Postvæsnet er sendt tilbage til 1624

Bent Falbert. Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.

Tirsdag den 3. maj 2016 bør huskes som dagen, da det danske postvæsens service blev skruet næsten 400 år tilbage i tiden. Og dermed dagen, da denne institution fik dødsstødet.

På den dato blev postvæsenets serviceniveau nemlig sparket tilbage til, hvad Christian 4. kunne byde på, da han grundlagde etaten i 1624. Dengang var et brev seks dage om at nå frem. De samme udbringningstid gælder fra 1. januar 2017.

Det har ellers været en forpligtelse gennem det seneste århundrede, at breve skulle udbringes i Danmark dagen efter, de var sendt. Men et gevaldigt politisk flertal har nu besluttet at seksdoble udbringningstiden som fast standard. B-breve kalder de fænomenet. Politikerne har vel ment, at det var for afslørende at bruge alfabetets sjette bogstav og kalde dem F-breve.

En pakkeløsning

Foretagendet hedder i dag Post Nord og omfatter både det danske og svenske postvæsen. Det hører under den alternativt begavede transportminister Hans Christian Schmidt, der inden sin ministerkarriere navnlig var kendt som medlem af bestyrelsen for Vojens skøjtehal.

Bag pakkeløsningen står samtlige politiske partier, undtagen Alternativet og Enhedslisten.

Det er den gamle historie: Når virkelige svinestreger skal gennemføres, står opposition og regering sammen om at løbe ud på isen.

Nostalgisk kan vi mindes, at postvæsenet for 200 år siden stod for syv daglige ombæringer af post i byerne. Der var godt nok ikke så mange, der kunne læse og skrive dengang, men selv da disse færdigheder bredte sig, og postmængden steg, kunne man få brev mindst to gange om dagen.

Den seneste nedskæring af serviceniveauet vil formentlig betyde, at postvæsenet ikke oplever sit 400 års jubilæum i 2024. Institutionen vil forsvinde ligesom sporvogne og menneskebetjente benzintanke gjorde det.

Fatalt snøvl

Jamen, er det ikke ligegyldigt, om et brev er en eller seks dage om at nå frem?

Næ, snøvleriet kan faktisk vise sig at være fatalt. Der er således 350.000 fortrinsvis ældre mennesker, som ikke har adgang til en computer og derfor er afhængige af at få livsvigtige meddelelser pr. brev. F.eks. resultatet af lægeundersøgelser.

Den langsommelige brevombæring kan bevirke, at sygehuse og praktiserende læger ikke kan overholde garantien om, at alle skal have besked om vigtige diagnoser inden for otte dage, fra undersøgelsen har fundet sted. Der kan således blive brug for, at hospitaler sender breve med diagnoser ud med grønne cykelbude, taxi eller et af de hurtige, private udbringningsfirmaer.

Det helt absurde er, at politikerne samtidig indfører tvangsbidrag, som private postfirmaer skal betale til Post Danmark for at få lov til at udføre det arbejde, som det offentlige postvæsen ikke længere gider at påtage sig!

Det er så dansk, at det gør ondt, så jeg tager den lige igen: Staten siger nej til at udføre en opgave, fordi den giver underskud. Men når private tilbyder at klare jobbet, knaldes de for en afgift, som gør det vanskeligere at overtage slæbet.

Nogen burde undersøge hovederne på politikere, der kan træffe så forstyrrede beslutninger. Af radikale, folkesocialister, socialdemokrater og dansk folkepartister kan man vente sig alt tåbeligt, når det gælder statsvirksomhed. Men det er mig en gåde, at Venstre, Liberal Alliance og konservative kan være med i så tosset en aftale.

Tvivlsom besparelse

Det er til at forudse, at en god del af de 328 mio. kr., politikerne forestiller sig at spare på postvæsenet, må fyres af på dyr særskilt brevdistribution. Oven i kommer formentlig honorering af erstatningskrav mod sygehuse fra patienter, som får besked for sent, så deres skader bliver unødigt omfattende, inden behandling sættes ind.

Blandt Post Danmarks øvrige forringelser er: Sløjfning af omdeling om lørdagen og stop for omdirigering af post til sommerhuse.

Jamen, kan hospitaler og speciallæger ikke bare telefonere hastebeskeder til patienter? Jo, det kan blive nødvendigt. Men dels kan der forekomme brud på diskretionen, hvis en anden tager patientens telefon. Dels kan det være svært at give og især forstå en undertiden kompliceret diagnose i en telefon.

Schmidt i rødt

Gratulationsbreve bliver også svære at sende med udsigt til at ramme mærkedagen. Det er ligesom ikke det samme at få hilsenen fem dage efter en rund fødselsdag eller modtage julegaven 4. juledag.

Oven i de nævnte ulykker skader den sparsomme postombæring en række aviser, som udbringes via postvæsenet. Abonnenter kan selvsagt ikke vente i seks dage på deres dagblad. Så disse aviser tvinges til at etablere et nyt distributionssystem.

Ud over den stærkt forringede ombæringsordning forsvinder et lille stykke danmarkshistorie ved, at postbudenes røde jakker skal erstattes af dystre svenske postfarver, fordi den svensk-danske koncerns uniformer ønskes ensrettet.

Postminister Hans Christian Schmidt burde tvinges til at iføre sig den røde uniform i resten af sit formentlig korte politikerliv.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
124 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen