Alle vores milliarder

Den kinesiske mangemilliadær, Jack Ma, skal have dansk udviklingsstøtte, så han lærer at klare sig selv.
Den kinesiske mangemilliadær, Jack Ma, skal have dansk udviklingsstøtte, så han lærer at klare sig selv.

Bent Falbert. Forhenværende chefredaktør for Ekstra Bladet, skriver om ret og vrang i retsstat og samfund.

JEG TALTE FORLEDEN med en socialistisk sindet gymnasielærer, som fortalte, at han hele sit liv havde haft god samvittighed rent politisk.

Som ung boede han i Gentofte, som ældre på Frederiksberg. Begge steder kunne han tillade sig at stemme på den røde opposition – for dét skete der intet ved! De to kommuner har som bekendt haft konservativt styre i henholdsvis 84 og 109 år.

ALLE VI SKATTEYDERE landet over har også god samvittighed, når det gælder hjælp til underudviklede lande. For ih, hvor vi hjælper.

’Danmark har været i front med udviklingsbistand i 40 år’, praler udviklingsminister Ulla Tørnæs i Kristeligt Dagblad.

Jeg har ellers ikke set hende optræde på den offentlige front, siden hun var til premieren på Phantom of the Opera i Det ny Teater. Hun har sikkert haft travlt med at suse hjælpsomt rundt i den store verden.

JEG LÆSER SÅLEDES, at kineseren Jack Ma skal til at have bistand af fru Tørnæs for at få råd til at gøre sin koncern mere økologisk. Han er i forvejen den lykkelige ejer af en formue på 37 milliarder – dollars! -og driver som grundlægger og formand konglomeratet Alibaba. Et af hans mange forretningsområder er distribution af pakker, som altså nu skal foregå miljørigtigt.

Med det danske postvæsens kanonunderskud på pakke- og anden post, skulle man tro, at det snarere er hr. Ma, der bør bistå Danmark med et par raske udviklingsråd. Men kineseren kan altså godt få plads til nogle danske millioner i sin pengetank.

SOM MINISTER TØRNÆS formulerer det: ’Målet er at gøre udviklingsbistand overflødig’. Med de senere års donationer til milliardærer i bl.a. Dubai er dette mål måske nærmere, end hun aner.

Regeringen har som bekendt stor rutine i at sende milliarder af kroner til udenlandske rigmænd, om end det plejer at foregå via Skatteministeriet.

 DEN SLAGS TAPNINGER af fælleskassen vil givetvis fortsætte. For de durkdrevne modtagere er meget ærlige. De fleste af dem gør givetvis et ærligt forsøg på endnu en gang at snyde Skat for refusion af penge, de aldrig har betalt. 

Jeg tror heller ikke, vi har set det sidste eksempel på hvidvask af sorte penge. For Skat har kun afsat 21 medarbejdere til at opspore og slukke for vaskemaskinerne. Det betyder, at denne snes folk i år skal gennemgå over 1400 indberetninger – pr. mand! Selv om man så inddrog al deres ferie året rundt, ser det ud som en uoverkommelig opgave.

SKATTEMINISTER KARSTEN LAURITZEN kunne altså godt bruge en vis forstærkning af sit mandskab. Jeg tror, han drømmer om at rekruttere nogle af de kun 106.000 arbejdsløse, der er tilbage. De svarer til blot 3,9 pct. af arbejdsstyrken. Vi er altså næsten på niveau med Donald Trump, som i september optalte 3,7 pct. ledige i USA uden for landbruget.

Skatteministeren er nu nok bedre tjent med at ansætte nogle af de 9.000 hårdtarbejdende, kommunale medarbejdere i landets 95 jobcentre. De har hver især elleve ledige at tage sig af. Elleve! Deres kundemasse er altså ved at slippe op!

FAKTISK ER DET slet ikke i jobkonsulenternes interesse at finde arbejde til flere, for så vil de overflødiggøre sig selv og må stille op i køen på den anden side af skrivebordet. Det er nok derfor, de går så stille med, at skatteyderne afkræves 13 milliarder kr. årligt til betaling af den gigantiske maskine, samtlige jobordninger løber op i.

Jobcentrenes mandskab véd, at det kræver drevne bureaukrater at holde en velorganiseret ineffektivitet i gang.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
33 kommentarer
Vis kommentarer