Forbrydelser blandt unge rasler ned

Bent Falbert. Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.

Det bedste, man kan miste, er fordomme. Men det er svært, når de er groet fast i vores hoveder gennem årtier.

F. eks. har mange danskere den forestilling, at ungdommen bliver mere og mere kriminel.

Det passer bare ikke, når man lægger politiets statistik ved siden af Det kriminalpræventive Råds tal og Center for Ungdomsforsknings opgørelser.

Børn og unge under 17 år overtrådte straffeloven 26.000 gange for ti år siden. I 2015 dalede antallet til under 12.000.

Der er ikke tale om, at purunge danskere er mere lovlydige end nabolandenes – for de ser samme drastiske fald i kriminaliteten.

Irriterende Balvig

Under diskussioner om fænomenet hører jeg ofte den indvending, at ungdomsforbrydelserne måske nok falder i antal. Til gengæld er de blevet grovere. Men det er der intet belæg for i nogen statistik.

Det står derimod klart, at de, der undgår kriminalitet som unge, forbliver lovlydige som voksne.

Professor emeritus Flemming Balvig har irriteret journalister i to generationer ved altid at pege på områder i sin krimistatistik, hvor det gik den pæne vej. Han gik også stærkere imod hårdere straffe end selv Det radikale Venstre, hvor han burde være æresmedlem.

Journalister kan bedst lide historier om, at alting bliver værre og værre. Som årene gik, stillede pressefolk derfor stadig færre spørgsmål til denne story killer. Nu er han gået af, men asenet har aldrig haft mere ret! Forbrydelsernes antal blandt unge rasler virkelig ned.

Forklaringen

Hvad er forklaringen? Jo, dyre biler satellitovervåges, designmøbler mærkes, alarmer er hver mands eje.

Det er også nemt at finde psykologer, som siger, at de unge er blevet mere karrierebevidste og er klar over, at en blakket straffeattest udgør en kampesten på karrierevejen, som er endnu værre at trækkes med end selv den grimmeste tatovering.

Men den mest indlysende forklaring er en ganske anden - nemlig, at de unge mænd, der plejede at rende rundt i flok på gaderne og lave ulykker, i dag tilbringer mange timer hver dag foran computeren - hjemme eller på netcafeer, hvor de spiller mod hinanden.

Ofrene er ikke virkelige mennesker men figurer på en lysende skærm.

De fleste unge har simpelt hen ikke timer nok i døgnet til, at de kan nå at blive vaneforbrydere.

Ung forbedring

Kriminaliteten er faldet mest for unge under 15, hvor tre ud af fire nu er lovlydige. Blandt de 17-årige er to ud af fem ikke-kriminelle.

Der udfoldes store anstrengelser for at undgå kontakt mellem anholdte unge og voksne indsatte. For kommer de unge først ud på en blakket løbebane blandt professionelle kriminelle, smækker fælden ofte bag dem.

Men ligesom journalister ikke bryder sig om den glædelige beretning om dansk ungdoms drastisk stigende artighed, tror folk i almindelighed ikke på, at kriminaliteten daler i omfang. Fakta får ikke lov at trænge ind, fordi de kolliderer med fordommene.

Vi følges ad

Måske fremmer det forståelsen at sammenligne med udviklingen i vore nabolande. Dér er nemlig sket præcis det samme på de ti år: Både tysk, svensk og britisk ungdom noteres for næsten en halvering i antallet af kriminelle forhold. Samme tendens ses i USA. Trods de jævnlige skoleskyderier er selv antallet af drab faldet med små 50 pct. over 15 år.

Computerspillenes tiltrækningskraft er måske også skyld i, at vildt drikkeri og forbruget af narko er dalet i de lave aldersklasser. For evnen til at vinde de elektroniske spil aftager simpelt hen med graden af beruselse.

Tager masser af tid

De mange forældre, der jamrer over juniorers usunde liv foran de farvestrålende skærme, bør tænke på den elendighed, de undgår, fordi lille Poul simpelt hen ikke har tid til at begå alt det hærværk, alle de tyverier og al den vold, hans aldersklasse før blev registreret for.

Så til lykke med, at du mistede en fordom, kære læser. Det føles herligt, ikke sandt?

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
27 kommentarer
Vis kommentarer

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

En fuldtonet skandale