Tvangsfilm til sagsbehandlere

Tegning. Bo Secher
Tegning. Bo Secher

Bent Falbert. Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.

Hvis der havde været juridisk grundlag for det, burde samtlige offentligt ansatte sagsbehandlere i Danmark kommanderes i biografen for at lære, hvordan de aldrig må opføre sig over for borgerne.

Deres tvangspensum skulle bestå i at se ’Jeg, Daniel Blake’ – den 80-årige instruktør Ken Loachs mesterværk, som i år løb med guldpalmerne i Cannes. De burde faktisk se den tre gange for at få det hele med.

Vi følger den 59-årige tømrer og enkemand Daniel Blake, som får vrøvl med hjertet. Lægen kræver, at han holder op med at arbejde, og Daniel tvinges urutineret mod offentlig hjælp.

For at få sygedagpenge skal han udfylde et 56 siders spørgeskema. Men det er ikke nok. En sundheds-taksator møder op med endnu et skema og stiler de samme fjogede spørgsmål.

Da Blake er kritisk over for dobbeltkontrollen, bliver han til straf vurderet som ’måske uegnet’ til sygedagpenge. Mens den sag pådømmes af det øvre bureaukrati, skal han leve af bistandshjælp. Men sådan en kræver endnu en ansøgning. For at få bistand skal han yderligere søge arbejde hver dag – selv om lægen har forbudt ham at arbejde! Sådan lukker den bureaukratiske cirkel sig om ham.

Den ene sagsbehandler efter den anden går mere op i skemaer og formalia end i at hjælpe den skikkelige Daniel, som aldrig før har været i kløerne på sagsbehandler-regimet. Hele tiden truer kontoriusser med sanktioner i form af tabt støtte i et antal uger, hvis han protesterer imod den umulige karrusel, han kører rundt på. F.eks. skal han skrive ansøgninger om støtte og stillinger på en computer, skønt han aldrig har betjent sådan en. Kan han få dispensation til at skrive i hånden? Kun hvis han søger om det i et brev, skrevet på computer!

En dag overværer Daniel, at en ung mor, Kate, kommer for sent til sin sagsbehandler, fordi hun er ny i byen og tog fejl af busruterne. Straffen er iskold fratagelse af bistandshjælp. Hun kæmper for at skaffe mad, tøj og sko til sine to børn og må selv sulte.

Daniel og Kate gør fælles sag. Men systemet kan de ikke vinde over. De kan højst appellere afvisningen af deres ansøgninger – og vente endeløst.

Efterhånden brydes Daniel og Kate ned. Der er hele tiden noget i vejen, så de ikke kan få deres ret. Visse sagsbehandlere kan godt se, at den ældre mand og den unge kvinde er fanget i en labyrint. Men regler og skemaer er regler og skemaer, og der kan ikke dispenseres, for hvor ville systemet så være henne?

Jeg røber næppe filmens pointe ved at konstatere, at det går Daniel og Kate ad helvede til. Selvfølgelig gør det dét.

Deres liv bliver ikke mere muntert af de slidte, grå og kolde miljøer, fattigfolk bor i. Så elendigt kan livet blive – selv for den, som har levet normalt og selvhjulpent, men pludselig trænger til en hånd fra de offentlige kasser.

Britiske Kate og Daniel ligner danske Pia og Jørgen. Jeg har mødt en del af dem, når de i min tid som chefredaktør søgte Ekstra Bladets støtte mod urimelig sagsbehandling.

Ofte stillede folk med en skræmmende stor stak afslag, som må have været dyrere at frembringe, end det ville have kostet at give folk deres retmæssige bistand. Visse afgørelser var så idiotiske, at de virkede tragikomiske. Jeg tænker på en mand, der havde mistet et ben og nu søgte tilskud til en invalidebil. Svaret var, at ansøgningen skulle granskes nærmere. Herunder skulle det vurderes, om den etbenedes handikap var varigt! Han fik selvsagt sit tilskud den dag, historien stod i Ekstra Bladet.

Jeg tænkte dengang, at formuleringen måtte stamme fra en i særklasse underfrankeret sagsbehandler. Det kunne aldrig ske igen. Men nogle måneder senere henvendte anden læser sig med præcis samme historie!

Danmark er ikke alene om at levere systemfejl. Den britiske version er blot nogle takker mere sølle. De sociale takster lavere end de danske. Boligerne mere nedslidte. Sikkerhedsfolkene på socialkontorerne mere afstumpede.

I områder, som ikke drager turister, findes der en talstærk britisk underklasse, som lever på et eksistensminimum, danskere ikke kender.

Det er ikke mindst dem, der stemte for britisk løsrivelse fra EU. Jeg tvivler på, de får et mindre kompliceret liv ad den vej. Men det er let at forstå, at de tager chancen. For ringere kan det dårligt blive.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
17 kommentarer
Vis kommentarer