Jeg går og venter. Det har jeg nu gjort i ni dage. Jeg venter på, at lederne af de
mange muslimske organisationer i Danmark skal tage sig sammen til at fordømme
massemordene i Paris, som Islamisk Stat har taget skylden for.
Modsat så mange kalder jeg det ikke at ’tage ansvaret’. For de meningsløse drab på
glade unge mennesker kan ikke forbindes med dén glose.
Men der er ikke kommet ét pip, hverken fra Muslimernes Fællesråd, Minhaj Welfare
Foundation, ungdomsforeningen Munida eller fra de mange andre organisationer,
som muslimer i Danmark har oprettet.
Først tænkte jeg, de var ramt af chok. Men efter ni dage er jeg ved at tabe troen på,
at vi nogensinde vil høre dem tage ærligt afstand fra deres trosfællers afskyelige
forbrydelser, begået i Allahs navn.
Terrorist Espersen
Et øjeblik troede jeg, at Det Islamiske Trossamfund havde taget sig sammen til at
vise lidt anstændighed. På dets hjemmeside faldt jeg nemlig over rubrikken:
’Pressemeddelelse: Det Islamiske Trossamfund tager stærkt afstand fra terror’.
Men trossamfundets politbureau udtaler sig slet ikke om de 132 drab og tre gange
så mange sårede i Paris. Næ, trossamfundet er såmænd bare ude efter Søren
Espersen, MF for DF, som i en kluntet udtalelse forudså, at det kan blive nødvendigt
også at bombe huse med kvinder og børn i, hvis IS skal renses ud af Syrien. ISmorderbanderne
gemmer sig nemlig fejt blandt civile.
Den ’terror’, trossamfundet tager afstand fra, udgøres alene af Espersen!
Terroristernes brutale nedslagtning af uskyldige mennesker tages der ikke stilling til!
Om massakren i Paris hedder det blot: ’Verden er på vej ind i en uendelig
voldsspiral, og intet synes at kunne stoppe denne.’
Pinagtig tavshed
Næ, Islamisk Trossamfund har i hvert fald intet at bidrage med. Dets talsmand,
Imran Shah, nøjes med at sige: ’Hvis vi skulle tage afstand fra dette her, vil det
betyde, at vi skal tage afstand fra en hvilken som helst terrorhandling i verden.’
Jamen, selvfølgelig skal I dét, hr. Shah. I særdeleshed skal I tage afstand, hver gang
primitive grusomheder rettes mod uskyldige ofre under påberåbelse af, at det er
Allahs vilje. For godt nok leverer Koranen mange anvisninger på bestialsk behandling
af vantro. Men der findes næppe noget skriftsted, som påbyder grundløs
nedslagtning af unge i hundredvis.
Jeg synes, det er pinligt, at Danmarks hundrede tusinder af muslimer dukker nakken
og lader, som om de nærmest intet har hørt om slagtehal Paris. Det er folk, som ved
hjælp af egne eller forældrenes ben er flygtet eller indvandret til Danmark for at
slippe væk fra brutale regimer i forarmede diktaturer.
Ingen muslimer
De burde omsætte glæden over at være sluppet ud af middelalderen til
taknemmelig opbakning af demokratiets frihedsrettigheder. Men da vi lørdag den
16. november stod 15.000 rystede og vrede men fattede demonstranter på Kgs.
Nytorv for at vise fasthed over for terroristerne – ja, da så jeg ikke én eneste muslim
på pladsen.
Jo, der stod en håndfuld kurdere med deres fane og særlige forhåbninger om et
fædreland. Men selv om jeg søgte rundt i forsamlingen, traf jeg ikke én muslim af
den genkendelige, solbrændte slags.
Der tales jævnligt om de arbejdsomme, tilpassede muslimer, som passer deres
hverdag uden at skabe ballade. Fint nok. Men jeg må udlede af deres fravær fra Kgs.
Nytorv, at muslimer i Danmark gerne vil nyde vort frie samfunds goder. Men de vil
ikke ofre en aftentime på at demonstrere, at de sætter det højere end nogle brutale
morderes kamp for at påtvinge os et sindssygt kalifat.
Det var ellers en god chance for at vise os gammeldanskere, at de ikke vil lade en
lovreligion styre deres liv.
Massakre gjort til tøsepjat
Redaktionen af Aftenshowet i DR1 demonstrerede også sin rutine i at slå hjernen
fra. To unge muslimske piger iført niqap og fuld krigsmaling var inviteret i studiet
søndag aften - 45 timer efter massemordene.
Det var godt nok særpræget at lade så unge mennesker stå for muslimsk
fordømmelse af terrorhandlingerne, funderede jeg.
Helt galt tænkt! De to piger mødte med et ganske andet budskab. De berettede
forargede, at en af deres veninder var blevet overfuset i bussen af en aggressiv
mand. Nu gik de to niqap’er rundt og frygtede, at de også en dag risikerer
udskældning, selv om de ikke er terrorister!
Intet at vente på
Det var knagme godt, at Danmarks Radio fik dækket den vinkel via en
proportionsforladt mikrofonholder ved navn Mikkel Fønsskov. Han må stå til
forfremmelse i statsfjernsynet.
Det var sådan set bare dét, jeg ville melde. Her ni dage efter parisermassakren har
jeg stadig ikke hørt nogen talsmand for danske muslimer fordømme noget som helst
andet end Søren Espersen og en hidsig buspassager.
Jeg venter nok forgæves.
Vi byder dig velkommen til at deltage i Debatten her på Ekstra Bladet.
Få enkle regler skal overholdes.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.