Som grever og baroner – for danske skattekroner

Tårnbys kommunaldirektør, Klavs Gross, får en fed løn og sidder på en af Danmarks dyreste kontorstole. Helt bagstaveligt,. Stolen koster over 22.000 kroner.
Tårnbys kommunaldirektør, Klavs Gross, får en fed løn og sidder på en af Danmarks dyreste kontorstole. Helt bagstaveligt,. Stolen koster over 22.000 kroner.

Anna Libak. Journalist og foredragsholder.

Som lottomillionær kan man bede om at forblive anonym, så andre mennesker ikke bliver misundelige over, at man er kommet til så mange penge så nemt.

Anderledes med de direktører i kommuner og regioner, der ifølge DR og TV2-nyhederne har scoret kassen i bonusser, fratrædelsesordninger, tiltrædelsesgodtgørelser og fristillingskompensationer.

En kvart milliard på landsplan siden sidste kommunalvalg ifølge TV2-nyhedernes undersøgelse.

Ligesom lottomillionærerne kan de heller ikke gøre for det. Under mediernes oprulning af sagen, er det kommet frem, at systemet er sådan indrettet, at pengene dumper ned i skødet på dem uanset hvad.

De har tjent kassen, hvis de opfyldte deres tidsbegrænsede kontrakt. De har tjent kassen, hvis de fornyede kontrakten. De har også tjent kassen, hvis de ikke opfyldte deres kontrakt, eller hvis de ikke fornyede kontrakten.

Allermest har de faktisk tjent kassen, hvis de kombinerede de forskellige muligheder: Så de først opfyldte, siden forlængede, og til sidst blev fritstillet fra kontrakten. Det sidste er nemlig en fyring, og der er intet, der koster kassen som inkompetence. Især tidsbegrænset inkompetence. Den løber snildt op i en tre-fem millioner.

En tilfældig kommunaldirektør i Holbæk har fået to millioner i fratrædelsesgodtgørelse, fordi han blev fyret, og beholder samtidig sin løn og pension i opsigelsesperioden. 3,9 mio. kr. for ikke at vise sit ansigt på kommunens chefgang igen.

Men i modsætning til lottomillionærerne kan direktørerne ikke få lov at være i fred. Fordi det er skatteborgernes penge, de har vundet, kan de hvert øjeblik risikere at blive ringet op af en nævenyttig journalist, der vil vide, hvordan de har det med at blive forgyldt, når nu alle andre har skullet spare, mens de sad i chefstolen.

Og det er ærligt talt ikke nemt at svare på. Specielt ikke, fordi der efter mediernes afsløringer har vist sig at være bred konsensus om, at det er noget værre pengesvineri.

Selv borgmestrene og regionsformændene, som man skulle tro var ansvarlige, fordi de havde indgået kontrakterne med direktørerne, er dybt forargede på skatteborgernes vegne. Men de mener ikke, at man kan bebrejde dem, at de har ansat direktører på de allerdyreste vilkår, som overenskomsten tillod.

For ellers skulle overenskomsten jo ikke have tilladt det, vel?

I princippet kunne direktøren jo selvfølgelig selv sige det samme. Nemlig, at det ikke er hans skyld, og at han synes, at det er alt for mange penge.

Men i modsætning til de andre risikerer han, at det vil udløse en lavine af forslag til, hvordan hans penge så kan gøre gavn. Kan han ikke bare donere dem til en af de børnehaver, hvor forældrene selv må betale for sand i sandkassen? Eller til et plejehjem, hvor de demente kun får skiftet ble en gang om dagen?

Hvis direktøren gerne vil beholde pengene, dur den forklaring ikke.

Så kan direktøren – hvis vi fx taler om en kommunaldirektør - i stedet vælge at sige, at man lige skal huske, at han er chef for samtlige kommunens ansatte. Det er et meget stort ansvar.

Ved nærmere eftertanke kan han så udvide det til at sige, at han i virkeligheden er chef for samtlige beboere i kommunen, eftersom stort set alle borgere bruger vejene. Og hvis de ikke bruger vejene, så får de muligvis snart brug for en af kommunens kirkegårde.

Umiddelbart lyder det som et fint argument. Få tænker på, at kommunaldirektøren nok aldrig har hilst på rengøringskonen eller børnehavepædagogen, selv om hun tæller med i hans statistik; ja, de tænker næppe på, at han formentlig til hverdag ikke omgås andre end den øvrige ledelse.

Til alle de mange andre har han jo ansat ledere under sig, som har andre ledere under sig, som har ledere under sig til at tage sig af ansatte på alle niveauer.

Dog risikerer man, at folk kommer i tanke om borgmesteren, som har ansat bemeldte kommunaldirektør. For hvad med ham, har han så kun kommunaldirektøren under sig? For de kan vel ikke begge to hævde at have alle de andre under sig, for så tælles de samme mennesker to gange, og tre når vi tager vicekommunaldirektøren med og fortsæt selv?

Helt galt går det naturligvis, når folk pludselig kommer i tanker om statsministeren. For han tjener af en eller anden grund mindre end mange af bemeldte direktører, selv om han efter samme skala har 5,7 millioner mennesker under sig; hvortil naturligvis også henhører samtlige direktører i regionerne og kommunerne.

Endelig kan direktøren så vælge at sige, at hvis man vil have folk på hans niveau ansat i stillingen, så bliver man nødt til at betale det, det koster. Ellers går folk som ham andre steder hen.

Det er godt argument, for det er uafviseligt. Det er umuligt at bevise, om han kunne være gået et andet sted hen, for han har ikke gjort det. Det er også umuligt at bevise, at en anden til billigere penge kunne have gjort det lige så godt eller bedre, for der sidder ikke en anden; der sidder ham.

Hans påstand er, at i denne stol sidder den bedste, og eftersom han sidder der, må han jo være den bedste. Selv hvis det går rigtigt skidt for kommunen, er det ikke til at vide, om det ville være gået værre under en anden.

Men det bedste ved argumentet er sådan set, at det endda giver mulighed for, at direktørens hyre kan vokse endnu mere. For det er lige så uigendriveligt, hvis hans lønpakke var dobbelt så stor. Eller ti gange så stor. Han ville stadig hævde, at det er det, man må betale, hvis man vil have folk ansat som ham.

Og det er helt forståeligt. For sådan føles det at vinde i lotto; Jo mere man vinder, jo mere virker det som om, man har fortjent det.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
24 kommentarer
Vis kommentarer