Det er uretfærdigt, at kun Danmark bliver skammet ud

Bent Falbert. Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.

Jeg skal love for, at Danmark bliver skældt ud på grund af regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokraternes skærpede asylpolitik. Men jeg bringer trøst: Vi har også fået nye venner, nemlig det hollandske tv-program Zondag met Lubach.

Derfra lyder budskabet til flygtninge: - Tag ikke til Holland. Du kommer ikke ind. Tag til Danmark og få et legohus. Danskerne er mere intelligente end hollænderne. F.eks. ser de komplicerede danske tv-serier uden undertekster.

TV-programmet fremhæver, at Danmark har mange kulturelle forbindelser til den muslimske verden. Muhammed stammer således fra en århusiansk forstad. Det var nemlig hér, de første tegninger af profeten blev fundet.

Operationen lykkes

Det er uretfærdigt, at kun vores nation bliver skammet ud i denne tid, fordi vi skærper asylpolitikken. Men jeg véd ikke, hvorfor regeringen jamrer på grund af en smule tegning af Lars Løkke i en venstresnoet britisk avis – plus lidt skrål fra den nye pyromanbande: Jens Rohde, Uffe Elbæk og Morten Helveg Petersen. Lad os kalde dem Akkari 2.

For sig mig: Var det ikke meningen, at flygtninge skulle skræmmes væk? Hvorfor så hænge med næbbet, når det muligvis lykkes? Briterne er i øvrigt de sidste, der kan kritisere os. I 2015 brugte de 0,02 pct. af bruttonationalproduktet på flygtninge, mens Danmark leverede 0,47 pct., dvs. 23 gange så meget.

Bulgarske skurke 

I stedet for at fremstille Danmark som Europas flygtningeskræmsel nr. 1 skulle kritikerne hellere kaste sig over Bulgarien. Human Rights Watch har netop afsløret, at bulgarsk grænsepoliti ikke blot stripper flygtninge for alle deres penge, men også snupper deres mobiltelefoner og mad. Grænsekorpset har endda stjålet flygtninges sko – hvorefter de barfodede stakler blev gennet tilbage til Tyrkiet med slag og spark!

I Der Spiegel beskriver en gruppe på 45 flygtninge, at en politihund bed sig fast i et barn, som den slæbte 15 meter væk.

Hvad angår beslaglæggelse af flygtninges værdier, fører Danmark kun, når det gælder evne til at tiltrække kritik. Hvad realiteter angår, er teflonbelagte Schweiz 20 år foran Danmark. Statens sekretariat for Indvandring i Bern oplyser, at myndighederne har lov at konfiskere flygtninges værdier over 1.000 CHF (6.700 kr.) – og de gør det. I 2015 er der således beslaglagt 1,4 mio.kr. fra 112 flygtninge. Det er 12.500 kr. pr. næse.

Ligesom i Danmark freder politiet ejendele af ’følelsesmæssig værdi’. Da Schweiz er millionærernes ven, findes der en regel om, at der højst kan beslaglægges 100.000 kr. pr. flygtning. Pengene skal dække sagsbehandlingen.

Tysk konfiskation

De to store tyske delstater Bayern og Baden-Württemberg napper også penge fra flygtninge uden at blive ramt af kritik fra omverdenen. I Bayern kan myndighederne lægge hånd på enhver flygtningeformue over 5.600 kr., siger indenrigsminister Joachim Herrmann til Bild-Zeitung. Den bayerske grundighed omfatter sjovt nok ikke en opgørelse af, hvor store beløb, der er konfiskeret. Men ligesom i Danmark er kravet, at asylsøgere skal betale med egne penge og værdigenstande, før de kan få offentlig bistand. Det gælder også familiesmykker.

I Baden-Württemberg er grænsen for, hvad en flygtning må beholde, helt nede på 2.600 kr. I december 2015 skal asylsøgere i snit have afleveret over 10.000 kr. Også dér er kravet, at egne midler skal bruges, før sociale ydelser kommer på tale.

Grænser lukkes

I Danmark skal flygtninge med midlertidig beskyttelse vente tre år på at få familiesammenføring – og selv betale rejsen. Reglen vil dog kun ramme de 20 pct. af asylsøgerne. Forbundsstaten Tyskland indførte i torsdags en tilsvarende praksis med to års ventetid. Der er ingen dansk grænse for, hvor mange flygtninge vi lukker ind. Sådan én har Østrig: Højst 37.500 mennesker i løbet af 2016. Makedonien, Serbien og Kroatien reagerer med grænselukninger for ikke at brænde inde med flygtninge, som hidtil har passeret Balkan med kurs mod Tyskland og Østrig.

Den seneste store beslutning er truffet af de ellers så fromme svenskere, hvis statsminister mente at have plads til endeløst mange flygtninge. Det mener han ikke længere. Sverige vil nu udvise hele 80.000 mennesker, der således aldrig lærer at elske de endeløse, mørke skove.

Finsk kuldechok

I Finland har en række skuffede flygtninge helt af sig selv besluttet at flygte tilbage til Irak. Det er ikke det depressive finske menneskesind, der jager dem retur til hjemlandet – men simpelt hen kulden i de tusind søers land.

Hundrede tusinde saunaer har ikke opvejet savnet af Iraks sol. Åbenbart anser de frostgraderne for at udgøre en større trussel mod deres helbred end det religionsforstyrrede irakiske regime.

Mange lande står således sammen om at knuse flygtningenes lyserøde fantasier om det forjættede Europa. Men det er Danmark, der for tiden får tævene for, at drømmen brast.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
8 kommentarer
Vis kommentarer