Blair, blod og bedrag

Bent Falbert. Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.

Jeg kan nemt forstå, at Venstreregeringen anstrenger sig for at afværge en kommissionsundersøgelse af Anders Fogh Rasmussens bevæggrunde til at sende Danmark i krig i Irak i 2003.

Hele vejen gennem beslutningsprocessen lagde statsminister Fogh sig i rumpen på den britiske premierminister Tony Blair. Blairs argumenter blev Foghs. Men i en ny bog, ’Brudte løfter’, dokumenterer den navnkundige britiske kulegraverjournalist Tom Bower, hvordan Blair pressede og truede embedsmænd til bl.a. at konstruere løgnehistorien om diktator Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben.

Manden uden moral

Bower kalder premierministeren ’manden uden moral’, og han har gjort sit hjemmearbejde grundigere og mere overbevisende end før set. Kilderne er 200 stabschefer, ministre, generaler, admiraler, samtlige forsvarschefer og ledere af efterretningstjenester, bl.a. den hemmelige militære organisation MI6.

I midten af spindelvævet sad Blair med sin spindokor Alastair Cambell og kontrollerede, hvem der fik hvad at vide. Selv topministre i kabinettet blev holdt i uvidenhed til det sidste om Blairs krigsplaner. Han sendte 42.000 soldater af sted til Irakkrigen. 179 af dem kom hjem i ligposer.

Det fremgår af Bowers efterforskning, at Blair allerede tænkte på krig, da terrorister fløj to fly ind i tvillingetårnene på Manhattan 11. september 2001. ’Vi vil støtte US i alt, hvad de vil gøre, lød hans første kommentar. På det punkt holdt han ord.

Men grundlaget for at gå i krig skaffede premierministeren på aldeles ureglementeret vis. Hverken MI6 eller andre britiske agenttjenester havde pålidelige folk i Irak. Det bevirkede, at de få oplysninger, som kunne indsamles, blev dramatiseret på Blairs ordre. Forbehold blev simpelt hen skåret ud. Formodninger forvandlet til kendsgerninger.

Bare balloner

Tvivlsomme irakiske eksistenser i udlandet blev ophøjet til topagenter med dyb indsigt i Saddam Husseins våbenlagre. Bl.a. blev det hævdet, at Irak med 40 minutters varsel kunne affyre raketter med dødelige giftstoffer. Rent vrøvl.

Da britiske tropper stod i Irak, fandt de ud af, at de farlige kemiske våben ved nærmere eftersyn var vejrballoner, som kunne transporteres rundt i lastbiler.

Tony Blairs stil var helt oplagt management by fear – altså ledelse via frygt. Rigsadvokat Peter Goldsmiths advarsel om, at udskiftning af Saddams regime ville være ulovlig uden FNs godkendelse, gad Blair ikke høre på. Han gik simpelt hen bort fra at nævne udskiftning af Saddam som et af målene med invasionen.

John Scarlett, chef for British Secret Service, leverede til gengæld præcis, hvad Blair ønskede sig: Et dokument, som beskrev Saddams uhyrlige lager af masseødelæggelsesvåben. Alt sammen baseret på én løgnagtig kilde, der håbede på rigdom og berømmelse. De sidste opnåede han, for Blair brugte hæmningsløst de fejlagtige oplysninger i parlamentet.

Forsvarschef, admiral Michael Boyce, var blandt få spidser i den militære ledelse, som vovede at stille sig kritisk an over for Blair. Boyce forlangte bedre våben , flere skudsikre veste og pansrede køretøjer. Ellers ville invasionen blive kostbar i liv.

Blair fejede ham af med, at det i FN skulle se ud, som om Storbritannien stadig kæmpede for en fredelig aftale med Saddam. Dette skuespil ville blive saboteret, hvis det blev kendt, at briterne var i fuld gang med at opruste styrkerne.

Huskede dårligt

Og forsvarsminister Geoff Hoon? Han sad såmænd helt stille og fandt sig i, at Blair kørte rundt med hele forsvarsapparatet uden at spørge Hoon om noget.

Det britiske krigseventyr førte til Chilcot-høringen i januar 2010. Blair mødte som vidne nr. 84, solbrændt og med 100 mio. kr. i banken fra foredrag, bøger og især rådgivning af arabiske regimer.

Han bestred indædt, at han havde skjulte krigsplaner allerede i 2001 og 2002, men fra april 2002 havde kabinettet drøftet regime-ændringer i Bagdad. Da det ikke fremgik af referater fra ministermøderne, mente han, at de måtte være forkerte!

Blair kunne heller ikke mindes, at han skulle have sagt nej til forsvarsledelsens ønske om sikrere materiel, hvilket kostede meget britisk blod.

Hvad med Anders?

Deltagerne i høringen lod ham slippe for flere nærgående spørgsmål. Dét gør bogens forfatter Tom Bower ikke. Tony Blair står tilbage som en afklædt løgner.

Den officielle undersøgelse af krigsforløbet ledes af Sir John Chilcot. Han arbejder på sjette år med at hitte ud af, hvad der foregik i Downing Street 10. Ingen venter et resultat, der nærmer sig Bowers grundige afdækning af Blairs diktatoriske numre.

Hvis den danske undersøgelse af Anders Foghs krig nogensinde realiseres, må man huske at udspørge Tom Bower. Ingen ved bedre besked – fraset Tony Blair. Og han lyver.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
8 kommentarer
Vis kommentarer