Den store dansker

Tegning: Allan Buch
Tegning: Allan Buch

Bent Falbert. Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.

Folkepartist Martin Henriksen går over gevind’, mener Bertel Haarder. ’Det er det glade vanvid’, supplerer biskop Elisabeth Dons Christensen.

Begge taler om den nye dansk-test, som udgør Martin Henriksens bidrag til danmarkshistorien. Dansk Folkepartis fremmed-ekspert har nemlig helt selv udviklet krav til en dansk-prøve, som overgår, hvad selv Socialdemokratiets mest opfindsomme spidser har evnet at udtænke.

Nu skal diverse flygtningetyper ikke længere tro, det er nok at kende navnet på Olsen-Bandens instruktør for at blive lukket ind til børnepengene i vort herlige land. Næ, vi taler om prøver, som de færreste fremmede vil slippe gennem. Hvilket netop er meningen.

Martin Henriksen lufter dog en anden opfattelse. Han mener, at med en tilpas mængde danskhed i hjertet kan elementære religiøse spørgsmål nemt besvares. Han siger til Jyllands-Posten:

’Hvis man kommer her til landet som indvandrer, skal man i hvert fald tilegne sig viden om kristendommen og deltage i de kristne højtider, for at man kan blive dansk.’

Den store danske skikkelse tilråder, at fremmede på dansk jord går i kirke juleaften, ’for så er man da i det mindste på rette vej’, nemlig hen imod Martin Luthers lære.

For at sikre, at den protestantiske reformators danske navnebror selv er i besiddelse af det rette kristne sind og den fornødne dybe indsigt i kristne ritualer og højtider, har Gabestokken stillet Martin Henriksen ti spørgsmål i den genre, han vil have fremmede til at svare på:

1) Hvad er pinse?

Henriksen: – Det er et par dejlige fridage,

hvor vi kan fejre, at foråret er kommet.

Niks, Martin. Pinsen fejres, fordi Helligånden kom til jorden og fyldte alle disciplene med ild, så de fik mod til at gå ud og kristne verden.

2) Hvornår fejrer vi pinse?

Henriksen: – Det gør vi, som vinden blæser, engang efter påske.

Niks, Martin: Pinsen ligger præcis 50 dage

efter påske.

3) Hvad er den vigtigste kristne helligdag?

Henriksen: – Det er juleaften. Jesus bliver født, og folk begynder at få julegaver.

Niks, Martin. Påskedag er vigtigst, fordi Jesus genopstår.

4) Hvad er skærtorsdag for noget?

Henriksen: – Jo, skærtorsdag fik jøderne slebet skæret på deres knive.

Niks, Martin. Skærtorsdag betyder renselsesdag. Jesus vaskede sine disciples fødder og indtog den sidste nadver med dem.

5) Hvad betyder langfredag?

Henriksen: – Dagen blev noget langtrukken, inden folk kunne komme i sommerhuset, fordi Jesus selv skulle slæbe sit kors hele vejen gennem byen, inden han blev hamret op på det. Det ødelagde delvis weekenden

Niks, Martin. Langfredag blev som Jesu dødsdag oprindelig markeret med én lang gudstjeneste, der allerede begyndte torsdag aften og delvist var fastedag.

6) Hvad hed Københavns tidligere biskop?

Henriksen: – Den var nem: Kai Normann Andersen!

Niks, Martin. Kai Normann Andersen var komponist. Den forrige bisp hed Erik Norman Svendsen.

7) Hvordan lyder det ottende bud?

Henriksen: – Du må ikke bryde ægteskabet.

Niks, Martin: Du må ikke vidne falsk mod din næste.

8) I hvilket århundrede fandt reformationen sted?

Henriksen: – Det er godt nok længe siden. Vel i 1200-tallet.

Niks, Martin. Det var i begyndelsen af 1500-tallet.

9) Hvem var Martin Luther, og hvad protesterede han imod?

Henriksen: – Han var en sort ballademager, der gik protestmarch i USA og talte mod racediskrimination.

Niks, Martin. Han var en tysk munk, senere teolog, som i 1517 protesterede offentligt imod den katolske kirkes salg af afladsbreve, som tilgav folks synder mod klækkelig betaling.

10) Hvilken forret spiser kongefamilien juleaften?

Henriksen: – Øh … kaviar og hummer.

Niks, Martin. Det rette svar er: Risengrød.

Facit: Ti spørgsmål. Ti forkerte svar. Martin Henriksen må gå på bibelskole eller forlade landet.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
8 kommentarer
Vis kommentarer