Tidligere folketingskandidat for V: Løkken er lagt om Venstres hals

- Er Venstre et parti med en formand? Eller er Venstre snarere en formand med et parti, spørger tidligere kandidat for Venstre Anna Libak: - Der er meget få ting, partiformanden ikke har ment siden forrige valg.
- Er Venstre et parti med en formand? Eller er Venstre snarere en formand med et parti, spørger tidligere kandidat for Venstre Anna Libak: - Der er meget få ting, partiformanden ikke har ment siden forrige valg.

Anna Libak. Journalist, foredragsholder og medlem af Venstre.

I Venstre har man et slogan, som hedder 'Venstre ved man, hvor man har'.

Og hvor har man så Venstre? Ja, svaret på dét har i efterhånden mange år lydt, at Venstre har man dér, hvor Løkke er. Med den tilføjelse, at Løkke er der til gengæld ingen, der ved, hvor de har.

Det må de simpelthen vente og se.

Da resultatet af folketingsvalget i år var gjort op, var der stor glæde over, at Venstre var det samme sted som Løkke. Ingen var i tvivl om, at fremgangen var hans personlige fortjeneste. Det var hans pludselige og uventede forslag om et regeringssamarbejde med Socialdemokraterne, som vælgerne belønnede.

Ni mandater og en færing oveni.

Men det var ikke første gang, at Venstres succes stod og faldt med Løkke. Ved det forrige folketingsvalg i 2015 smed partiet nemlig hele 13 mandater på grund af Løkkes bilagssager.

Dengang var det knap så sjovt, at Venstre var det samme sted, som Løkke var.

Den kamp, der er brudt ud i Venstre efter folketingsvalget, er denne gang ikke bare en magtkamp i toppen. Nej, det er en langt bredere kamp om, hvad Venstre er for et parti. Er Venstre et parti med en formand? Eller er Venstre snarere en formand med et parti?

I flere år har formanden således fastlagt partiets politik ud fra de skiftende politiske konjunkturer. Politikken er blevet til på løkke og fromme. Ud fra hvad der var politisk opportunt i øjeblikket. Og det har formanden gjort så dygtigt, at det i dag er svært at sige, hvad Venstre i grunden står for politisk. Der er meget få ting, partiformanden ikke har ment siden forrige valg.

Han har ment, at konventioner som FN's flygtningekonvention er utidssvarende. Så utidssvarende, at Danmark skal kæmpe for, at de bliver lavet om. Det mener han vistnok ikke mere. Nu mener han, at Danmark skal stå vagt om konventionerne. Og han mener det så meget, at han slet ikke vil høre tale om at lade Nye Borgerlige lægge stemmer til Venstres politik. Fy føj. De vil have et opgør med konventionerne, og det er simpelthen for fælt.

Han har også ment, at udgiftsstop og nulvækst i den offentlige sektor var Venstres politik. Det mener han vistnok ikke mere. I valgkampen lovede han i hvert fald at bruge hele råderummet på velfærd. Før ville han spare penge, nu vil han bruge penge.

Han har også tidligere været meget skeptisk over for de negative konsekvenser af grænsekontrol. Det hed sig endda, at når Dansk Folkeparti ikke kom i regering med Venstre efter valget i 2015, var det ikke mindst på grund af DF's bastante krav om permanent grænsekontrol. Det ville Venstre ikke acceptere. Det var uliberalt. Grænsebomme rejser man af nød og ikke af lyst.

Sådan er det vistnok ikke længere. For pludselig – hov - blev det under valgkampen i år en mærkesag for Venstre at gå ind for permanent grænsekontrol. Basta. Bom.

Og man kunne blive ved. Lige indtil valget var det Venstres politik, at de afviste børnefamilier måtte blive på Sjælsmark. Fordi udlændingepolitikken blev nødt til at være konsekvent.

Lige indtil valget var det nej til kvoteflygtninge, så længe Danmark fortsat giver asyl og familiesammenføring til tusinder hvert år.

Og lige indtil valget var det en bekymring i Venstre, at højere cigaretpriser blot vil føre til smugling og mere grænsehandel.

Men så kom valgkampen. Og lige pludselig mente Løkke noget andet. Helt spontant. Og måske kun privat? Fra dag til dag udviklede hans synspunkter sig uden forudgående varsel.

Mest overraskende var forslaget om, at Venstre skulle i regering med Socialdemokratiet. Også fordi det skete på baggrund af en bog. Det vidnede om, at Løkkes zigzag-kurs måske ikke altid var så spontan, som den havde taget sig ud.

Bare synd, at han ikke havde orienteret partiorganisationen, der i valgkampen havde udsendt daglige nyhedsbulletiner, der skulle anspore kandidaterne til kamp mod de røde. Mette lyver. Mette er utroværdig. Mette er en krejler. Hele partiorganisationens kampagne var lagt an på, at socialdemokraterne skulle tales ned under gulvbrædderne. De kandidater, der loyalt havde fulgt partilinjen, så lige pludselig meget dumme ud, da Venstre gerne ville indgå regeringssamarbejde med Frederiksen. Surt show.

Men strategien bar frugt. Ti mandater. Det er da noget. Respekt! Og man tilgav ham det. For valgresultatet denne gang talte for sig selv. Men allervigtigst betød succesen, at man endnu kunne overbevise sig selv om, at partiformanden handlede. som han gjorde, for partiets skyld.

For Løkkes rationale var - ræsonnerede man - nok det rigtige: Politik er en konspiration om at gribe magten. Og så må politikformuleringen komme undervejs.

Sådan var holdningen i partiet med de 35.000 medlemmer lige indtil det famøse Jensen-interview i Berlingske.

For her gik det galt for Løkke. Han begik to fejl.

Da Kristian Jensen i Berlingske undsagde Løkkes tilbud om regeringssamarbejde med Socialdemokratiet, kom han givetvis blot Løkke i forkøbet.

Frederiksen havde jo sagt nej, og så gav det ingen mening at lade tilbuddet stå ved magt. Venstre kan trods alt ikke i opposition kritisere og kurtisere Socialdemokratiet med overbevisning på én gang. Man kan samarbejde solen sort med Socialdemokratiet, som man altid har gjort, for sådan gør et ansvarligt parti. Men i regering skal man jo ikke. Ikke når Frederiksen har afslået og oven i købet havde udformet et forståelsespapir med rød blok.

Men Løkke blev så rasende over Kristians Jensen udmelding, at han fastholdt SV-regeringen som en mulighed.

Og det var en afgørende fejl. For derved fastlagde han partiets strategi for de kommende år i opposition: Venstre skulle bejle til Socialdemokratiet. Ægteskabstilbuddet skulle stå åbent.

Det fik alle de øvrige partier i blå blok til at lægge afstand til ham.

Den fremfærd kunne man ikke begrunde med, at han ville partiets bedste. Den kunne kun begrundes med, at han ville sætte Kristian Jensen på plads. Eftertrykkeligt. Stædigt insisterede formanden på et fiktivt politisk projekt blot for at vise, at han bestemte over Jensen.

Men hermed stoppede det ikke. For nu begik Løkke sin anden fejl, som heller ikke kunne bortforklares med partiets velbefindende.

Efter sommergruppemødet, hvor Jensen beklagede og undskyldte og trak i land i et væk, drog Løkkes tro væbner Claus Hjort ud på slagmarken. For rullende kameraer og siden på Facebook gik han til angreb på Kristian Jensen. Alle forstod, at hjorten var sendt i byen af formanden, fordi formanden i virkeligheden ikke var interesseret i at begrave stridsøksen. Nej, formanden ville have Jensen fjernet. Helt fjernet som næstformand. Om det så skulle koste en masse uro og ballade i det parti, som det er formandens opgave at samle.

Og dét udløste oprøret. For hvis ikke formanden selv behersker sine lidenskaber, hvorfor skal alle andre så holde sig tilbage? Hvorfor skal de finde sig i, at nordsjællændere som Løkke og Hjort slagter en stilfærdig midtjyde som Kristian Jensen, bare fordi han siger det, som de fleste er enige i? Nemlig at Venstre ikke skal være Frederiksens hjælperytter?

I forvejen var det jyske bagland jo rasende over, at deres største stemmesluger Inger Støjberg, der fik næstflest personlige stemmer i Venstre efter Løkke, blev vraget som næstformand for folketingsgruppen. Åbenbart var det nu Jensen, der skulle dumpes.

Og denne gang er det langt giftigere end i 2014. For oprøret udgår fra græsrødderne: Fra vælgerforeningerne og de regionsrådspolitikere i Venstre, som Løkkes sundhedsreform ville have afskaffet. Det er Udkanten mod Hovedstaden. Land mod By. Medlemsdemokrati mod topstyring i et parti, der stadig med 35.000 medlemmer har en meget klar selvopfattelse af at være folkeligt forankret.

Så kan det ende løkkeligt?

Det kommer an på, om der bliver andre kandidater til formandsposten end Løkke på landsmødet.

Lige nu ser det ikke sådan ud. Ingen tør fremprovokere et kampvalg, hvor der uvægerligt vil være vindere og tabere, som vil grundlægge nye brudflader, der kan sprænge partiet i årene fremover.

Ingen har lyst til at begynde en karriere som partiformand med at være kongemorder. Tænk blot på Jaime Lannister fra 'Game of Thrones'. Kingslayer var det eneste, befolkningen i Westeros forbandt ham med, uanset hvor brav en kriger han siden var.

Desuden er de mulige udfordrere grebet af paranoia efter 2014, hvor Løkke spillede Gade ud mod Jensen. Tænk, hvis Løkke overtaler en eller anden populær støtte til også at stille op for at splitte stemmerne på landsmødet? Alt er muligt. Løkken er lunefuld.

Faktisk er der kun én i Venstre, som intet har at miste på at udfordre formanden. Og det er Kristian Jensen. For han har allerede mistet alt. Hvis han stiller op, vinder han sandsynligvis ikke, selv om man aldrig skal sige aldrig.

Men med sin opstilling ville Jensen gøre det legitimt for andre også at melde deres kandidatur til formandsposten; fordi der så under alle omstændigheder skal være kampvalg på landsmødet.

Så ville Ellemann kunne melde sig. Og forhåbentlig også Gade. Og Lose. Og Støjberg. Det vil være godt med flere modkandidater, for en ny formands fremmeste kvalifikation skal jo ikke være, at han eller hun ikke er Løkke.

Jensen burde ikke have noget at betænke sig på. Ved at vove at stille op ville han vise, at han har det mod, som han i offentligheden siden 2014 er blevet skoset for at mangle. Nu har han chancen for et eftermæle som manden, der ikke stillede op i 2014, men gjorde det i 2019. Og begge gange for partiets, og ikke sin egen skyld.

For nok er Løkke måske endda den største magtpolitiker, som Danmark har haft i nyere tid. Men på det seneste har det handlet så meget om magt, at det helt har fortrængt politikken. 

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
73 kommentarer
Vis kommentarer