EU-bosserne kvajer sig

Bent Falbert. Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.

Teknologifirmaet ’Intelligent Environments’ har opfundet et armbånd, der kan indstilles til at give et markant stød på 255 volt, hvis man overtrækker sin bankkonto eller bruger flere penge, end budgettet tillader. Den perfekte gave til visse kvinder. Opfindelsen hedder Pavlok, opkaldt efter den russiske psykolog Ivan Pavlov, hvis eksperimenter med hunde viste, at belønning og straf kan regulere adfærd.

Armbåndet kan også indstilles til at afgive advarende stød af andre grunde. F.eks. afværge neglebideri, syvsoveri eller rygning.

Jeg foreslår, at EU-kommissionen anskaffer 28 armbånd – et til hver kommissær. Det skal indstilles til at give stød, hver gang kommissionen gribes af lyst til utidig indblanding i en medlemsstats interne forhold.

 

De dummer sig

 

Få oplevelser er så grinagtige, som når disse 28 selvhøjtidelige spidser dummer sig for alvor. Et træffende eksempel er kommissionens seneste ordre til Storbritannien om at bygge mindst 220.000 boliger om året, for at der kan blive plads til de mange indvandrere fra andre EU-lande!

I stedet for en skrappere grænsekontrol går EU-kommissionens pålæg til den britiske regering ud på at ’tage yderligere skridt til at udvide boligmassen’.

Evnen til sammenhængende tænkning kan ikke være stor blandt de 28 kommissærer. For dette krav er selvsagt en gave til EU-modstanderne op til den britiske folkeafstemning 23. juni om fortsat medlemskab af EU. Nu kan de argumentere imod, at EU vil plastre Storbritannien til med betonbyggeri og i det hele taget fremme landets vældige indvandring af EU-borgere.

 

En folkevandring

 

Alene i marts flyttede 224.000 mennesker fra andre EU-lande over blandt briterne, så der nu er 2,15 mio. EU-borgere i landet plus et ukendt antal, som arbejder sort og ikke lader sig tælle. I 2015 voksede beskæftigelsen i Storbritannien med 413.000, men heraf snuppede tilflyttere fra andre EU-nationer 330.000 arbejdspladser.

Premierminister David Cameron siger kryptisk, at han er ’stolt af at være EU-skeptiker’. Dog ikke mere, end at han anbefaler et ja til at blive i EU. Den fhv. marxist Jeremy Corbin, som er formand for Labour, turnerer landet rundt med sin ja-kampagne. Men han opfattes blandt mange arbejdere som forræder, fordi han ikke har noget værn mod, at indvandrere napper jobbene eller kommer på social bistand.

Yderligere er hans Europa-talskvinde Pat Glass kommet galt af sted ved at kalde en labourvælger ’en frygtelig racist’, fordi han havde kritiseret EU-indvandringen. Glass måtte helt ned på knæ og sige be-be. Labour blev slemt ramponeret.

Blandt Londons unge borgere fra EU er der på internettet opstået bevægelsen PleaseDontGoUK.com (Gå Venligst Ikke Storbritannien). Den ledsages af kampagnen HugABrit (Kram En Brite). Hensigten er at kvæle EU-modstanden i kærlighed.

 

Skrider flertallet?

 

Her en måned før folkeafstemningen ser det ikke så tosset ud for dem, der gerne vil forblive i EU. En frisk meningsmåling gav i fredags EU-tilhængerne 52 pct., mens modstanderne fik 41. Resten véd ikke, hvad de vil. Blandt de, der for alvor agter at stemme, er tallene endda 57 for og 43 imod.

Men så er det altså, at EU-kommissionen slår til med ordren om at bygge lejligheder til EU-borgere. Sidste år ankom 800.000 – langt flere end forudset. Finansministeriet venter tre millioner EU-indvandrere indtil 2030, og at det samlede befolkningstal til stige fra 63 til 76 millioner i løbet af næste generation.

Regeringsmedlem Chris Grayling, der er EU-modstander, siger til Daily Mail, at hvis man føjer EU-kommissionen, vil det ’forandre dette lands natur og karakter på mange områder’.

En meningsmåling i Daily Mail og ITV viser, at 62 pct. af briterne synes, at det er ´for meget’, hvis der ankommer tre millioner EU-borgere tiden indtil 2030.

Folk bliver også spurgt, hvor sikker EU bliver, hvis Albanien, Makedonien, Montenegro, Serbien og Tyrkiet bliver medlemmer. 47 pct. svarer ’mindre sikker’, 37 pct. ’mere sikker’.

Men på spørgsmålet, om risikoen for en stor krig i Europa er mere sandsynlig , hvis Storbritannien forlader EU, svarer 85 pct., at det ikke gør nogen forskel.

 

Nul indblanding

 

Det spændende er nu, om de 28 kommissærers ordre om at booste boligbyggeriet til EU-indvandrere påvirker folkestemningen. Barack Obama og Hilary Clintons anbefalinger af fortsat EU-medlemskab er ikke blevet modtaget godt. Bland jer ikke i det britiske folks beslutning, svarede folk.

Men netop på dette kvajede tidspunkt er det, at Margrethe Vestager og de 27 andre kløgtige hoveder stiller deres krav om at plastre store dele af landet til med betonbyggeri, så millioner af EU-indvandrere har et sted at bo.

Ordren er en gave til EU-modstanderne. Men hvor stor?

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
14 kommentarer
Vis kommentarer