I Storbritannien diskuterer man for tiden, hvilke konsekvenser man egentlig skal drage af, at folk nu om dage selv må vælge deres køn. Diskussionen er udløst af, at Karen White, en transgender lesbisk, der både er dømt og på ny sigtet for voldtægt, sidste år blev anbragt i et kvindefængsel.
Her chikanerede hun flere indsatte seksuelt.
'Sagsøgte stillede sig meget tæt op af min klient, rørte ved hendes arm og blinkede til hende. Hendes penis var erigeret og stak ud over toppen af hendes bukser,' sagde anklageren. Karen White har indrømmet, at det er korrekt.
Og det er ikke første gang, man diskuterer den slags i Storbritannien.
Sidste år blev en anden selvidentificeret kvinde, Jessica Winfield, pludselig isoleret fra de øvrige fanger i det kvindefængsel, hvor hun var indsat. Rygterne gik i boulevardpressen, at hun havde forgrebet sig på de indsatte. Selv om mistanken aldrig blev bekræftet, kan man måske godt forstå, at den opstod. Jessica Winfield blev i 1995 som mand dømt på livstid for grov voldtægt og skulle afsone i et mandefængsel, men efter nogle år mærkede hun, at hun i virkeligheden var en kvinde, og efter to år blev hun overført til et kvindefængsel.
Sådanne historier vil der nok komme flere af i fremtiden. For det er tilsyneladende blevet vældigt populært at skifte køn i fængslet: I marts 2017 var der ifølge BBC 125 transgenderpersoner blandt de indsatte i England og Wales; hvilket var 55 flere end året før. BBC oplyser ikke noget om kønsfordelingen, men man kunne godt tro, at det mest er mænd, der skifter køn i fængslet. Så fedt er det nok heller ikke for en selvidentificeret mand med bryster at afsone i et mandefængsel.
Sagerne viser, at man i de vestlige lande måske ikke helt har gennemtænkt, hvad det betyder, når folk får lov til selv - uden krav om operation - at bestemme deres køn. Ja endda til selv at bestemme, at de slet ikke har noget køn.
Over hele den vestlige verden er transkønnede således blevet den sidste nye spændende minoritet, som velmenende mennesker i tolerancens navn har travlt med at anerkende. Uden at skænke det en tanke, hvor vidtrækkende konsekvenser det kan få for alle andre.
Feministerne får det i hvert fald svært. For hvis køn er flydende, og man selv kan bestemme, så giver det ikke længere mening at kræve ligelig repræsentation mellem mænd og kvinder. I USA har Demokraternes partiorganisation, DNC for eksempel ændret sit charter, så pladserne i partiets udvalg i fremtiden ikke længere skal fordeles fifty-fifty mellem mænd og kvinder, men 'skal være så ligeligt som muligt fordelt mellem mænd og kvinder (bestemt ud fra deres selvidentifikation), så variationen mellem mænd og kvinder i gruppen ikke overstiger en (1)'.
Samtidig er det besluttet, at dem, der nægter at lade sig kønsbestemme, også får plads, men ikke skal indgå i regnskabet over selvudnævnte mænd og kvinder.
Det betyder på klart dansk, at udvalgene i fremtiden kan komme til at bestå udelukkende af det, der i gamle dage hed mænd. Blot disse mænd selvidentificerer sig som en ligelig fordeling af kvinder, intetkøn og gammeldags mænd. Hvis nogen vil sige, at det omvendte da også teoretisk er muligt, altså at kvinder bare kan gøre det samme, har de ret.
Men jeg vil se det, før jeg tror det. Mænd har det med at ville være bedst til alting; og naturligvis bliver det også dem, der er bedst til at være kvinder.
Og på den baggrund vil jeg faktisk mene, at det var bedre, hvis man undlod at gøre køn til en fritvalgsordning. Jeg er helt med på, at der er folk, som føler sig som det modsatte køn, men det er ikke, fordi deres køn er flydende, men fordi deres kønsidentitet er det. Det er noget andet. Ellers kunne man jo med samme ret påstå, at hudfarve er valgfri. Der er også farvede, der hellere være hvide; det er grunden til, at der sælges så mange blegemidler i Afrika og Asien.
Og der er hvide, der hellere vil være farvede, som Rachel Dolezal i USA der i årevis lod som om, hun var sort.
Ja, hvad er i grunden argumentet for, at højde og vægt ikke skal være valgfri? Der er høje mennesker, der gerne vil være lavere og lave mennesker, der gerne vil være højere, og der er tykke mennesker, der gerne vil være tynde, og tynde mennesker, der gerne vil veje mere. Og hvorfor skal andre bestemme, om man er barn, gammel eller ung? Der er gammelkloge børn, der føler sig ældre end de er, og der er rigtig mange ældre mennesker, som aldrig er blevet voksne. Tro mig, transkønnethed er kun begyndelsen.
Og kom nu ikke og sig, at køn adskiller sig fra alle andre biologiske karakteristika. For hvad er en kvinde og en mand ud over biologiske bestemmelser? Det har vi diskuteret i tusinder af år, uden at opnå nogen form for enighed. Kigger man sig omkring, finder man formodninger, antagelser, påstande og postulater, men ingen stabile svar.
Angela Merkel og Pamela Anderson synes at fortolke deres kvinderolle ret forskelligt. Det samme gør Trump og Ole Henriksen på mandesiden. Spektret er så bredt, at der burde være rigeligt med plads til folk, der føler og opfører sig som det modsatte køn eller bare helt kønsneutralt.
For naturligvis er kønsidentitet valgfri, men det er køn altså ikke: Det sidder mellem benene. Og hvis nogen skal i fængsel, bedes ordensmagten kigge ordentligt efter.
