1 kampdag og 364 fredsdage

Tegning. Allan Buch
Tegning. Allan Buch

Bent Falbert. Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.

slap vi igen, sagde naboen med et tilfreds grin.

– For hvad dog? spurgte jeg dumt.

– For alt det vrøvl med, at kvinder skal støttes og bæres frem og have særlige privilegier, fordi de ellers bliver tromlet af brutale mandfolk. Den debat er allerede slut, svarede han.

JEG TROR, NABOEN HAR RET. Når jeg ser tilbage på kvindernes internationale kampdag 8. marts 2018 var den mest noget, der foregik i radio- og tv-programmer med lave seertal – og på forsiden af Politiken.

Her skældte den sædvanlige kødrand (undskyld!) af magistre fra RUC og omegn ud, suppleret af professor Drude Dahlerup. Hun har siden 1998 beskæftiget sig med kvindeforskning på universitetet i Stockholm og fiskes altid frem af medierne ved den slags lejligheder.

Det skyldes nok, at hun årti efter årti formår at holde galden flydende, godt båret frem af den altid politisk korrekte meningsdannelse i Sverige.

’Lige nu ser vi jo, at #metoo-debatten har fået samlet mange forskellige stemmer til at diskutere de usynlige strukturer, der ligger i samfundet mellem kønnene. Den debat har været med til at genetablere et samlet fokus’, sagde hun til Politiken.

Læs lige de to sætninger igen. Er de uforståelige, eller er det bare min svage begavelse, der hindrer mig at begribe meningen?

I DANMARK er jura-professor Kirsten Ketscher den skrappeste tante, vi kan byde på. Hun er ’rystet over, hvor lidt ligestillings- og diskriminations-retslige spørgsmål fylder i den politiske debat’. Kirsten har ellers personligt gjort sit bedste for at piske stemninger op, både ved Københavns og Oslos universiteter. Men Kirsten er en skuffet kvinde:

’Jeg kan ikke pege på en eneste ligestillingsminister, der har interesseret sig for at bringe ligestillingen fremad. Jeg kan ikke sige, hvem af dem der har været værst, men konkurrencen er knivskarp’, smasher hun. Og tilføjer, at Danmark har haft mange middelmådige statsministre.

Jamen, hvordan skulle sådan nogle evne at rekruttere dygtige ligestillingsministre? Og hvordan er det lykkedes dem at overse professoren som minister-emne?

Professor Ketscher fremhæver som sin første kritik den kønslige skævhed, der består i, at andelen af kvindelige professorer er faldet. Man kan vel tillade sig at kalde synspunktet en anelse nærsynet.

HVAD ANGÅR SKIFTENDE ligestillingsministres konkurrence om at være dårligst til at fremme ligestilling, har jeg foretaget min helt egen uvidenskabelige undersøgelse af vælgernes kendskab til elendigheden.

Jeg begyndte med at spørge de første 20, jeg mødte, om navnet på Danmarks minister for ligestilling. Ingen af dem anede det!

Da jeg forklarede professor Ketschers kritik af ministrene, fremgik det, at indehaveren af professortitlen også var folk ubekendt.

MENS DU, KÆRE LÆSER, som en rasende spekulerer over navnet på den regerende ligestillingsminister, glæder jeg mig over det fremskridt, der skete i år under den faste 8. marts-debat om barselsorlovens fordeling.

Traditionelt har rød stue og feministisk cafélatte-bar argumenteret for, at mænd skulle tvinges på barselsorlov en fast del af perioden. Dels for at få en nært forhold til barnet. Men især for, at mødrene ikke skal lide et karrieretab ved at være længere tid væk fra arbejdspladsen end fædrene.

I år forekommer det mig, at der har vist sig en art flertal for, at familierne selv skal have lov at aftale, hvordan de vil fordele barselsperioden. Hvem skulle også være bedre egnet til at afgøre dét?

DEN FUNGERENDE ligestillingsminister, hvis navn jeg tilbageholder nogle linjer endnu, afviser at være ansvarlig for manglende initiativer. Hun siger, at uligheder er kollegernes skyld. Mange andre ministre bærer ansvaret for, at mænd og kvinder ikke behandles ens, hævder hun. Man kan sige, at hun udgør en slags #notme-holdning.

Det mest forbavsende tal, jeg er stødt på i den del af debatten, der flyder af #metoo-opgøret, leveres i Politiken af kønsforsker Anette Borchorst. Hun har fundet frem til, at seks procent af danske kvinder har været udsat for seksuel krænkelse på arbejdspladsen.

Det lyder for mig som et forbavsende lavt antal. Forklaringen er – gætter jeg – at Borchorst var så forbasket uheldig at foretage sin undersøgelse sidste år. Altså længe før #metoo-opstandelsen gjorde det mondænt at melde sig som offer.

NÅ, DER ER KUN et års tid til næste 8. marts – så der er gode muligheder for nye undersøgelser med værre resultater.

Men indtil videre må jeg konstatere, at den danske kalender består af én kvindelig kampdag – og 364 ret fredelige dage rent kønspolitisk. Tak for det.

Til sidst skylder jeg navnet på vor regerende ligestillingsminister. Hun hedder Karen Ellemann (V) og er i sin spildtid yderligere minister for nordisk samarbejde.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
5 kommentarer
Vis kommentarer