– Tænk, at man skal finde sig i dét. Jeg kan ikke fordrage den udvikling, hvæsede førstekvinden i mit liv. Jeg gav hende skyndsomst ret. Det er erfaringsmæssigt klogt.

Vi befandt os på en mindre københavnsk restaurant i mellemkategorien. Den havde to kønsneutrale toiletter samt et fælles forrum med håndvask og den infernalsk larmende håndtørrer, som er ved at være standard. Jeg foretrækker den i øvrigt for de ulækre våde håndklæder, man kan møde andre steder – og hvis indhold af bakterier man ikke vil gennemtænke.

Men tilbage til de fælleskønnede toiletter. Mange kvinder – herunder talskvinden i mit ægteskab
– hidser sig op over flere forhold.

Fem gode grunde
For det første vil de gerne vaske hænder og rette på makeuppen, uden at der står mænd og glor.

For det andet har de ikke lyst til at se, hvor mange mænd der forlader toilettet uden at vaske hænder.

For det tredje vil de gerne kunne tale privat med en veninde, mens de pudrer næsen uden at risikere, at en smågrinende mand pludselig dukker frem bag en toiletdør med en dum bemærkning.

For det fjerde synes kvinder, det er modbydeligt, at så mange mænd tisser ved siden af kummen. Jeg forstår heller ikke den svigtende træfsikkerhed. Man kunne bede mændene sætte sig ned under manøvren, men det er nu engang en fysisk kendsgerning, at manden lettest tømmer sin blære stående.

For det femte er et dametoilet et sikkert tilflugtssted for kvinder, der trænger til at græde lidt over livets urimeligheder. Det lader sig dårligt gøre på deletoiletter.

Frankrig får skylden
Min herboende talskvinde for separate dametoiletter mener, at skikken med at blande kønnene på restauranter stammer fra Frankrig. Hér er vi ganske ofte stødt på konstruktionen, og sammenholdt med den svigtende rengøringsstandard, som man bydes på selv visse kendte restauranter i den højere kogekunsts hjemland, har det sandsynligheden for sig, at franskmænd står bag uskikken.

Det er dog endnu ret få steder i Danmark, der har ladet sig smitte af den franske toiletmode. Hér i landet står kvinderne fortsat i kø de fleste steder, mens mændene hurtigt passerer forbi urinalerne, så den næste kan komme til.

De lugter ikke godt, urinalerne. Slet ikke den nye model der vinder frem for tiden via rastepladser på tyske motorveje. Der reklameres på porcelænet med, at denne særlige type urinal ikke bruger vand. Man vil ikke vide, hvordan pokker apparatet så trods alt begrænser stanken af urin.

En kreativ løsning
Det sjove er, at kvinders modstand mod kønsneutrale toiletter ikke gælder på arbejdspladsen, i fly, i tog eller på mindre skibe. Man kan også komme ud for kreative løsninger på steder, hvor der faktisk findes kønsbestemte toiletter.

I Det Kgl. Teaters Skuespilhus stod vi forleden en række mænd og præsenterede gevær ved urinalerne, da døren til en toiletkabinen gik op og en smilende kvinde stak hovedet ud med replikken: – Jeg lukker lige øjnene. Hvorefter hun skyndte sig ud. Naturligvis uden at lukke øjnene. Hun fik det hele med. Udenfor stod damer i en lang kø foran den anden dør med skiltet D. Jo, trangen kan blive så stor, at den fortrænger god tone.

Den kreative dame skal være tilgivet.

Forbudt at skæve
Vi ved, urinalerne har i øvrigt vores egne uskrevne regler om acceptabel opførsel. Det anses f.eks. for upassende at skæve efter naboens organ. Før i tiden var der mange steder ligefrem monteret skærme mellem urinalerne, så man fik en hel bås som garanti for diskretion.

I vore dage klarer vi mænd os uden skærme. Vi forlader os på vores gode opdragelse
– og koncentrerer os om at ramme tilnærmelsesvis så præcist som damerne. Mig generer det i øvrigt ikke at vaske hænder ved siden af en kvinde.

........

NB. Denne klumme er resultatet af et væddemål: I en kreds af journalister hævdede jeg for nylig, at man kan skrive klummer om alt. En kollega holdt på, at jeg ikke kunne skrive en klumme om dametoiletter.

Det gik da. Så nu har jeg en flaske rødvin til gode.