Lad os få gang i adelen

Følg Opinionen

Bent Falbert. Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.

52 pct. af vælgerne svigtede ganske vist David Cameron ved folkeafstemningen 23. juni. Men det forhindrer ham ikke at belønne vennerne, der kæmpede for britisk forbliven i EU.

Afgående premierministre har en særlig adgang til at adle og dekorere landsmænd, og dén mulighed bruger Cameron til det yderste. Han har netop adlet 13 personer, så Overhuset nu får mere end 800 medlemmer, samt udstyret 46 andre med fornemme ordner som tak for deres indsats for fædrelandet.

Både antallet og personvalget har vakt ramaskrig. F.eks. begriber de færreste, at fru Camerons stylist og diætist, Isabel Spearman, 37, skal belønnes med ordenen OBE (Order of the British Empire) for fem års pleje af Samantha Camerons ydre.

EU-venner allesammen

Det kritiseres også, at næsten alle 59 udmærkelser blev givet til folk, der agiterede for, at Det forenede Kongerige skulle forblive i EU, hvilket flugter skidt med folkets afgørelse.

Da navnelisten blev lækket til pressen, var Cameron på forbrydernes og fremmedlegionærernes ø, Korsika, hvor han sammen med familien holder en 15.000 kroners ferie. Uanset proteststormen fastholdt han tavs udnævnelserne. Den grundige britiske presse har kun hittet ud af, at han bader i blå shorts til 2.250 kr. At dømme efter billederne skulle han have valgt dem tre numre større.

Listen er komponeret med hjælp fra Lord Feldman, som i sin tid blev ven med Cameron på Blasenose College i Oxford og udnævnt til topposter i det

konservative parti straks efter, at Cameron blev premierminister i 2010. Lord Feldman fik samme år sin adelstitel og livsvarige plads i Overhuset.

Cameron bestemmer

Labours næstformand Tom Watson er ude med sur kritik af, at Cameron ’kaster rundt med titler, som var det konfetti’:

’Hvad har Lord Feldman bedrevet - ud over at være ven med Cameron? spørger han. Appeller fra højre og venstre til den nye premierminister Theresa May om at gribe ind, har hun afvist. Når der ellers deles titler og ordner ud ved nytår og på dronningens fødselsdag har en særlig komité ret til at korrigere personlisten. Men ikke, når en PM går af. Så er det eks-chefens helt egen beslutning, hvem der skal betænkes.

Under alle omstændigheder er det en dejlig billig måde at belønne folk på, argumenterer systemets tilhængere.

Gang i uddelingen, tak

Jeg er fuldstændig enig. Lad os straks få gang i titel- og ordensuddelingen her i riget. Det er langt bedre end de tarvelige favører, der stikkes ud til afgåede politikere – f.eks. i form af livsvarige togkort til hele Danmark og en urimelig tidlig pensionsalder for folketingsmedlemmer.

Tænk, hvor der kunne spredes glæde, hvis Helle Thorning og i næste runde Lars Løkke frit kunne adle deres nærmeste eller hæfte prægtige ordner og medaljer på deres bryst.

Det er på høje tid, vi danskere kopierer det britiske titelsystem. Men vi bør opfinde vore egne adelstitler, så modtagerne skiller sig ud fra de gammeldags grever og baroner, der er født med blåt blod uden selv at have rørt en finger.

Den forfængelige Mogens Lykketoft ville have været lykkelig, hvis Helle Thorning ved sin afgang havde udnævnt ham til Verdenskommissær med

egen globus i sølv. Mindre kunne det ikke blive, for Lykketoft har været udenrigsminister i 11 måneder og gjorde sig straks derefter fortjent til salig folketingsmand Jesper Langballes præcise karakteristik: ’Han ved mindre end intet om alt i denne verden.’

Fritz i rødt

Venstres pengeindsamler Fritz Schur vil til gengæld sætte pris på titlen Guldgreve, især hvis der følger en rød uniform med fra Venstres statsminister.

Tilsvarende kan Løkke holde sig gode venner med Dansk Folkeparti ved at udnævne Pia Kjærsgaard til Vicedronning og Kristian Thuesen Dahl til Regnemarskal.

Anders Fogh vil det være umuligt at forbigå. Han kan få titlen Feltmarskal for Arabiske Områder og bør desuden omgående behænges med Det Danske Jernkors i guld med egeløv.

Husk bondehøvdinginden

Organisationerne må aldrig glemmes, for de giver partitilskud. Det gælder f.eks. Landbrug og Fødevarer. Bossen, fhv. socialdemokrat Karen, er det klogeste nulevende medlem af familien Hækkerup, hvilket dog ikke tæller stort. Løkke kan passende udnævne hende til Bondehøvdinginde af første grad med tilhørende diadem, monteret med landets og branchens førende pattedyr, svinet.

Modsat den britiske ballade om adel og ordner er jeg sikker på, at danske politikere og embedsmænd plus statsministrenes venner vil elske at blive adlet og behængt.

Vi er jo ikke så forvænte for tiden med vores beskedne ridderkors og en enkelt elefant i ny og næ. Hér er en sag, der må kunne samle alle politiske partier.

Vi byder dig velkommen til at deltage i Debatten her på Ekstra Bladet.
Få enkle regler skal overholdes.

  • Aktivér min adgang til Debatten
  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af Debatten.
8 kommentarer
Vis kommentarer
Er Danmark for lille til store hemmeligheder?

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+