Den yderste højrefløj i dansk politik er en menneskelig skraldespand, og på bunden af skraldespanden, i dens allermest gærende, ildelugtende lag, finder vi Naser Khader.’ 

Sådan skriver forfatteren Carsten Jensen på Facebook under overskriften ’Danmarksmester i uagtsom dumhed’. Han tilføjer, at ’ordet tænke og navnet Khader hører hjemme på hver sin planet’. 

Som altid er Jensen ramt af rødglødende højhedsvanvid – en aldeles uberettiget form for bedrefølelse, der blev findyrket af nazisterne, som reducerede homoseksuelle, jøder, slaver og sigøjnere til undermennesker. Derimod anså de sig selv som ædle ariere. 

Nu er der ikke meget arier over Carsten Jensen, om han så fik foræret en barbermaskine med pligt til at bruge den. Jeg skriver heller ikke, at manden er nazist. Jeg noterer nøgternt, at han argumenterer ved hjælp af metoder, der er lånt på dette ideologiske overdrev. Denne konstatering vil utvivlsomt komme bag på Jensen, der ser sig selv som en højt begavet venstre-fløjsprofet med pligt til at belære alle os andre om verdens forbedringsmuligheder – set fra hans redningstårn. 

Min påstand lader sig let bevise: Hans fremgangsmåde er først at reducere sit offer til åndelig dværg, dernæst pålyve offeret skøre standpunkter – og endelig slagte det med de mest slibrige betegnelser. 

Et træffende eksempel var hans signalement af Dansk Folkeparti og den halve million vælgere, der stemmer på det: 

’Fogh havde efterladt den håndfaste Pia Kjærsgaard og hendes skimlede sekt af klamme kældermennesker som fangevogtere for en regering, der i forvejen mest udmærkede sig ved sin principløshed.’ 

Sådan er Jensens menneskesyn: Er man uenig med ham, har man fortjent en tilsvining uden grænser. Man skal langt ud på fløjene for at finde nåde for den styrtende velbegavede taksators blik. For eksempel skriver han, at socialdemokrater og folkesocialister er dumme og ’har sat historisk rekord i duknakkethed’. 

Mens Helle Thorning og Villy Søvndal fandtes i politik, havde de ’plastre for munden og ansigtstræk så stive, som havde de fået en Botox-operation for meget’. Jeg skal afstå fra at komme ind på, hvilken kur Jensens furede fjæs kunne trænge til. 

Karakteristisk nok har Carsten Jensen aldrig bekendt nogen fortrydelse over at have taget fejl – herunder nedvurderet folk med disse ord i 2011: ’En tredjedel af alle danskere venter på fuldstændig irrationel vis et et terrorangreb i nærmeste fremtid.’ 

Angrebet mod Krudttønden og synagogen i København viser, at den latterliggjorte tredjedel af folket så klarere ind i fremtiden end den store forfatter. 

Han deler heller ikke folkets holdning, når de gælder begrænsning af det antal fremmede, vi lukker ind i landet. ’Behøver vi virkelig være sådan nogle røvhuller’, spørger han. 

Dette ’vi’ skrives på skrømt. For Carsten Jensen opfatter givetvis ikke sig selv som et røvhul. Men som en ædel, humanistisk tænker i en verden af plump, ukultiveret almue. 

Det kniber dog med hans sproglige variationsevne. Han hænger fast i rutinen med at levere perfiditeter på en umorsom måde. Regeringen er ’en flok virkeligt ubehagelige stympere’, som er karakteriseret af ’afstumpethed, lumpenhed og den kyniske spekulation i andres ulykke’. 

Integrationsminister Inger Støjberg betegner han som ’minister for aktiv børnemishandling’. Hun har sørget for at få fædrelandet ’placeret i den globale lortepøl’. Jeg skulle mene, at Jensen har leveret betydelige bidrag til samme pøl. 

Carsten Jensen er født i Marstal, og den nu 65-årige mand har lidt af økuller lige siden. Søger man på navnet via ’Krak Person’ på nettet, lyder det første tilbud på listen over folk med dette navn: ’Carsten Jensen laver alt i kloak, kloakrensning og slamsugning.’ Nå, det er næppe er ham, jeg skriver om.

Men ret skal være ret. De romaner, han udsender hvert andet år, er behageligt fri for hans grove og humorforladte nedrakning af andre mennesker. ’Vi, de druknede’ fra 2007, er glimrende. 

Problemerne med Jensen opstår, når forfatteren rammes af sin uimodståelige, hadefulde trang til at starte møgsprederen og rette den mod virkelighedens politikere og befolkningsgrupper via Politiken eller Information, de altid tjenstvillige leverandører af papir og tryksværte. Samtidig med disse overfald på andre hæver han sin egen fromme fortræffelighed til skyerne. 

Det komiske er, at den fromme flok i Information/Politiken Plus-segmentet, der har så travlt med at kritisere ’tonen’ i den offentlige debat, lader Carsten Jensen gå amok uden indsigelse.