Her er den nye og meget lettere indfødsretsprøve

Bent Falbert. Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.

Danskertesten er for svær, siger alle mulige mennesker, efter at Politikens stikprøver har vist, at kun 783 af 2446 ansøgere til statsborgerskab bestod. Altså 32 pct.

Umiddelbart en ejendommelig reaktion. For prøven skal dokumentere, at eksaminanden mestrer et område. En prøve er vel ikke pr. definition for svær, blot fordi mange dumper? I så fald skal eksamen som statsautoriseret revisor, cand. merc. aud. på CBS, gøres betydeligt lettere, for her dumper 80 pct. af dem, der begynder på studiet!

Venstres og Socialdemokraternes ordførere er imidlertid enige om, at fremmedprøven skal lempes og de dumpede genindkaldes. Selv den skrappe integrationsminister, Inger Støjberg, vil se på, om dumpekandidaterne kan gives en chance mere efter sommerferien. Hun vil dog ikke være med til at gøre prøve nr. to gratis. Den skal fortsat koste 738 kr. Det er også billigt for at blive dansker.

Nielsen og Olsen

Den offentlige kritik er navnlig rettet mod prøvens spørgsmål om, hvilket år komponisten Carl Nielsen er født, og hvornår Olsen-bandens første film havde premiere. Det er da ellers noget, enhver gammeldansker véd, stående på ét ben kl. tre om natten, ikke sandt?

Men det er åbenbart for meget forlangt, at sådan en storsnudet afrikaner eller opblæst syrer tilegner sig den slags elementær viden om deres nye lands store skikkelser inden for musik og film.

Venstres eftergivende indfødsretsordfører, Jan E. Jørgensen, finder det ’ikke særlig vigtigt’, om en danskerkandidat aner, hvornår en Olsenbandefilm blev optaget. Se, dén letfærdige ligegyldighed over for dansk filmkunst vil Jørgensens mor ikke bryde sig om. Jeg tror, Jan skal passe alvorligt på, at moderen ikke standser uddelingen af hyldestdigte om sønnen foran Meny på Frederiksberg. Det kan koste ham mandatet!

Fik facitlisten

Prøvedeltagerne med den ringe beståelsesprocent har endda kunnet læse sig til samtlige svar i en udleveret bog. Men de fleste har altså ikke orket at betjene sig af denne facitliste, hvilket tyder på, at de ikke hører til Middelhavets kvikkeste matroser.

Inger Støjberg vil fastholde sværhedsgraden, uanset antallet af dumpede. Men både Jan E. Jørgensen og socialdemokraternes ordfører Mattias Tesfaye erklærer, at deres partier går ind for en nemmere nationaliseringsproces. Så mon ikke ministeren bliver nødt til at tilslutte sig sit partis politik?

Tilbud til S og V

For at Danmark kan give et større antal indvandrere indfødsret, har jeg som hjælp til Venstre og Socialdemokraterne udformet 15 spørgsmål, der kan erstatte den alt for svære prøve. Der er tale om en multiple choice test, hvor man i tidens ånd ikke selv skal finde på noget men blot vælge mellem nogle svarmuligheder:

 

1) Er Inger Støjberg:

a) Muslimsk imam

b) Sanger i Nykøbing F-revyen

c) Udlændinge- og integrationsminister

 

2) Er kontanthjælpen for en forsørger over 30 år:

a) 14.416 kr.

b) 587 kr.

c) Bortfaldet

 

3) Består den danske befolkning overvejende af:

a) Grundtvigianere

b) Jehovas Vidner

c) Hinduer

 

4) Hvor mange hustruer er det tilladt at have i Danmark?

a) Otte

b) Fire

c) En

 

5) Hvor mange burkaklædte kvinder er beskæftiget som kassedamer:

a) 11.586

b) 11.587

c) Ingen

 

6) Er det danske flag, Dannebrog:

a) Rødt og hvidt

b) Sort

c) Blåt med gule stjerner

 

7) Er den danske statsminister:

a) Neger

b) Kineser

c) Dansker

 

8) Søger du indfødsret:

a) I Paraguay

b) I Danmark

c) I Tanzania

 

9) Er den danske nationalret:

a) Stegt flæsk med persillesovs

b) Tørrede græshopper

c) Gæret hoppemælk

 

10) Kører trafikken i Danmark:

a) I højre side

b) Midt på vejen

c) I venstre side.

 

11) Hedder Danmarks dronning:

a) Ludmilla

b) Kirsten Birgit

c) Margrethe

 

12) Ligger Amalienborg slot:

a) I Hvidovre

b) I København

c) På Bornholm

 

13) Er der stor forskel på, hvad danske partier mener?

a) Nej

b) Nej

c) Nej

 

14) Hvad hedder junimødet på Bornholm?

a) Diktator-topmødet

b) Fætterfesten

c) Folkemødet

 

15) Hvor stor er din chance for at bestå denne prøve?

a) 100 pct.

b) 99 pct.

c) 98 pct.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
15 kommentarer
Vis kommentarer