.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
10 kommentarer
Vis kommentarer